Eller også er det glasset? Måske er det for stærkt,
hvem ved?
Der er stjernestøv i luften, sagde jeg til mig selv.
De små partikler forgifter den delikat
Det snurrer og jeg må holde fast i jorden for ikke at falde ned.
Alt jeg ser er paradokser og længtes hjem.
Balancere mellem liv og *****.
Der er stjernestøv i luften
jeg ser dig.
Millioner af stjerner adskiller os og river i afstandens sår.
Gid jeg kunne nå dig
Dræbe horisonten og
lad os nå det hele inden for dette
øje -
bliks tid
Støvstjerner

PARADOKSER, PROFETER, POMFRITTER
PENETTRERER VERDEN FOR VÆRDIGHED.
STJERNEBALLON, SMØGER OG ***.
KAFFE, KOKAIN OG KÆRLIGHED.
EN NATION I FLORLET PSYKOSE
MON DEN VÅGNER?
STOFMISBRUGERE AF RANG
OG SKAM.
HVOR KUN DU STÅR I VEJEN FOR DIG SELV.
GALAKSER, GIN, GAB.
NATURKATASTROFER, NØGENT, NAT.
FORARGER, FORVRÆNGER, FORSTÆRKER.
DEN KOLLEKTIVE FØLELSE AF SELVHAD.
KIGGER, KLIPPER, KOGER
IND TIL BENET HVOR DU IKKE KAN MERE.
PSYKOLOGER, PSYKOPATER, PIS.

Der er områder af mig der ikke er menneskelige.
Statisk elektricitet som jeg udånder gennem min munds korridor.
Mine fingerspidser er blå, og jeg kan ikke mærke DIG.
Jeg er alt for lav og jeg kan ikke nå dig.
Min katastrofebevidsthed er skrækkeligt fin og træder jeg forkert,
er det ****.
I mistillid frygter jeg et væsen der dukker op og kvæler mig.
At du forstøver uden at skrige mit navn.
Én enkelt gang.
For verden.
Der er ingen der må se os.
Uden værn.
Jeg drømmer om en kognition.
En kulminering af ærlighed, der får verden til at falde sammen.
Ét øjeblik der slipper lyset ind.
Hvor fortiden flyder.
Vi skal aldrig mere falde
Vi lander på fødderne.
Et ukendt humør passerer min hjerne i takt med, at vi rammer jorden.
I et sindssygt øjeblik af ærlighed.

Tårerne falder og maler gulvet sort
ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i.
Jeg ser din månehvide hud
alt imens natkanonen sender toner blå,
af melankoli gennem mine årer og bider sig
fast
på min krogede rygsøjle og
jeg kan mærke mine lunger.
Synet af dig skærer i mine blå øjne
Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter.
Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre.
Omridset af dit ansigt
har jeg glemt
og jeg famler hjælpeløs i tågen for at
nå dine krystalgrå hænder
med farer for
at blive spist af
fortrængelsen.
Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som
lilla ferskner.
Duften var som jorden selv.
Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter.
Jeg tænker på dig,
så stille som en marts nat.
Du er så smuk
Især når du er stille.
'Men hvad ved jeg også om det?'
Platonisk kærlighed.
Jeg har allerede fortrudt min tanke
og ønsket om at vende om,
sætter sig som glasskår i mine øjne.
Måske er du noget jeg har fundet på?
Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå.
Lysår væk.

En skide forretning jeg kun har sat fødderne i siden vi fik én Sodastream,
for regelmæssigt at købe nye smagsvarianter
De sælger blendere og glas at drikke af, batterier
og blinkende lyskæder når det er sæson for det
En røvsyg butik, der alligevel formår at vække noget i live dybt inde i mig
Det gipper i mig når jeg passerer deres butiksvinduer
Det tager al modet i mig at ture lade mine øjne lede efter dig bag kassen derinde
med din uniform på, i form af dine
selvvalgte adidasbukser og forpligtet sorte t-shirt
med logo trykt på ryggen
Forpulede ALSTRØM
Du er bare en fandens isenkræmmer der sælger lette hårde hvidevarer og diverse ting til husstanden
så hvorfor både frygter jeg for dig, skønt går en omvej i centeret bare for at krydse dig?

kolde fingre,
der glider over den kolde skærm
skriver, hentyder,
prøver at få dig til at give mig mit fix,
opmærksomhed, kærlighed
og som de kolde fingre,
hurtigt glider over den kolde skærm,
i takt med de snavsede høje hæler virrer sig fortabt over brostenene,
så spørger jeg mig selv, om det er for meget
for stalker, for desperat,
men gør det alligevel
gør alt for at få et fix,
opmærksomhed, kærlighed,
et kram, ***,
håber på det bliver til mere,
så fixet bliver dagligt,
og ikke bare en løsning,
når alkoholen dunker i venerne,
når spillet er tabt,
når brækken er i toiletten,
og ham den anden i byen

måske det er det vi er,
weekendalkoholikere
måske vi elsker det,
bassen, der overdøver vores eget hjerteslag,
bassen, der dunker mere end vores tanker,
smagen af sprit, og røgen der hænger i tøjet
tænder den ene cigaret med den sidste,
ryger, drikker, danser,
danser det hele væk,
håber på at svingende hofter og klamme blikke,
kan slette det hele,
drikker måske for at glemme,
eller måske for at huske
men kan man kurere en sygdom med en anden,
for hvad hjælper det at vi drikker os fra vores sanser,
og gemmer os bag billeder så slørede som livet,
når vi i virkeligheden har bræk på skoene,
og tomme pakker i vores tomme lommer

måske det er det vi er,
weekendalkoholikere
måske vi elsker det,
måske ikke
måske det bare er hvem vi er,
syge mennesker,
der lader som om vi har det sjovt,

det er vel noget man skal,
drikke altså
noget vi skal,
for at få det bedre,
for at glemme livet,
for at blive glade
men ligenu,
kan jeg ikke tænke på andet end smerten ved hud der splitter,
og at gemme mig for verden
men det er vel noget man skal,
dulme de tanker,
med smagen af sprit der langsomt løber ned i halsen,
og renser kroppen for grimme tanker

åben svælget,
og slug

det er svært synes jeg,
at bruge sin tid på at lade som om det er ligegyldigt
at holde det nede,
det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os
men hvad så når man vil bruge det,
bruge det imod dig
så virker det dumt,
for hvad hvis jeg aldrig rigtig var ked af det, hvor vigtigt kan det være
og så går det galt,
og så er det svært
fordi spørgsmålet er jo,
om jeg er ked af det
eller om jeg leder efter opmærksomhed,
opmærksomhed kun fra dig
så fortsætter jeg med at gøre det svært,
lade som ingenting, det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os
så fortsætter jeg med at gøre det svært,
og bruge det imod dig,
at du er ligeglad,
men hvad skulle du ellers være,
når jeg virker ligeglad

Da der intet var tilbage tog du
mit sukkerkolde hjerte.

Du tog det som man tager slik fra
et lille barn.

Men jeg er ikke nogen sukkerknald
blot salt i forklædning.