Lying on the foul bed with her. Her eyes were empty, yet full of liquid. Her cheeks were never light red anymore, however her eyes were. She was so close, yet so distant. With a small voice she whispered that sometimes birds fly far to find their home, and my heart stood still. It was like I kept her in a cage. Trying to make her forget time and progress. Trying to keep her and I still. I looked at her and knew that my heart would never be able to beat again like it did with her. Then I just held her in my arms until the next day when she left me to find her home.
Now I'm homeless and homesick.

Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

The smell of elderflower, just like summer in the morning, being disguised by a taste of liquor. Kissing boys at bars, and taking them home with you as if they were napkins from the ladies room, just so you don't have to go to sleep in an empty bed. Then you wake up in one anyway. I don't know why all beautiful people become miserable at some point. Maybe beauty is a burden, or maybe perfect looks goes with an imperfect soul.

One night I found you drunk in the arms of a man holding your body, and I took you home and made you a cup of tea. You cried in my arms, and I held you - my god, I held you and for the first time, someone held you just to hold you. It was like a frozen sea inside of you melted, turning a sharp surface of cold ice into soft, salty waves blissfully kissing the sand. My summer finally returned, and so did the smell of elderflower in the morning.

You may be the lonely one
but you're my only one.

Balancen er daglig mellem om vi efterlader et hul i den tid vi har fået os, eller om tidens dyne er lappet fra højre og venstre med oplevelser af træhuler med meterlange lyskæder og lidt for meget indomita vin en ydmyg tirsdag aften. Er der en ting jeg ved, så er det at vi ikke selv bestemmer start - og sluttidspunkter, og **** altså vi bestemmer nok heller ikke selv hvilke dage solen skal glo lidt på os, fordi den synes vi er smukke. Det er der en gud eller en tilfældighed eller en kærlighed eller måske min uvidenhed til at afgøre. Men jeg ved en ting, som forlyder således; din tid er til din disponering. Det er den gave tiden har givet dig, nu hvor den har dårlig samvittighed over at den er begrænset.  Du vælger selv for fanden, og du vælger dagligt. Hver dag, hele tiden. Så vælg det som er godt for dig. Kys dem du vil, fordi du for helvede fik for meget vin og elsker dem en lille smule det øjeblik. Lav den opgave om moskusokse i nordnorge, fordi viljen til fuldførelse gavner mere end du overhovedet aner. Skriv det læserbrev, fordi der skal gøres noget ved det problem og du har lysten til udførelsen af initiativet. Du kender dig og jeg kender mig, og tiden kan sku godt bruges på en velunderrettet og skøn, skøn, skøn måde samtidig. Så brug din tid, så du gør godt for smukke du.

Jeg må da være den værste datter af alle døtre


Jeg lod ham sidde der
mutters alene
Et ovalt bord og en lun lasagne foran sig
En rank ryg iført en perfekt strøget blå skjorte
Og han var så skuffet
ked af det
grædefærdig

Fordi jeg var egoistisk - sagde han
og han var hensynsløs - sagde jeg

Og nu er alt bare så trist

Trist af alt, var synet af ham alene ved bordet
Det ovale bord
Hvor han stirrede ind i væggen istedet for på mig
Egoistiske jeg, mig men aldrig dig

Ikke en lyd spillede for at opmundre ham
Ikke andet end gaflen som tilsidst ramte den tomme tallerken
som nok forundre og dundre frem for at opmundre

Egoisme er min alkoholisme af individualisme
men denne samvittighed smager af likør midt på dagen


Han er måske den værste far af alle fædre
men jeg må da være den værste datter af alle døtre

I mit livs sommer er jeg
Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider.

I mit livs vinter lever jeg
ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.

Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene

Kafferinge på skrivebordet, hænder på gelænderet, for lange bukser, fransk om onsdagen og cigaret til frokost, AT og NG og NV og AP, krudseduller på bordet, børster tænder i bad, kold kaffe i stuen, kruseduller i mit hoved, 10 minutter i tog, 6 timers søvn, et kvarters grin og et par sekunders gab, knækker fingre, kysser kinder, skriver beskeder, hvide gummisko i støvregn, capri Sonne på stationen, en god snak, Naja Marie Aidt, søndagsmiddag, aflevering på lectio, lektion ved min computer, møde om innovation og introduktion til AT konklusion, smukke mennesker, januarudsalg, skilsmisser, nye mennesker, øhm og det er så fint.

Man kender kun til oplevelsen af lykke efter den er erfaret, og det blot er et minde.

Et minde om den sommer; med tusindevis af grin og tonsvis af cigaretter. Dyne på terrassen og brændemærker i foret. ******* glæde på et skyhøjt niveau. Guld værd.

Man får en bid af en tidløs lykke, som gør en tosset af kærlighed til livet - og til de man deler livet med. Flere lykkelige øjeblikke end nogensinde før. Men lykke er til for at smages; og ikke for at spises. Og efter sommer kommer vinter; kryber sig op og ånder en i nakken. Den uundgåelige vinter vi alle foragter, hvor farver bliver nedtonede og grin dæmpede. Skal sluges som grå grød på en søndag morgen.

Jeg kan kun håbe at jeg får serveret en knivspids lykke igen næste år.
Det er min livret

Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.

Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.

Små ryst fra små skuldre, dybe suk af dybe tanker
Kender du mig overhovedet, som jeg kender dig?
eller skyldes det din transparanthed og min usagte besked

Din udlevelse af dine dyrebare familieværdier
men alligevel lever ødelagte døtre du uforsigtigt fortier
Kendskab til meget og kendskab til mange
men kendskab til egne er en foreviget giftslange

Du taler om intelligente, smukke, stærke individer
som efterlades med saltvandsfyldte hinder i årslange nattetider

Du elsker hende, du elsker ham, du elsker mig
Jeg hader hende, jeg hader ham, jeg hader dig

*** hader mig, han hader mig, du hader mig
det er hvad der sker når kærlighed dræbes af folk som du og jeg

Løftede fingre, sænkede bryn, små suk og lange sug af sju i smug og altid brug af dug på bordet og bordkort til kernefamilien, og kerner i brødet til børnene og bøn ved bordet af brødrene, og smil til hinanden og for andre og ikke for sjov, aldrig for sjov. Samtaler om skole og skolehjemsamtaler for hjemmets ejere, høje forventniger i fryseren og mælk i køleskabet, og smørret står ude så et barn går i seng med en varm kind og får kold aftensmad af kolde ansigter. Skråt op med hjertet er i hjemmet for hjemmet er hos hjertet, men nogle gange sidder hjertet bare fast i fryseren, så det er svært at komme væk derfra med hjertet i takt.

Men hvis man en dag får løsrevet hjertet fra fryseren
så selvom det højst sandsynligvis er iskoldt
så kan det heldigvis i rette temperatur
tø op, varmes og banke igen

Jeg ser dig virkelig. Liggende i sengen og jeg bliver rædselsslagen. Jeg har ansvar for din lykke, og det gør alt mere ægte og mere ærligt når jeg virkelig ser på dig. Hvordan kan jeg sørge for en lykke til et andet menneske. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan jeg kan give dig lykke, når jeg så ofte har svært ved at finde den selv. Det er som aftensmaden, jeg serverer dig, mens jeg selv går sulten i seng.

Og det er jo ikke meningen at jeg skal græde på en tirsdag, fordi du siger højre og jeg siger venstre, men alligevel får du mig til at hade dig når jeg går under gadelamperne for at fylde min hals med røg fremfor råb, fordi jeg råber jo kun fordi jeg mener det og hader dig jo kun nu fordi jeg elsker dig om 5 minutter, men alligevel, hvorfor skal vi altid sætte ild til hinanden før vi ved hvor meget vi begge brænder for det her?

Byen gider mig ikke
denne gang
Folk træder på mig,
sparker til mig
Biler råber af mig,
forgifter mig.
Byen giver mig hovedpine
denne gang,
og jeg sover om natten,
hvor jeg før fandt mig selv på altanen
og røg
og beundrede
alle de lys der lyser for mig.
Jeg savner det jo,
og den er mig sikkert utro,
men det er nok okay
fordi jeg elsker jo byen så højt
men denne gang
er det ikke længere
en forelskelse.

Du ser i mine blå øjne og fortæller mig at jeg er typen.
Typen som folk forelsker sig i i juni måned for at aldrig se igen til august. Typen som fortæller en historie der efterlader folk med åbne munde og vandede øjne. Og som danser på vejen fordi at *** stoler på at bilerne stopper for hendes skyld. Typen som taler så tæt på en at man næsten burde kysse, men det er bare for at se ens øjenfarve i mørket. Typen som giver ærlige komplimenter om ens ansigt ud ad det blå og ikke forventer gengæld. Typen som man tænker over bagefter, men aldrig nok til at komme tilbage til. Typen som man kun kysser en gang.

Jeg lever og ånder for at forelske folk

Og hvor er det dog trist at være et tidsfordriv på et eller andet punkt.

Vi havde et godt efterår os to. I skyggen af træet gennem enden af sommeren, indtil blade af bronze faldt i hovedet på os. Små kys på mit ansigt mens jeg sov, som fik mig til at drømme hver nat imens du så på mine fregner og små lykkelige, lukkede øjenlåg. Men ungdoms kærlighed er vel lavet af plastik, og nu er plastikken brandt fast på kogepladen i mit køkken af aluminium, og jeg skal rydde det hele op. Og det eneste jeg laver nu er at spekulere på om det enten er for sent til at drikke kaffe eller for tidligt til at drikke mig fuld, og jeg er trist efter dig. Nu spiser jeg ude hele tiden, selvom det er sidst på måneden og de halvtredsere jeg har kan tælles på en hånd, fordi jeg er bange for at brænde mere på i køkkenet. Men en halv pakke smøger,  et par hundrede kroner og en nuddelboks kunne jeg leve af, hvis du ville kysse mine fregner igen.

Du stråler virkelig i blændende lys
og på broer over søer i københavn
og om morgenen til kaffe
og på mandage under grå himmel
og bare sådan generelt.
Din personlighed smiler til folk,
og det er nok derfor du stråler.

Du fortæller historier med dine øjne
og kysser folk med dine smil
og krammer dem med din latter.

Men alligevel kender ingen dig;
du børster tårer væk med fingrespidserne
og løber videre ud på vejen.
Du kysser drenge du ikke kan lide,
og aldrig dem du har kigget på i baren.
og du vælger altid at tage hjem med fremmede. Du fortalte mig en gang at det er den tid du bruger på at lære dig selv at kende. At du sammen med fremmede bliver mindre fremmed for dig selv. Så kyssede du min næse og forsvandt bag gadelampernes skygger med en jeg ikke kender i hånden.

Jeg er den som kender dig bedst af alle. Jeg har set dig stråle overalt, men jeg har på fornemmelsen at for at kunne stråle som du gør med folk, så er du i mørke uden dem.
Og jeg kender dig godt nok til at vide
at du har mørkerad.

Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.

Jeg er så stresset
Med hovedet
under vandet,
så jeg ikke kan få vejret.
Så jeg græder og græder
Indtil der kun
er blod og organer
tilbage i min krop
Så jeg vågner op tørstig

Men stadig med hovedet under vand.

Kompromisløse nætter holder mig vågen
så mine små øjne bliver røde og store som morgensolen
Natten er min dag mere end dagen selv
fordi intet intet vækker mig mere
end når alt andet sover

Du fik mig til at drikke champagne på landet og have høne i lejligheden. Du kunne få selv en blå himmel til at rødme. Og du levede livet så fint så fint lille kat, og det er måske derfor en engel forelskede sig i dig

Og de sagde at man ikke skulle kalde sig selv hel med sin elskede. At man selv var en hel. Men jeg er ingen hel nu. Ingen halv heller. Snarer ingenting. En sørgelig ting.

Jeg ved at jeg vandt,
fordi jeg spillede aldrig hans spil

jeg har lyst til at fortælle dig hvilken idiot du er. spørge dig, hvad du havde tænkt dig. høre din forklaring, undskyldning, høre dig sige undskyld, men du ville ikke lytte ligeså selv som jeg. jeg ved ikke, hvordan det kan være at vi har så svært ved at forstå hinanden selvom vi taler det samme sprog. ingen af os taler i koder, men intet går ind. vi folder vores ører sammen med vores hænder hver gang vi åbner munden. jeg har været døv så længe nu at jeg er blevet stum. åbner ikke engang min mund for at tale til dig.

Du ser på den fineste, fine pige
med naturlige bølger i håret
som dem af saltvand
der kysser stranden
ved hendes fødder.

Det kilder i din mave,
og den sitrende fornemmelse
kører til brystkassen,
som nu føles
tung
og fyldt.
Du smiler til hende
og dit smil bliver dobbelt så bredt,
da du ser
at *** smiler
tilbage.
Monets have blomstrer
og Noahs ark danser
i din mave,
ved synet
af hendes fine ansigt,
der lyser op
i solens stråler.

Du har givet hende
det smil,
som nu står malet
mellem hendes kinder.

Du er kunstneren
og *** er kunsten.

Med falske dage
som disse dage
så kan min krop virkelig blive tom
og hovede fyldt.
Med hverdage
som varer for evigt,
og lørdage
som forsvinder hurtigere
end drenge
om morgenen.
Grå trøjer
som krammer kroppen
imens du lytter til ord
du ikke forstår,
og du aner ikke
hvad der foregår.

Passion er en illusion og syntom på ambition
og på livet er der en definition og konklusion
siger folk med mapper og trætte nethinder
mine hænder ligger sig op ad mine kinder
Trætte som mine små imødekommende øre
som snart lukker sig så de slipper for at høre.

Nogle mennesker lever bare fordi de er vant til det.
De gør dem selv vant til vaner der former deres verden.
Det fylder dine uger med falske dage,
giver dig en hentydning af en verden af vaner og uskrevne regler;
om at være som folk ser dig.
om at være som de folk du ser.
Giver dig falske dage.

Men i dag, med en kold kop kaffe fra i morges og bare tæer, så sætter jeg mig under mit vindue i loftet og kigger op. Falskedage er en advarsel. En hentydning til at løbe efter bussen og stå af når du har talt til sekshundrede. Til at gøre dagen ægte og elske den. Min kaffe er kold, men det gør ikke spor fordi når jeg sidder her og tænker over falske dage og verdner af vaner, så ved jeg at passion er ægte og jeg har det i min verden. Alt er sgu ikke så slemt alligevel

Lyskæder der lyser blødt, bløde øjne der lyser skarpt, knuder på hørertelefonerne, brænder tungen på kaffe kl. 7, vennen, fuckelifuck, volapyk og glimmerkjoler, hold i nakken, høj musik, hovedpine, søde ord og onde suk og summende sange og orden i oldnoter, vi er bare venner, blege fregner, -1 grad, 50 kr. i timen, sammenligning og hypoteser i samfundsfag og helvede, brede veje, denimjakke i december, skrabelodder uden gevinst, *****/sprite, god morgen?, køretimer, ord der rimer, drenge der griner, spader der sviner, utømte opvaskemaskiner og søskende som smasker, ømme hæle, kysser min hals, små lure, uskyldige idioter, løber for at nå toget 15:37, tømmermænd og tomme drenge, porcelænstallerken og det er da en meget fin verden.

Jeg husker tilbage på de uger, hvor mine ben var mørke og sko hvide. Nu sidder jeg med hvide ben og hvide sko mørke af ren snavs. Ironisk ik? Tid ændrer en hel del hvis ikke alting, og tiderne ændrer sig men aldrig tid i sig selv. Tid tager ikke hensyn til noget, men kører bare ud i en lang streng, uden sådan at se sig for. Det er der jo ikke tid til. Man burde ikke engang bruge sin tid på at tænke på eller læse om tid, det er jo spild af tid. Men det er bare svært når alting omhandler tid og tider. Også den tid du nu bruger på at læse om tid. Jeg tør ikke tænke på hvor dyrebart tid er. Det er jo en af de de få ting, som vi har tid til men ikke kan tæmme. Og så er det jo også noget af en ekstravagant gave, som til tider bliver taget for givet; din tid er jo en tid som du aldrig får tilbage.

Tak for din tid

Fordi de kender mig ikke
Jeg er hende pigen som aldrig har været barn, hende med smøg i hvæs og koffein som adrenalin
Og jeg bearbejder dig ikke
men ærger mig måske en smule
fordi med dig
så var jeg forelsket
og det er det nærmeste på at være ligeglad og glad
jeg nogensinde
har været i nærheden af
Jeg tænkte kun på dig
og nu er det ligemeget
fordi skråt op med dine søde historier om pis og papir
og små suk
når regnen kom til os
fordi du forsvandt
og nu er jeg igen voksen og asken fra min cigaret svæver ned ad mig
og jeg gider ikke rykke mig
fordi jeg synes
at mit tøj skal se lige så rodet ud
som mit hoved er indeni.

Der er simpelthen bare ikke nok;
Ikke nok penge på min konto
Ikke nok mad og vand til mus og mænd
Ikke nok mennesker som siger hav en god dag
Ikke nok øjeblikke hvor jeg er tilfreds
Ikke nok aftener på en weekend
Ikke nok timer i døgnet
Ikke nok sommer om året
Ikke nok tydelige stjerner på himmelen
Ikke nok cigaretter i en cigarretpakke, og ikke nok tyggegummier i en tyggegummipakke.

Jeg kan virkelig få nok af alle de ting, der ikke er nok af.

Jeg er så så fuld
og her er tomme flasker
på perronen,
som triller rundt
i vinden,
og de minder mig
om folk.
Tomme
eller ødelagte
eller begge dele
eller lidt af hvert

Jeg er så så fuld
og jeg tager hjem alene
for at vågne til tømmermænd
og mascara på puden
i stedet for en
som dig,
fordi du leger
med din lighter
og mit hjerte er lavet
af papir.

Derfor er jeg så så fuld
og alene på perronen
Venter på at noget
tager mig hjem
så jeg selv
kan krølle
papiret
sammen
i min brystkasse
på endnu en lørdag aften.

Når man renser et sår udenpå med alkohol
Når man renser et sår indeni med alkohol

Når du rammer min nethinde så pumper mit hjerte kraftigt blod ud fra min venstre hjertehalvdel til min højre, så jeg bliver helt varm i kroppen af al blodet der cirkulerer rundt i mine arterier, og der er nu ikke længere plads til H2O indeni, så det damper ud som sved i mine små håndflader og min krop bliver til noget jeg ikke kan holde styr på med kolesterol på speed og kolde tær og molekyler der danser ind i hinanden og årha, al den forelskede gør min krop helt udmattet og får mig til at smile som en vanvittig.

Jeg lukker mine øjne og læner mig op ad væggen, der føles som skind mod velour. Jeg kender ingen af dem, og ingen af dem kender mig.
Ømme hæle, slidt hjerne, stort hjerte og ødelagt milt.
Hvorfor er jeg her igen?

Ivrighed efter indbegrebet af intelligens
bestræber de erhverv, som normalt var mænds

Vinter, forår, Sommer, efterår, endnu vinter
sprit, sprog, regression igennem sindets filter
Tid siver igennem som var det vand
men vand kommer igen, hvad tid jo ikke kan

Onomatepoetikon
hmmm... aflæses i sindets lektikon

Lidt for meget at nå
lidt for ekstremt at formå

Lidt for mange dage af de grå
lidt for få af de blå

Lidt for lange gange at begå
lidt for lidt søvn til at stå

-

Udmattelse er en del af at leve
Vil nogle dele?
jeg har vist fået det hele

Jeg er slet ikke færdig, men jeg sidder lidt fast i øjeblikket. Fanget i en forelskelse og i en 5-timers aflevering og i bunken af rod på mit værelse og i at skrive. Jeg burde bare kysse ham hårdt, lave opgaven, rydde lortet og gøre noget, i stedet for konstant at skrive om hvad jeg vil gøre. Jeg kan blive så dødtræt af det hele. Jeg har lyst til at klippe mit hår page, og fortælle mine forældre at jeg ryger.
Men jeg gør bare alt halvt og aldrig helt.

Og det må da næsten være mere usundt,
end de smøger jeg ryger om dagen.

Jeg har hele pakken
Jeg har;
En mor som ikke vil holde om mig
En far, som jeg ikke vil holdes om af
Venner jeg ikke kan holde på
Og drenge som holder om andre.

Fik du margeritter på din fødselsdag? Den dag hvor din glæde kunne føles som en let brise på kilometers afstand og din kærlighed smilte til mit hjerte, og fik det over de 37 grader, som min krop er så bekendt med.
Vidste du hvor smuk du var? Den fredag du grinte over pis og papir.
         Tag min hånd ven.
Du ved det måske ikke, men du er et unikum i skyggen af dig selv. Dræbt af storhedsvanvid og smil for andre. Men når du er ærlig, så skinner du igennem og folk forelsker sig.

Jeg tager mig selv i at savne dig
imellem sekunder
Og tænker på da du vågnede en morgen og røg en cigaret i vindueskarmen i køkkenet, og jeg lagde mærke til dig. Måden du kiggede ud på gaden og beundrede den. Den var åben, hvilket du misundede den for. Det kunne du aldrig være. Der var altid noget ved dig, som forblev et mysterie for mig. Jeg kunne ikke finde ud af dig, og jeg tror heller ikke, at du kunne finde ud af dig selv. Det er nok derfor du ikke længere ryger i mine vindueskarme. Men jeg savner dig alligevel imellem sekunder, fordi nok er gaden stadig åben, men den vil aldrig længere være det samme uden dig til at drikke rom med imens vi kigger på mennesker.

Gaden er lukket for mig nu
ligesom du var dengang.

Drømmene om drengene
og timevis samtaler sammen om de idioter
og tusindevis af tårer af tortur over dem
og smil til festerne
og øjnene på gangene
og huller i maven
og huller i hjertet

og et hul i hjernen hos dig;
fordi du fik din dreng efter noget tid
men tog også min med

Jeg vidste jo godt
at han var et røvhul
men jeg vidste bare ikke
at du også var det.

Kravler tilbage til ham
på tredje gang

Efterhånden gør min nakke ondt
af tusindevis
af kilo
af tanker
af ham.
Hele tiden,
konstant,
24/7,
3 om natten,
17 om dagen,
lige nu
og
om 5 minutter.

Og han frustrerer mig.
Lad mig være
eller lad mig være din
sagde jeg
den aften i bilen,
hvor en grå himmel lå
som en dyne
over os.
Lad mig tænke
sagde han
og kyssede mig,
og jeg lod ham gøre
begge dele.

Han var forelsket i mig,
han var nok bare mere forelsket
i nøgne piger.

Jeg kysser nu
mine cigaretter
i vindueskamme
på loftet
imens jeg tænker
at jeg burde have ladet vær
med at lade ham være.

Jeg indhalerer dine ord
sammen med lidt røg og støv.
Ned ad halsen
så ilt må vente og lungerne græder efter det.
Jeg ventede jo i et stykke tid
på dig
og dine grin,
men sådan her ender det jo altid.
Mig der kvæler mig selv,
og dig der taler
og ser på mig
imens.
Mine "Smukke brune øjne"
ik?

Nu er du her ikke længere
Så ilten kan igen danse rundt i mine organer
istedet for dine kys der dansede på mit hjerte og i min hjerne

Men mærkeligt er det jo;
at jeg alligevel ikke rigtig føler
at jeg kan trække vejret.

I had a dream last night.

I was at your funeral and a your sad song was barely hearable, yet hearable. I laid myself on your chest and started crying. I just couldn't say goodbye to you.

When I woke up I started crying. I guess the dream just couldn't say goodbye to me.

Jeg græder nogle gange i hverdagen
fordi jeg er lykkelig
Og når først man er lykkelig
har man noget at miste
Så jeg er bange i øjeblikket,
men om fredagen griner jeg,
fordi der drikker jeg mig selv fuld
Og så er jeg modig nok til
ikke at være bange
for at være lykkelig.

Så kan jeg frit kysse mine cigaretter
og gøre frie ting, som lykkelige mennesker nu gør.
fordi likøren holder min lykke i hånden
og hjælper den ud ad kassen
i mit kranie
hvor den normalt
gemmer sig
blandt
mit ego
og andre ulovlige tanker.

Jeg sidder
med en vin på skødet
og en smøg
mellem fingrene
imens jeg kigger på blå lys
Drenge som taler om byer
og piger der taler om drenge
Slørede blikke
svævende ord
hen over menneskerne
Du danser på et bord
skriger at du eger verden.

Er par år senere fortalte du mig
at du døde indeni den tid
At du var så i live udenpå
men indeni
var du helt tom
udover røgen i dine lunger
og vodkaen i din mave
At det var tre år
som du endte med at leve
resten af dit liv
Og nu lever du af resterne

Og du er selv rester nu
af en du tidligere har været.

Jeg lever virkelig i en forbandet ungdom, med problemer
og ufunktionelle systemer.
Og det er røvsygt at græde ofte over onde tanker og talermåder, som man ikke vil lægge ører til længere.
Og man er ødelagt
og langt fra i takt
når man møder en sød en og endelig får det sagt.
Så går de bare fra en når man endelig er ved at smile
Så er man igen færdig med at grine
Folk siger at det er jo hvad der sker
Endnu en talemåde, jeg aldrig vil høre mer

Jeg melder pas og lukker mit hjerte
Jeg er færdig med talemåder om kærligheds smerte