Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
hendes øjenlåg var farvelagte
hendes læber tøvede sjældent
ordene var limet fast tæt til hendes
månehvide hud, og *** smilte kun,
når ingen andre så det
for lykken var et sted, der gemte sig,
og kun viste sig, når ingen andre så på
hendes mor havde fortalt hende, at unge
kvinder som hende ofte endte ud som
sindssyge,  men *** tog det let, og trak
på skuldrene som man nu gør, når
ens ord bliver intetsigende

*** fortalte mig en hverdagsaften foran
københavns rådhus, at *** havde læst
for meget Charles Bukowski til at forelske
sig, og det var sådan en aften, jeg havde
lyst til at kysse de altsigende læber
det var sådan en aften, hvor københavn
hang fast i baggrunden
det var sådan en aften, hvor jeg opdagede,
hvor meget jeg kunne holde af et andet
menneske
Victoria Wilhelm Aug 2019
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop

i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
               (det nemme er at falde fra)

indersiden af låret  
mavens rundhed    brysternes buen     ansigtets rene træk

mine læber; deres måde at skille på

nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud

i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår



I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)


i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop



der vokser et svigt i mig

i mine øjenvipper
når jeg græder tårer   som rammer andres hudlag

diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem

vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***  



I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod

et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.

og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;

attention à la marche en descendant du train

og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere  på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.



I metroen;

jeg er så træt af at være træt af hans opførsel

catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-***
det må det gøre !

den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre

må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?

attention à ton corps et ta voix

du ved aldrig hvilket ansigt han bærer



det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen



jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg



og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang

og jeg skammer mig over skammen

den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger



du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans

én hel nat

og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham

han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris

VI EJER IKKE HINANDEN

OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV

NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR

og ånder lettet op
        bag en låst dør
Duggede øjne
Giver mig ikke
Alt det hende du
Måske
Kiggede på i går
har
Hende du
Måske
Faldt for når
Jeg ligger
Her
Alene med salte
Kinder
Og du lovede
mig
Du ikke ville
kigge
På alle de andre
Kvinder
?kun
når jeg har salte
kinder
ungdomspoet Mar 2015
kvindegråd
skærer hul i mit hjerte
usundt miljø
af hårde kvinder
der spidser tænder
for at kunne forsvare sig selv
ingen hjælp at hente
ingen kære mor
her hvor jeg bor
men aldrig hørte hjemme
et hus bygget af glasskår
for vi er alle ødelagte
vaserne er smadrede
og min illusion om en stærk kvinde
er knækket
i takt med at jeg hørte dig græde
og så dig råbe og skrige
jeg så dig ligge besvimet på jorden
og jeg var den eneste der var der
til at passe på dig
min illusion om en stærk kvinde
blev til en virkelighed
men kvinden var ikke dig
det var mig
Kristine Jensen Sep 2015
hendes øjenlåg var farvelagte
hendes læber tøvede sjældent
ordene var limet fast tæt til hendes
månehvide hud, og *** smilte kun,
når ingen andre så det
for lykken var et sted, der gemte sig,
og kun viste sig, når ingen andre så på
hendes mor havde fortalt hende, at unge
kvinder som hende ofte endte ud som
sindssyge,  men *** tog det let, og trak
på skuldrene som man nu gør, når
ens ord bliver intetsigende

*** fortalte mig en hverdagsaften foran
københavns rådhus, at *** havde læst
for meget Charles Bukowski til at forelske
sig, og det var sådan en aften, jeg havde
lyst til at kysse de altsigende læber
det var sådan en aften, hvor københavn
hang fast i baggrunden
det var sådan en aften, hvor jeg opdagede,
hvor meget jeg kunne holde af et andet
menneske
- København

— The End —