på et øde sted
som ej er kendt af
mange
der brænder to triste hjerter
en tankestreg forbinder dem
men tager ej hinanden til sig
og mørket ligger som et tæppe
varmer triste hjerter
på en kold og blæsende
juli nat
"de mennesker du har mistet
bær' en del af dem i dig
og sørg over
tabet
af dem
for hele dem
betyder noget
for hele dig"
og sorgen var bundet
som en knude
en bristende én
som et for løst bundet snørebånd
og selvom ordene flød fra ligeså triste munde
saltede af fortids minder
var kun stilheden nødvendig
for at forstå
....
at her kunne triste hjerter
mødes
og føle i fællesskab
og alt ville være helt ok
i nattens sidste time
brændte et let kys
på mundvigen
givet i hemmelighed
taget imod med en åbenhed
som hele verden
ville kunne se fra stjernernes
lys i mørket
tankestregen forbandt dem ej
men de åbne sår helede sammen
den nat i en omfavnelse
fra to triste hjerter