Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Marolle Nov 2014
jeg føler mig ikke hjemme
ikke på mine fjorten kvadratmeter
som jeg betaler i dyre domme for
jeg føler mig ikke hjemme
i mit barndomshjem
som jeg sjældent besøger
jeg vil gerne føle mig hjemme på mine fjorten kvadratmeter
men jeg kan ikke
jeg hører hjemme et andet sted
jeg kan heller ikke føle mig for meget hjemme i mit barndomshjem
jeg kommer aldrig til at bo der permanent igen
det bliver for hårdt at tage derfra efter endt visit
man siger man har hjemme i et hjerte
og så er det ligegyldigt hvor man bor
passer det?
jeg håber det passer
jeg håber du vil lukke mig ind i dit hjerte
så jeg kan føle mig hjemme igen
det knækker mig snart
indvendigt
ikke at have et sted hvor jeg kan opholde mig
hvor jeg kan være mig selv
hvor jeg kan være permanent

*(Marolle)
har tæt på lyst til at fortælle dig, at jeg har savnet dig,
så jeg lader min tunge glide op ad mine tænder,
så jeg ikke siger noget, jeg vil have tilbage igen om lidt
du tværer din pegefinger langs skjortens  ensomme
luftrum, her er vi næsten alene, når grådige øjne spiser
sig mætte i urørte læber med en mild duft af klementiner
vi var bare blomster i en generation, der holdte
op med at læse bøger og samle på kastanjer i efteråret
kan  mærke, hvordan min rygsøjle giver lyde fra sig,
når du siger mit navn
kan mærke, hvordan mit hjerte reagerer, når andre
siger dit navn højt
jeg kan ikke være den person, du ønsker, og jeg
ønskede alt for meget dengang, da jeg blot var et barn
at jeg glemte den virkelige verden og mig selv et
sted i din håndflade, hvor jeg kun føler mig hjemme
- digte om alt det, der vandaliserer os
Du samlede mig op.
Stykke for stykke.
Jeg er ikke hel, men det er okay.
At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil
og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på
igennem mine glasknogler og trætte organer,
der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre
trykkedes i din ferskenbløde hånd.
Endeligt var det rigtigt.
Endeligt er jeg hjemme.
Endeligt kan jeg mærke dig,
beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles.
Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om,
at der vokser fløjls roser i min krop.
Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne.
Tegner ekliptika langs din rygsøjle.
Endeligt flyver vi.
Ikke længere skal vi forestille os.
Endeligt.
andenrangs poet Oct 2014
for blot få timer
siden dansede vi rundt
på bare fødder i vores
egen glædesrus
og følte os
hjemme hos
hinanden
alle sammen
alle 8 og
alt hvad der
hed kaotisk travlhed
og stress symptomer var
druknet
i afslappethed og glæden
ved at være
en smule rødvins-hovedpine
men hvad var det
når livet var så godt
og nu sidder jeg her og kan ikke
længere tælle til 8
men kun til 1 og det hele
er så tomt og stille
og spredt for alle
vinde
og selvom jeg har prøvet
det 10 gange
de sidste 7 år
så vænner jeg mig aldrig
til det med at sige
farvel og slippe det
så jeg lukker
øjnene
og tænker at hvis jeg bare presser
øjnene sammen længe nok
og tror nok på det så
er jeg ikke alene når
jeg åbner øjnene igen
men som så mange
gange før
bliver jeg skuffet
og så er det
at det går op for mig at
sommeren kommer
hurtigt
og den tager minderne
og nye oplevelser med
og vi vil skabe
ligeså værdifulde minder
om kaffe i solskin og cigaretter
på terassen i morgendis
så mens
jeg venter vil jeg lukke
øjnene og smile ved hvert et ord
og hvert et minde
se hver en bevægelse og høre
hver en stemme for mig og drikke
min mandags kaffe og
smile et smil der
oplyses af pulverstjerner
på himlen
og vide
at næste gang jeg lukker mine øjne
på en stille søndag nat
er jeg ikke alene når jeg åbner dem igen
<3 tak for jer alle 7. og vi, alle 8.
carololololo Oct 2014
Jeg sidder med min varme kaffe
Og kigger ud af vinduet
Der er ingen hjemme
Ikke en stemme
Jeg ligger mig ned under dynen
Her føler jeg mig tryg
Dynen føles som et varmt kram
Mod min bare ryg
Jeg lukker øjnene og nyder lyden
Af regnen mod mit vindue
Rejser mig aldrig igen
Dette er mit lykkested
Ingen bekymringer
Ingen forpligtelser
Kun mig
Regnen
Og min varme kaffe
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Marolle Mar 2015
vi er gået fra Tindermatch
til at vi chattede på Tinder
til at vi blev enige om, at vi ville elske at se Monets have
til at vi mødtes og drak tre øl
til at vi grinte og snakkede
til at vi skiltes
du sagde, at du syntes det havde været hyggeligt
jeg gav dig ret
jeg sagde, at jeg syntes vi skulle mødes igen
stilhed og jeg tvivlede
hvis du altså havde lyst, for det havde jeg, sagde jeg igen
og det havde du også, sagde du lykkeligvis til sidst
vi krammede og jeg var teenagepinlig og kom til at træde på din fod
du skulle med bus 100 og jeg med 4a
vi er nu venner på facebook
og det kilder i min mave
og det føles rart at nogen gerne vil mig
og det kan jeg virkelig godt bruge
og det føles virkeligt, helt oprigtigt, rart
og egentlig er jeg også klar til kærlighed
og klar til romantiske pladdersamtaler
om at ”du er sød” ”nej du er sød” og ”du lægger på først” ”nej du lægger på først”
for det er nok kærlighed jeg savner
det er nok derfor jeg ikke føler mig hjemme
det er nok også derfor at jeg ingen glæde føler
det er det jeg har manglet
det er dig jeg har manglet

*(Marolle)
Mateuš Conrad Aug 2021
the dream began long before the sleep overcame
me...
   lazy architect of the clouds:
what was it going to be this time:
per usual: castle, swan... a death mask -
ruminations of the future?

                     a violin quarter op. 17
no. 4... or as i imagined it before
sleep dragged me below the waves
into the deepest caves before it plucked
out my eyes and have me tears
or shed in watercolours...

   something so tender as this poem ought
to break into a thousand pieces...
or however many letters there are to match...

standing on Waterloo Bridge... playing that ******
violin... however crudely...
a pocket of fame so tiny that would
spread until... some other violinist heard
of the antics taking stage...
   a dream... that didn't catch me by surprise...
not lingering like a dream: proper...
which might take up at least the whole
morning of a tomorrow upon waking
and bewilder and amaze...
  
            such that i promised myself:
not a sip of that fine Mount Gay Eclipse
***... never: i hope never again will you drink
"thinking" you might write something:
at worst! tender sips only after something
blessedly sober was started during
the business of a day...

               an alternative to the Italian risotto
or a Spanish paella?
none other! the Biryani!
  oh the spices at my disposal...
a black cardamom pod
4 green cardamom pods
a piece of acacia bark (sorry...
  out of cinnamon!)
   3/4 tsp of fennel seeds...
caraway seeds, cumin seeds...
coriander seeds. black peppercorns...
a star anise...
6 cloves
      a bay leaf...

something from Norwegian poetry?
olaf bull?

og jeg, en levende mand, paa jorden hjemme
and i, a living man, with earth my dwelling...
som jeg, en død mand, paa jorden hjemme (begrenset)...

but i'm not going to learn Norwegian
on these isles...
it would make some sense
to learn Danish for a historical
whim or German...

then again... my bet it on either
Romanian or Turkish...
a today... at the Turkish barbers'
i only instructed him:

keep the length (of beard):
   but tidy the rest up...
tut(mak) uzunluk nın-nin sakal:
ancak temiz...

well i sat down in the waiting line while
the other turkish barber was finishing
off a customer... working with the electric
razor around the stubble...
strange sounds...
i've heard of iron stubble...
the sound of shaving never sounded
so... glass on a chalkboard...
a piano shattering...
something felt odd: like someone
was playing me a Turkish film
with Armenian dubbing...

so he shaved and shaved and i looked
on... does an electric razor mowing
stubble make that sort of, "sound"?!
it was only when my usual barber:
the one i modelled for once
when i came in like a homeless man
and 20kg overweight...
he took photos of before & after:
pointed me toward seat no. 2
did i finally come to grips with the sounds...

ha!
a cage with two budgies - budge-rigours...
budgerigars was placed in the corner...
two jittery little fellows...
i sat back closed my eyes and relaxed...
better than a *******:
ah... with ******* you need to staple your
eyes open to your eyebrows...
but getting your beard trimmed?
nothing to it... like kissing metal...
oddly enough either i was relaxed
or my barber was relaxed...
not a ******* pipsqueak from the two
birds...
a vibrating sense of contentment
a bit like...
when was the only time you saw
a bulldog content?
in the company of another bulldog...

now that's what i call a barber shop...
when he finished i was asked by
the other barber whether i wanted
to a cup of coffee...
my barber offered me a hot towel...
i refused both...
i'm pretty sure this was a way
to make new friends...
or rather: have some backup should
a funeral take place tomorrow...

maybe i have been living in England
for so long that... i might look English:
like the Turkish ******* remarked...
but i feel... neither here... nor there...
if i were to go back to my native birthplace:
i'd be alien too: not engrossed in
the politics in the culture in the everyday:
starting from: "born yesterday":
engrossed in the culture & politics of England...
but hardly "born & bred" as one
former fwend of mine: child of Egyptian /
Iranian immigrants remarked...
i can switch off from all the saturation
and read some Knausgaard in ******...

right now... i've just spent a mad hour cycling
and i'm going to sip some proper whiskey-esque
*** without the stealth assassin / an agitator
of a diluter of spirits... caffeine murderer of
a carbonated caramel ****...
i'll drink it straight over some ice...

an hour well spent...
  for all that's currently music: lyrical constipation:
i need to relearn how to breath:
to even think...
revisiting that dream i never had
that began with Haydn's op. 17 no. 4...
just the violins... no need for drum-tactic rhythm...
we're all "im-der-hier"... in the here...
"im-der-jetzt"... in the now...
but never really: must be lagging...
daydreaming or otherwise wishing it was
otherwise...

would taking the offer of a coffee and a hot
towel made so much of a difference...
or would i just have set there like
a ******* pile-on-steam-of-****?!
i love the smell of manure in the morning...
i love the smell of manure in the foggy morning...
i love the smell of manure when i'm
planting a new tree and it grows to be over
8ft tall after planting the original bonsai plum
some 7 years prior...

even in classical music:
there's the music that's there: played to death
& a second death that's boredom
that's only used to diffuse fame...
Haydn's op. 20 no. 4: that's how
a mousetrap ought to work...

niche listening: there will always be
someone reading something by Stephen King...
otherwise... spend a year on the oeuvre
of some composer...
at least the composers never fail:
produce "too much": then listen to it
being filtered down... sharpened to:
a bugging nugget of praise...

all that's pop is not necessary...
unless: utilised for pedagogic tactics...
breathe the air! there are no percussion instruments!
barricade the doors to your mind
with the wind of violins!

seems only fair that since i've had
my beard trimmed by a Turkish specialist...
speck? ***** & span... no...
speZ... if i am to write someone of my own
i'm drowning in the works of others
and there's 7am to mind...
there's defrosting two fridge-freezers too...
the sensibility of waking up
moderately sober...
all that's day and all that's a masquerade!

trivial things: poetry: porcelain...
but they shouldn't be so easily: quashed...
now that everyone can readily
read: write... somehow... long before
poetics was pushed aside...
of all people... if the Vikings are to be
somehow... envied... emulated...
ingenious thieves that they were...
at least they kept words somehow
sacred...
while they exhausted each limb from limb...
a body wed to the earth
a mind wed to the air...
and all congregating in sun, fire & water...
perhaps some mead some
frost... fog and shadow...

how i envy the almost first men
and their chemical eureka upon eureka of
the first intoxication with beer!
not this intellectual: morose flight of body
anchored down by the more heavier extraction
of run: run: ***-***-**-here-we-go!

let it not be another knock-out night for me
on this tired plank of wood i dare to call
ship: but i'm dried up on what's
language: trapped in conventionalities
of passer-by conversations that are hardly
that...

of course this couldn't be a lament:
i would regret a good conversation
since the *** is almost as good or if not better
than any whiskey...
a good conversation would get me off
my rockers all the more...
but then the fear of sobering up
in the middle of it...
for the proper K.O. i'll wait for the chemicals
to take charge... while i'll play both
mouse & fox & sneak downstairs for
a glass of milk...

architects of dreams: best to appease a
boredom of London by stripping it down to:
far away... Athens... here in quasi-Sparta
on the outskirts... the ******* emblems of
itching at the sky...
the ****** emblems of stadiums for
which football was made to be: ahem... "footed"?

bypass the standards of any language...
the nouns...
then work around the verbs...
and the adjectives that work as substitutes of verbs...
eh... prepositional, pronoun and conjunction
shrapnel...

presto scherzando: of Haydn's op. 20 no. 4:
a sort of violin does a pilgrims farewell
to the folk dance: hey hey hey trance
which reminds me of...
some modern song...
   very, very: modern...
                
it complete silence: or rather... memory
by now has become a drunken orchestra!
on the tip of my tongue...
ah! yes! corvus corax! herr wirt!
hey hey hey... there are accents of it...
littering Haydn's
presto scherzando: of op. 20 no. 4!

- and to think... i could have had a wife!
- and to think... i could have had a son!
- and to think... i could have had a daughter!

an uncle was a disappointment...
half of my grand-parentage i don't know...
beyond estranged...
cousins etc. long gone: still alive...
my maternal grandmother recently
estranged herself
from her grandson and her daughter
choosing a conspiracy of three
attitude with some cousin and her son...
while my grandfather...
there's pain: exhilarating...
quickly done away with you:
with a butcher's pardon on the guillotine...
then there's: pain: numbing...
relapsing... erosive...

well... i hardly imagine having enough time
to... somehow conjure up a connection
between corvus corax's herr wirt
& haydn's presto scherzando: of op. 20 no. 4...
beside the fire of the television:
how lacerating the warmth
how tongue numbing how...
if only this insomnia was
somehow translated into a transparency...
like my melancholy is a perpetual
hard-on...

all that's intelligent while only ending up
being mere posturing...
all that's plain daft while only ending up
being mere arrogance...
the insensible Kafkaesque tribalism
of the urban peoples...
the masculine aspect forgotten?
new: automated new: muscle loss?
the new wheat? juxtapositions around
cat's persistent inquiry whether the window
is somehow open...
or whether the bed is not yet slept in?

throw in a glass of milk come 1am
and... beside all that's to come with the chemical
circus... from now...
docile wolf still itching: bite a harvest...
sliding doors... the quintessential British
film from the 1990s...
it has to be...
that's me... dreaming of Swiss cheese...
cut with a guillotine... not a knife...
better still...
                     how familiar a curry has
become...
but you try and find the proper rice
to make a biryani not look like some phlegm
suckling stuck together grains of rice...
of a risotto or a paella...
Anna Feb 2015
****,
om jeg ikke glemte mine nøgler
oveni mit mint tyggegummi
hjemme på mit skrivebord
****,
om jeg ikke savner stillestående søndage
trods jeg hellere vil ud og mærke nætternes kulde
der river i mit ansigt og pisker mit hår
****,
om jeg ikke har tabt mine smøger
og at mit hår er fedtet og klamt
og ****,
om jeg ikke har tabt mit hjerte til dig
midt i fuldskabens tåger
fordi jeg absolut blev grebet
da jeg behøvede det mest
Maja Klit Sep 2015
Savner dig på savner dig på savn. Umiddelbar kliché for det blotte øje.
Det der overgår klichén er ægte hvisker jeg til os. Minder os om. Venskab kan ikke ses med det blotte øje. Kun med mikroskopøjne. Vi har mikroskopøjne. Savner dig ******* savner dig. Venskabet er blevet langdistance. Fem kilometer. Udgør det ikke som lyskryds og myldretid. Det andre cyklister er vores største trussel. Men jeg er din cykelhjem. HUSKER DU. Du er min cykelhjelm. Hjemme i dit selskab. Siger farvel med udsigt til savner dig ******* savner dig .
Maja Klit Oct 2015
Av
Jeg siger ubertænksome ord for tiden
Snubler over mig selv
Taler vågent i søvne

Krummer tæer når jeg er alene
Straffer mig selv psykisk
Gemmer mig bag flovhed

Komplet forvirring er min dagligdag
Lær at føle dig hjemme her
er allerede druknet

Glemmer frem og tilbage
Vil så meget men gør så lidt
For jeg er forvirret - komplet forvirret
Tager to skridt tilbage for hvert fremad.
ungdomspoet Mar 2015
kvindegråd
skærer hul i mit hjerte
usundt miljø
af hårde kvinder
der spidser tænder
for at kunne forsvare sig selv
ingen hjælp at hente
ingen kære mor
her hvor jeg bor
men aldrig hørte hjemme
et hus bygget af glasskår
for vi er alle ødelagte
vaserne er smadrede
og min illusion om en stærk kvinde
er knækket
i takt med at jeg hørte dig græde
og så dig råbe og skrige
jeg så dig ligge besvimet på jorden
og jeg var den eneste der var der
til at passe på dig
min illusion om en stærk kvinde
blev til en virkelighed
men kvinden var ikke dig
det var mig
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Amanda Bordrup Jun 2015
Jeg stjal altid blomster
Fra din have
I håb om at du ville
Føle dig mere hjemme
Når du besøgte mig

— The End —