og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt, jeg var sindssyg

og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt jeg var sindssyg

Skjorten sad pludselig for løst i takt med sneen der gjorde dig urimeligt varm
Din far glemte din mor, din mor glemte medicinen og du glemte dig selv
Det var påske og jeg var bare observant i min silkekjole
Kloge ord faldt ikke længere fra min mund til din
Du snoede dig forbi smerten så din rygrad knækkede et par led
Nu går du og ligner et forpulet fæ med snuden i retning af din storetå
Hende du fylder ud, bliver fyldt ud af præstens søn og han prædikener på hendes inderlår
Du havde mig bundet ind i sølvpapir af guld og jeg var larmende lykkelig
Det var dog ikke tiltrækkeligt
Så nu er jeg observant til din eskalerende uskyld

Du brugte så lang tid på at kalde mig jaloux
At du glemte betydningen bag det

Du glemte, hvad det betød at være jaloux
For jeg var aldrig jaloux på din flirting

Men nu, nu er jeg jaloux
Jeg er jaloux på din nye kærlighed

Så, hvordan kunne du kalde mig  jaloux?
Giv mig dit hjerte, forlad mig aldrig, og undgå jalousi

Undgå mit hjertes begær for dig
Begæret, der først udvikler sig til jalousi
Når du langt om længe giver op, og forlader mig

blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen

det her digt er lavet af det, du ikke kan fortrænge
han havde mælkehvid hud og duftede af jordplantager,
da han sagde dit navn til din syttenårs fødselsdag
dengang du troede, ord var lavet af papmache
kan du huske, hvordan novembervinden rev i din
hud, hvordan dine negle skar mod dine ribben
det her digt er lavet af vaser, du har smadret
og nyvaskede lagner, du væltede sort kaffe udover
har du synder i dine håndflader fra alle de nætter,
du glemte at drømme?
det her digt er lavet af det, du ikke kan fortrænge
ligesom det faktum, at du voksede op i en tid, hvor
kræft er mere almindeligt
end ordet
"undskyld"

min dansklærer sagde,
vi forelsker os i sider af sjæle
vi ikke besidder
jeg forelskede mig i negle,
der skar mod pastelhud
nøgne rygge, der smagte af
honning og fersken
jeg forelskede mig i øjne,
der gik i et med universer
jeg forelskede mig i drømme
jeg glemte at drømme
og ord, der kun blev skrevet
ned
på kolde oktoberdage
med en mild brise
af honning og fersken
flimrer mine øjne
og alt jeg ser
er hende

har tæt på lyst til at fortælle dig, at jeg har savnet dig,
så jeg lader min tunge glide op ad mine tænder,
så jeg ikke siger noget, jeg vil have tilbage igen om lidt
du tværer din pegefinger langs skjortens  ensomme
luftrum, her er vi næsten alene, når grådige øjne spiser
sig mætte i urørte læber med en mild duft af klementiner
vi var bare blomster i en generation, der holdte
op med at læse bøger og samle på kastanjer i efteråret
kan  mærke, hvordan min rygsøjle giver lyde fra sig,
når du siger mit navn
kan mærke, hvordan mit hjerte reagerer, når andre
siger dit navn højt
jeg kan ikke være den person, du ønsker, og jeg
ønskede alt for meget dengang, da jeg blot var et barn
at jeg glemte den virkelige verden og mig selv et
sted i din håndflade, hvor jeg kun føler mig hjemme

og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt jeg var sindssyg

Jeg gik ind til festen. Jeg så ham. Han tænkte på mig. Han holdt diskret øje. Han så mig svinge håret. Han kiggede på mine lange ben snog sig på dansegulvet.
Jeg dansede. Jeg havde en fest. Jeg glemte alt om ham. Imens han kyssede hendes læber. Jeg vidste *** var billig. Jeg var ligeglad. Det var han ikke. Jeg kom, jeg så, jeg sejrede.
Jeg er mere end hende. Det vidste både han, *** og jeg. Jeg vidste at alle vidste det.  
Jeg sagde til ham, at han kunne gøre bedre. Han smilede skævt. Han var flov. Han var blevet grå. Han havde intet lys. Jeg lyste af glæde, lækkerhed og overskud.
Jeg gik. Jeg forsvandt. Jeg lod ham stå. Han var tilbage.
Jeg var sammen med andre, selvom jeg var alene.
*Han var alene, selvom han var sammen med en anden.

Alle disse sprukne ord
vi glemte
imellem flossede sider
ord der
hvisker fra din fingerspids
når du skriver vers i kursiv på
ternet papir
malplaceret
slip fra underbevidstheden
der hvor vi drømmer findes
alle disse sprukne ord de
slidte stemmer gror
hæse på din hovedpude
og vokser ind under øjenlågene
til alle disse sprukne ord

DU SIGER AT DU ELSKER MIG, MEN DET ER BARE SÅ SVÆRT AT HØRE, FOR DE VOLDSOMME LYDE DU LAVER NÅR DU HAR HANS PIK, SÅ LANGT NEDE I HALSEN, AT DU FÅR SURE OPSTØD.

DU FÅR SÅ SURE OPSTØD, AT HAN FLYVER UD AF MUNDEN PÅ DIG; SAMMEN MED NOGET AF DET SÆD, SOM DU BAD MIG OM AT TØMME I KÆFTEN PÅ DIG TIDELIGERE.

DU FIK MIG TIL AT TØMME DET, SÅ HÅRDT I KRANIET PÅ DIG, AT DIT HOVED EKSPLODEREDE. EKPLOSIONEN MÅ HAVE VÆRET, SÅ KRAFTIG, AT DU GLEMTE HVAD DET VIL SIGE AT ELSKE.

*f.b

en kold januars morgen - tak fordi du smilte så sødt, og kyssede så godt, undskyld fordi jeg ikke krammede så godt, da vi sagde farvel for altid.
en forårs dag - tak for de søde blikke og håndholdning på stranden, til den konfirmation, undskyld fordi jeg glemte dit nummer
en sommer aften på grøndalsvej - jeg ved godt du har taget en omvej, kun for at følges med mig, tak for håndholdning og kram, undskyld at jeg ikke svarede på dine opkald
endnu en sommer aften men på godthåbsvej - tak for den sprite, undskyld fordi jeg bare gik
endnu en sommer aften dog i et kolonihavehus - tak for alle de søde kindkys og en hel masse brændte skumfidusser(det var ligeså meget min skyld), undskyld fordi jeg blev veninder med din lillesøster
en varm efterårs eftermiddag/aften - tak for turen på din Christiana-cykel, og for vores små kys i din pool, undskyld fordi din bedsteven faldt for mig
endnu en efterårs aften dog knap så varm -  tak for isen, tak for din varme-jakke, hænder og kys, undskyld fordi jeg ikke var tydelig nok
en kold nytårs aften - tak for hele december måned, undskyld at du skulle finde ud af det igennem hende, men jeg troede ikke det var seriøst, undskyld.

kigger ind på lejlighederne og
gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af
vægtløshed og mørkeblå og bålrøg
som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i
mit hoved når jeg tænker på det perfekte
som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik
verden er opløselig
ubetinget tidsløshed
livet er elastisk
hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det
mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg
aldrig har været mit eget menneske før
og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen
det hele er slimet og formløst i min forståelse
jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget
jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget
som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en
sejlbåd midt i
saltvandet
hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed
**saltvandet

****,
om jeg ikke glemte mine nøgler
oveni mit mint tyggegummi
hjemme på mit skrivebord
****,
om jeg ikke savner stillestående søndage
trods jeg hellere vil ud og mærke nætternes kulde
der river i mit ansigt og pisker mit hår
****,
om jeg ikke har tabt mine smøger
og at mit hår er fedtet og klamt
og ****,
om jeg ikke har tabt mit hjerte til dig
midt i fuldskabens tåger
fordi jeg absolut blev grebet
da jeg behøvede det mest

og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne
at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle
og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay
jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer
jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet
og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte

jeg vil vende enhver sten, enhver bog, ethvert papir så jeg kan
køre det våde stof hen over fladen og fjerne
støvmolekylerne
ligesom køre gennem værelset som en rengørende orkan
jeg vil skrubbe hver en død hudcelle af, al snavs, alle dårlige følelser
intet andet end opgaven foran mig: gør rent
de døde hudceller, de hengemte støv-fnug, de døde følelser der hæmmer for udviklingen, henslængt over mit mentale værelse, som gamle sokker, som den glemte madpakke
en ond cyklus af, at ville have det godt men ikke kunne overskue at ordne det, der skal til - hvilket leder til større energiunderskud
og jeg er ved at eksplodere af rodet, beskidt, indelukket!!
jeg vil tørre hele værelset af, endevende det hele til det er
R E N T
jeg vil åbne vinduerne
på mit værelse
i mit hoved
jeg vil gøre rent

Oven på mit fladtliggende tøj
Ligger jeg nøgen og udstrakt placeret
Med armene over hovedet
Som til en mere end ok koncert
Hvor vi sammen tilbeder kunstneren
Nu tilbeder jeg alene de parallelle brædder
På indersiden af taget
Bilder mig selv ind de dufter
Af nyslået græs og glemte minder
Forsvinder ind i mit hovede
Som når jeg bebrejder mig selv
Ting jeg alligevel ikke er skyld i
Tager mig selv i hånden
For jeg er så træt
Af at se søvntilsvinede øjne
Syng mig en vise og se mig danse
Ind i drømmelandskaber
Et hav så tungt

blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen

Kød
En kød-drøm
Du er mit kød
Blodig, bankende, levende KØD

rød.
Rød som blod, rød som rød
Farve eller følelse
Du spytter blod ud på kødet

Og...

Du er min kød-drøm
Kun i fantasien tager du FAT
I alt det du glemte
dengang, løbende hvide sener
Du var der for sent, og du sagde du ville gøre DET!
Men, senere. “SKAT”
Jeg gør det sener, hårde stramme sener
Spændes fast i bæltet som seler
Skærer hul i nakken, og blodet
Sprøjter, og det gør du også...

Sprøjter med blodige, kødlige, kedelige løgne, hængt op på krogen.
Vi er drænet, tappet for RØDT BLOD.

Vi er nøgne.
NU.
Blege, hvide ansigter. Vi smiler, men vi hænger med hovedet ned af.
Vi smiler ikke.

For du har gjordt mig kød-syg.

Stoppede jeg med at digte
om kaffekys og morgenlys
fordi efteråret blev til forår
uden at være sat på vers?

Stoppede jeg med at falde
længere ned i mit mørke
fordi jeg sad grundigt fast
med hele livet på tværs?

Stoppede jeg med at håbe
fordi jeg glemte mit værd?
Så er jeg vel efterladt uden
- og uden dig især...

Stoppede jeg med at elske
ville mine linjer stoppe her