S-togene er proppet af en stivnet mænge
På perronen splintres glas som et vandfald af reflektioner
Øjnene skjult bag briller, stiger han af toget
Han møder én på perronen
De spotter hinanden fra lang afstand
Kvinden i sort og med solbriller skyggende for øjnene af glas
En øredøvende larm får dem i trance hånd i hånd
Ventende på S-tog og med briller for øjnene
Scanner sig ind og ud og undslipper den frosne forsamling
Skrider i gruset
Hvorom alting er, er de to brillebærere forelsket
I en tid fuld af S-toge og glas
Kan man være forelsket i en sådan tid?
