Perler af sved glinser på min pande
Det må være 20 grader eller varmere
Jeg ved ikke hvor jeg er
Eller hvem jeg er sammen med
Et sted ude i intetheden
Ligger mine tanker gemt
De venter på at du kommer og
Overtager dem
Jeg kigger ud
Søger, spejder og leder
Efter dig

Tag mig

Jeg hader mig
Du hader dig
Lad os dræne hinanden for had
Til dagen lyser grønt og lyder som noget at glæde sig til i morgenstunden
Eller lad os blive i selvhadets øjeblik som muslinger der holder på tusinde perler på bunden af havet
Lad os aldrig se dagens lys
Lad os leve i selvhadet
Lad os
Lad os dø sammen

drømmepigen og mareridtsscenariet
vejen til dig er mudret
fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer
brændende bygninger som monumenter
landevejsskænderier, rundkørselseksistenser
det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor
hvordan eksisterer du? hvorfor?
lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden
frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent  
dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener
mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen
det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil
stjerneklart under os og til alle sider
eksistensen kalder
kør

de hvide tænder, smilende, smilende, smilende
de hvide tennissokker, hvide jakker, hvide sneakers
den hvide indpakning
renhedens farve
den hvide sjæl
den hvide skyld
plet-søgende
uskyldige konnotationer
som gnisten, der brænder landsbyen ned
snebolden, der sender lavinen afsted
lying through your white teeth
med dit skyldfrie white-collar work
pletfri samvittighed
hvide perler på snor om den hvide hals, skinnende med berettigelse
tilegne sig hvide lagner og hvidt marmor og hvide checks
korruptionens farve
med imperialismens skyldbølger, brusende ind over den privatiserede strand for hver en afblegning af hud der foregår i sydafrika

for hver af de 1/3 kvinders anvendelse af kemiske cremer indeholdende blandt andet kviksølv falder et blad af det indhegnede friserede haveareals træ til jorden

white man's burden og hvide menneskers indlærte fremmedgørelse
hvidt hvidt hvidt hvidt kridhvidt

En plein midi, quand l'astre est à plomb sur nos têtes,
On se sent la sueur, tiède, perler au front ;
Les heures, groupe las, ne dansent plus en rond ;
Tout fait la sieste ; on veut la grotte, on cherche l'arbre ;
La fleur se penche et dort ; et les nymphes de marbre
Elles-mêmes ont chaud dans les parcs assombris
Quand l'ombre de leurs seins descend vers leurs nombrils.