Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer

Fulde hænder og hænderne fulde
Fuglehænder og hændernes fugle
Tankespind fra hjernen, hver gang dine
Beskidte hænder får mig til at gispe
Af ængstelse efter berøring fra andre
Himlen lyser mørkerødt, men indeni
Er min lunge kollapset. Sort.
Skænker dig ikke en tanke når jeg
Mærker himlende fornemmelser,
Som tager mig langt væk fra dig
Trækker vejret dybt og sukker -
Søde tanker mod de dybblå
Have, og strømmende bølger
Himlen brænder og dyrene skriger
For at sætte dig fri; fra mig

Dømmende blikke og blikkende dømmes
Deres øjne følger mig når jeg går ned
Nedenom og hjem, ned af gaden
Nedværdige kommentarer snurrer.
Månen lyser himlen op, men kroppen
Damper mørke skyer på boulevarden.
Spejder og søger, efter svar på vores
Problemstillinger, af nederste skuffe,
Min yndlings dig, mit hjerteskud på
Øverste del af himlen. Ses kun i kort tid.
Vandrende på vejen leder jeg efter
Det vi begyndte med at have. Kærlighed
Du elskede mig ind til benet, men mit
Skind bedragede, min eneste dig, du
Skal forgudes, tilbedes og elskes.

engang var jeg sikker
på at det aldrig
ville være et problem
at drikke morgenkaffe
alene og det ville aldrig være
et problem at ryge dagens
første cigaret med vinduet
lukket mens storbyen
lever videre udenfor
men så forsvandt
du pludselig ud af
min hoveddør og for første
gang lukkede du døren bag dig
og jeg fandt ud af at det alligevel
regner på november-morgener
og ambulancerne suser stadigvæk
forbi mit vindue, den eneste forskel
er blot at der ikke er nogen
til at holde min hånd og det er
det der gør hele den forskel
som jeg troede var så ubetydelig
og jeg åbner stadig vinduet
inden dagens første cigaret, selv
i gennemskærende efterårs-
kulde fordi jeg ved at du synes
det er det rareste og jeg hælder ekstra
sukker i kaffen for at søde den
bitre smag af svigt og jeg ved
godt at det her efterspil er definitivt
men jeg har alligevel lagt ekstranøglen
til dig under måtten
hvis du en dag skulle finde på
at komme tilbage

Alt du giver mig er på udlån
og du tager grådigt det hele tilbage når jeg går igen
med renter
Jeg er dit vinglas du fylder op for at tømme;
jeg tror også jeg får dig til at have det bedre med dig selv
Så nådesløs i din udførelse
og pludselig i sofaen til en flad fest
væk på medicin for en sygdom du ikke har
Patetisk og pinlig, sårbar
Afventer din næste symfoni af tør hosten så vi kan holde i hånden,
en undskyldning for at hvile min hånd på dit ben
Jeg ruller ofte øjne af dig og sukker dybt når du snakker men jeg skal nok passe på dig
Kysser dine øjenlåg så du drømmer om mig

Alt du giver mig er på udlån
og du tager grådigt det hele tilbage når jeg går igen
med renter
Jeg er dit vinglas du fylder op for at tømme;
jeg tror også jeg får dig til at have det bedre med dig selv
Så nådesløs i din udførelse
og pludselig i sofaen til en flad fest
væk på medicin for en sygdom du ikke har
Patetisk og pinlig, sårbar
Afventer din næste symfoni af tør hosten så vi kan holde i hånden,
en undskyldning for at hvile min hånd på dit ben
Jeg ruller ofte øjne af dig og sukker dybt når du snakker men jeg skal nok passe på dig
Kysser dine øjenlåg så du drømmer om mig