Kina poetry på gjesthuset en kveld i regn (Norwegian)
Korean poetry about a guesthouse one evening of rain.

Høstregn senker seg over gjestehuset
kaldt utafor, rolig natt med lampe
trist inni meg, sorgfull i rom
i hjertet en munk som mediterer.

Autumn rain sinks over the guesthouse
it's cold outside, night is calm with a lamp
of sadness inside me, a room of mourning
in my heart a monk who meditates.

Ch 'oe Ch'iwon. Korea

also by him with my attempts at translation:

Høstvind bare sang bittert
knapt en venn kjenner min lyd
regnet siler ute i mørket
fra lampen min går hugen langt.


Autumn's wind sings bitterly
hardly a friend knows my voice
rain pours down out in the dark
from my lamp memory travels far

jeg ser dig gå i stykker
jeg ser dit hjerte ændre nuance fra rødt til gråt
jeg ser dit univers ramle
men bare rolig
jeg samler dine skår op
jeg skær mine fingre til det blege flisegulv er rød plettet, men jeg gør det for dig
der flyder nu sort blod i mine åre
jeg distrahere fra smerten
men du vandalisere mig inde fra
du ridser mig med dine egne skår og du fylder is i mine sår
mine organer er døde og hvide linjer danser rundt på min krop
min blyantspidser er gået i stykker og det er jeg også

Jeg ofre mig hele tiden
jeg giver mig selv til folk
som kun giver halvt tilbage
Kan du tage min arbejdsvagt? Ja
Vil du med i byen og 2 dage i streg? Ja
Vil du besøge mig og så spiser vi sammen? Ja
Din flis-jakke er hæslig, skal jeg lave en ny? Ja
Denne konstante cirkel
af ting jeg skal, gøre og nå
den gør mig sindssyg
Jeg vil hellere ligge i min seng  
føle spændingerne forlade min krop
og mærke hvor øm den egentlig er
af at jeg har glemt at lytte til mig selv
Jeg vil hellere se på skyer
eller bare på himlen
om den er lyserød, med skyer på eller blå
Jeg vil hellere trække vejret dybt
helt ned i lungerne, helt ned i maven
og mærke den friske luft inde i mig
Tankerne i mit hoved danser disco
og jeg er ikke selv inviteret
men det er ikke som at gå i byen
ikke som 2-dage-i-streg-bytur  
mere som en konstant orkan
hvor mit ydre er orkanens rolige øje
for hvordan kan du være så rolig, Maria?
Jeg ved det ikke
Jo det ved jeg
Har ikke haft tid til at tænke over det
fordi der er en ny ofring at bringe
Ingen tid til eftertanke
eller fortanke
Før jeg ved af det er cirklen startet igen
Forfra eller bagfra
Det er det med cirkler
lige meget hvor den starter
så vil den nå hele vejen rundt
Ingen tid til eftertanke

*(Marolle)

landskaber af følelser
bakker fulde af modvind, dale af nedture, søer af tårer

implicit diminutiv: årh, du er bare så sød (så naiv, så idealistisk, så stresset og letpåvirkelig)
årh, vi skal passe på dig (du kan ikke håndtere det, du er så følsom, du kan ikke lade være med at bryde sammen)
du er ikke modig, du er ikke impulsiv - disciplineret, intetsigende
gråzoner gennemploves, vi forveksles og sammenflettes i alles opfattelser

"du tænker for meget" "rolig nu" "årh, du kan jo aldrig tale en beslutning"

    al oprør virker formålsløst, ufrugtbart

JERES ORD ER VIRKELIGHEDSSKABENDE OG JEG SKRUMPER OG SKRUMPER OG SKRUMPER TIL JEG IKKE ER MERE END EN SOK OG ET GAB

jeg gemmer mig ikke længere
sætter min hat, ‘som jeg vil’
effekten er forlængst overstået,
det er, selvfølgelig kun hvis den indtræffede

jeg har altid undret mig over hvorfor det gør mig så rolig
så meget mere mig
aldrig afhængig, for dopen virker ikke
blæst af ren personlighed
forevigt fuld af tanker
altid ondt i hovedet

mine ord er dumme
jeg gemmer mig igen
lykkelig, det er bare noget vi leger