Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Nikoline Jun 2014
du har brugt to år på at fortælle mig
at regnen på din rude, lyden af dråberne, der faldt tungt,
lød som mit grin; beroligende og uendeligt
at bladene, der falder til jorden, midt i oktober, så sørgelige ud, og du svor på
at sådan en sorg, den mangel af glæde og lys, sådan skulle jeg aldrig føle
og smagen af kaffe, dit yndlings drug, var præcis som du så mig;
varm, stærk, vedvarende og efterlod dig med tanken om, hvornår du kunne få mere
tre uger har jeg nu været foruden disse ord
din berøring
dit nærvær
tre uger fyldt med kaffe, regn og efterår, men intet har jeg hørt

måske du skulle have brugt mindre tid på at snakke
og mere tid på at elske mig
Hazel Aug 2017
I kontakt med stikkontakten
Og lyset slukkede.
Mørket spredte sig på millisekunder, du lå ved siden af, men mørket skabte en ensomhed.
Den vedvarende følelse, som borede sig ind i mit kranie. Ustoppeligt.
Følelsen bestod af en bekræftelse, som bekræftede din tvivl!
Forsøget på at opnå noget, som ikke eksisterede i din verden, skabte i min verden blot en illusion.
En åbenhed der var så lukket, og et "smil" der kunne skabe depressioner, du var ulykkelig og ligeså blev jeg.
-Hazel
Hazel May 2017
Jeg er ved at dykke ned i den verden jeg frygter aller mest.
Den verden hvor alting vender op og ned på ALTING.
Jeg ved ikke om jeg skal dykke længere, for jeg er bange for at drukne.
Prøver at bevare roen, selvom at den ro jeg har inden i er en vedvarende uro.
Jo længere jeg dykker ned, jo mere bliver jeg kvalt i den ikke eksisterende tid.
Uforstående er vi vel begge to, mindre og mindre skal der til for at tid ligepludselig bliver eksistentiel og at vi begge ender på bunden kvalt og alene i hinandens tilstedeværelse.
-Hazel

— The End —