jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu

jeg finder min trøst i sort poesi, du ikke forstår
mit porcelænshjerte er vandaliseret og
mine ribben skriger
du bydder mig din eskapisme
og jeg bydder mig selv metalsølv smerte
vi er kun børn, men jeg er vokset op i takt med en ballerina på det kongelige teater
derfor forstår du ikke hvad jeg forstår
og du ser ikke hvad jeg ser
små hvide linjer danser så fint omkring på min krop og blodige minder jager min hukommelse og jeg fortæller ikke mere
min rygsøjle er i kontant smerte, grundet alle de upubliceret hemmeligheder den hver dag bærer på
i et sort hul med duft af sprit befinder jeg mig, tynget og jeg kan ikke finde vej