I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København. Broerne rejser sig som bjerge, og jeg bestiger dem med glasskår under mine gribende negle. Med isklumpede propiller stirrer jeg mig blind i mørket. Jeg skråler af ubehag og mine øjenlåg sitrer i takt med bumpene i min halshvirvel. Vanviddet er larmende, og rødvinen forstærker den skrattende bas. Min mund er tør som en ørken, men den har heller ikke noget fornuftigt at sige. I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København.

dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles

langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,

og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,

den mest afskyelige følelse nogensinde,
et vink, hvorfor,
hvordan kan man være så dum,
som mig

absolut den mest nedværdigende følelse nogensinde,
desperat,
jeg kan se det for mig,
dig der råber af ham i telefonen,
går direkte forbi mig,
dig der snakker med hende,
går direkte forbi mig,
jeg kan høre dine tanker,
desperat,
desperat,
desperat,

absolut den mest afskyelige nedværdigende følelse nogensinde,

Fordi mine arme er grene
svajer jeg i vinden
Når det rusker
ryster jeg
Træ er et smukt materiale
birk er sublimt
Jeg mærker hvordan roden
dræner mit køn for væske
Xylem gør sit job
Giver mig sved på panden
Straks derefter
næsten umærkeligt
springer jeg ud

Fuglene flyver kun fordi de brændes nedefra.
Og vi er teenagetragedier der sucker for elendighed.
Vi griber efter pigtråden og blodet minder os om dig.
"Jeg smager af galakser" sagde du, men bed mig.
Vores hænder stiger febrilsk fra undergrundens hjertetåge.
Ingen ser og ingen rækker deres hånd i frygt for afhængighed.
For blå øjne er farlige.
Det var sådan et drag at se dig.
Dyrke aliensex i mørket med mine fjender,
drikke kaffe med mine dæmoner, og selv dér var du rødvinssmuk.
Vodkaen smager af ensomhed.
På jagt efter den perfekte choker . På perfekt
I mine endeløse flugt fra det ordinære. Måske man skulle passe ind?
Men separatismen sidder i mine kindben.
Autistisk-sukkende strømmer blodet i mine smerteknuste vener.
Søgende efter varme, men med et nul graders hjerte der kun pumper anakroniske ****, kan man ikke flyve.

Tænk dig
at stå der og se det smukkeste i verden, når du stirrer tomt i kolde vandpytter.
Fordi du ikke kender til andet.
Tænk dig
at efteråret sidder i dine krageben. Dit betonsind.
Dit vinylhjerte føles palperet af kulde,
at du har skadedyr i maven.
Tænk dig
at være anopsi-(tist) og alt du ønsker er at være en aerobe
der lever af kaffekunst; men dit sind søber i inkurabel mercury
Du inficeres af revolutionære misbrugere af forandring.
Tænk at du ikke kan andet
end at lade fremmedlegemerne borer i dit sind
Tænk at være et segment af dig selv
at dit deoxyribonucleic er forkert.
At gå staccato rundt.
Tænk dig at forsvinde.

Sommetider når jeg findes spekulerer jeg på,
hvordan det må være
at være
På samme galakse som jer.
Jeg skriger til verdensrummet, men ser ingen stjerner.
Jeg tænker på ekliptika og om tilsyneladende
er konstant.
Eller så var det kirsebær, og hvordan I romantiserer
livet, blondetrusser, smøger og lange mandage.
Men Åh.
Jeg husker dig. Dine måner.
Du duftede af stjerneskyer og smagte af frugtplantager.
E skapere
L igegyldigt
S ex
K opiere
E vigheden
Og nu går det op for dig, at jeg snakkede om at elske.
Men hvad så når vi må gå baglæns for at holde det hele i os?
"Blod fuld af kys" og du var lige så let som duggen fra træerne.
Du minder mig om Vogue.
Jeg lider af Afasi og hænger mig i dine ord.
du euforiserer dig selv.

Jeg frygter fremtiden,
at fortidens spor, der er i dag er
altafgørende
alt vi gør er at kæmpe for at eksistere.
Smagen af verden ændrer sig,
og hvor skal jeg gå hen?
Weekendens distraktioner bliver en inhibitor
der holder fast i glasøjne og naivitet.
Jorden er sort og jeg ser mine organer blive
gennemboret
af snefnuggene, der falder.
Tankeløst.
I et splitsekund,
forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig.
Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder.
Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen.
Jeg kan se mine lunger punktere
og skyerne kommer nærmere,
og jeg ser det falde, nattens blod
eller din sjæl?
og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud,
men intet kan jeg mærke.
Jeg smadrer min hånd
Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer.
Når du siger mit navn vokser der universer  på min krop
"månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op.
Man skulle have været barn af en anden tid.

Luften er tyk af tanker og løgne.
Foragt og fordærv
Det regner som syreregn
ætsende med depressioner og angst
der gør luften giftig og usigtbar.
Vores lunger giver op.
Lykkepiller flyder i grundvandet,
lammer al ægthed fra livet,
der ikke længere er noget værd.
En hel nation på stoffer,
der har glemt
-
skaderne er for store,
tilværelsen intetsigende.
Det er ligemeget.
Vi er høje på materialisme og transparent lykke.