S-togene er proppet af en stivnet mænge
På perronen splintres glas som et vandfald af reflektioner
Øjnene skjult bag briller, stiger han af toget
Han møder én på perronen
De spotter hinanden fra lang afstand
Kvinden i sort og med solbriller skyggende for øjnene af glas
En øredøvende larm får dem i trance hånd i hånd
Ventende på S-tog og med briller for øjnene
Scanner sig ind og ud og undslipper den frosne forsamling
Skrider i gruset
Hvorom alting er, er de to brillebærere forelsket
I en tid fuld af S-toge og glas
Kan man være forelsket i en sådan tid?

*** ligger på marken
Hendes hud er helt bleg og hendes krop er kold.
*** har lagt der siden dét skete!
Marken er dækket af røde valmuer, kontrasten mellem hendes blege hud og de grønne græsstrå der giver fylde til marken, får det hele til at virke så uvirkeligt!
Brutalt, hendes øjne er stadig åbne, *** kigger til siden, for selvom *** er kold, er der stadig ting *** ikke vil se i øjnene.  
Blodet er stivnet, hendes blod er koaguleret, ligsom hendes liv.
Alt lever videre selvom *** er blevet plantet der ved en fejl, fuglene synger og insekterne spjætter, kun et spørgmål om tid før de bosætter sig på hendes korpus, og *** bliver en del af valmuemarken..