Du brugte så lang tid på at kalde mig jaloux
At du glemte betydningen bag det

Du glemte, hvad det betød at være jaloux
For jeg var aldrig jaloux på din flirting

Men nu, nu er jeg jaloux
Jeg er jaloux på din nye kærlighed

Så, hvordan kunne du kalde mig  jaloux?
Giv mig dit hjerte, forlad mig aldrig, og undgå jalousi

Undgå mit hjertes begær for dig
Begæret, der først udvikler sig til jalousi
Når du langt om længe giver op, og forlader mig

Endnu en aften
hvor jeg sidder med glasskår på mine øjenvipper.
Jeg tror ikke på tårer.
Nuancer af glæde tegnes i dine øjne.
Sideeffekter af jalousi og smerte.
Du siger, at månen dør og dine stemme splintres
- som var det os.
Alle vores løgne og billig *****
under beskidte, isblå negle.
Dine hænder på mine ribben sender stød igennem min krop og
knækker min krogede rygsøjle som var den af vinyl.
Jeg kysser din nøgne hals til live.
Vores vener lyser natten op.
Trætoppene over os; er det eneste, der holder os nede.
De siger, at blå øjne er farlige,
og jeg lovede ikke at blive afhængig.
men det er anderledes nu.
Her står vi så.
Med kindben lavet af begær som var det ******.
Men verden har sit greb om os.
Der er ingen EXIT ZER0.
Vi er tvunget til at blive stående. I koma.
Under trætoppene i oktober-regn.
Det er vores eskapisme.
Vi har intet andet.
Når vi går hjem,
kan jeg spejle mig i blank kaffe og drømme.
Tankespind af brandsår og stjerneregn.
til vi ses igen.

Jeg kan høre grin og høje råb
Lange suk og næser som forsigtigt snøfter
De taler højt med skarpe stemme som bliver udpresset af nogle munde som er blevet  trænet i Jeg-taler-kun-om-mig-snak.
Pralende tunger som klukker, ja selv tændernes klapren som ekkoer ud i de store kolde ***, piver i ørene som var det knive der skære igennem min øregang.
Lyset fra en enkelt lille lampe kan føltes som en sol på en 35graders varm dag med skyfri himmel. Det gløder i deres blikke, alle er de fyldt med enten jalousi, træthed eller ensomhed. Men i det mindste føler de noget, i det mindste gløder det. I det mindste er der noget bag deres øjne, inde i dem selv som ubevidst hiver dem op fra sengen om morgenen og starter en ny dag.
Jeg ville give min halve arm for at være i deres sted, men så alligevel.
Jeg er her, det er aften.
Måske er der alligevel noget som ubevist hev mig op fra sengen i morges for at starte en ny dag. Hvad det er, det aner jeg ikke.
Og jeg håber ikke at jeg finder ud af det.
For så kommer det til at gløde og jeg vil ikke have at mine øjne gør ondt.

Jeg er farveblind
Men holder for rødt

Mens du får fartbøder
For grønt
Og ensomheden ikke skænker noget i dit ellers tomme glas

Den skænker og overfylder
Mit i forvejen fyldte glas
Hvori min nedtrykte jalousi befinder sig

Den overfalder mig
Og jeg snubler i ord
Som kun tænkes i tanker

Et virvar
Et kaos
Et uendelig langt forspring
Som jeg
Aldrig
Ville kunne indhente

En undskyldning
For en manglende egenskab
Som jeg kun ejer svagt
Som du kun ejer kraftigt
Jeg ved det