Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
andenrangs poet Mar 2015
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
I mine årer pumper
Kemiske stoffer
Fornuftig som jeg er
Betaler jeg ej selv
Jeg snører min kære
Moder
Til at lade
Kemiske stoffer
Pumpe rundt i mit
blod
Jeg har danset natten
Ud
For der er kemiske
Stoffer
Pumpende i mit
Blod
Det var hvidere end
Det typiske
Bartoilet
Snuden længere ned
Hovedet tilbage
Ah
Det svier
Sitrer
Smager af
Pis
Jeg har kemiske stoffer inde
I mig.
snotsniffende, tallerkenøjnet, distræt og bankelam
ungdomspoet Nov 2014
den kolde luft river i mit ansigt
de farverige blade danser rundt om mine fødder som ildens stråler
jeg træder forkert, for jeg kan ikke danse i det tempo
har aldrig lært at danse to og to
jeg brænder mig
prøver desperat at slukke flammen
men den æder mig og min letantændelige krop op
jeg ender som det fineste sorte aske
efterårsvinden kommer susende forbi
og puster mig stille væk
så nu var det som om at jeg aldrig var faldet over
ildens lange ben og skubbet af den kolde luft
det var som om at jeg aldrig havde danset
det var som om mine dådyrøjne aldrig havde kigget i dine blå
det var som om at du aldrig havde forført mig mens de gule blade lå på jorden
og jeg kiggede op i luften og tænke
hvor er livet dog smukt
hvis bare jeg var ligesom efterår;
forførende men kold, smuk men trist
- om efterår
- om mig
- om ham
Amanda Bordrup Feb 2015
Dit bryst gav mig tryghed
Det var varmt og jeg kunne høre
I din brystkasse
Et hav i bevægelse
En skov i blomstring
Og rytmen i dit hjerte
Gav mig mod til at give efter

At løbe væk med dig
Kunne have været en realitet
Vi kunne have overgivet os selv
Til hinanden
Vi kunne have danset
I skinnet fra hinandens øjne
Men i stedet
Løb vi væk til et univers
Hvor vi ikke var venner
Hvor vi ikke var mennesker
Men hvor vi blot
For en stund
Var to skygger forenet
I skæret af månelyset

Jeg fik næring af dit bryst mod mit
Du smagte af efterår
Jeg ved at jeg smagte af regn
Men du formede mig efter din krop
Og fik mig til at smage af forår

Jeg kyssede dig hårdt
Det var min frelse
Du dyrkede min tilstedeværelse
Det var din overgivelse
Til mit ønske om uendelig intimitet


til M.P
ungdomspoet May 2018
hende der hjalp den lille dreng
der faldt og slog sit knæ
pustede på såret for det havde
hendes mor lært hende hjalp
på smerten
hende der gerne tog den upopulære
pige i klassens parti
selvom *** vidste det ville være
en ukorrekt social bedrift
men med et retfærdigheds-gen
som hendes var det en
ligegyldig pointe
hende der gerne delte sin ostemad
eller hjalp med dansk lektierne
tegnede tegninger til alle dem der
ville have en
hende der ikke var bange for at få drengelus
men istedet frygtløst tog deres hånd
og løb med et fnis fra dem på legepladsen
hende der altid satte en dyd i
at være der for sine medmennesker
og forstå dem og deres inderste tanker
hende der cyklede rundt på hendes
turkis farvede cykel i sommerkjoler
med håret opsat i en hestehale
i den nordsjællandske provins
ved slottet mens solen gik ned
og skyerne blev lyserøde
hende hvor livet ikke kunne gå
hurtigt nok
*** har danset på bordene
drukket af den søde røde vin
mærket de euforiske følelser
i alle årer i hendes krop
set solen stå op
og kysset frøer der bare aldrig
blev til en prins
hende der røg tyve cigaretter
på én aften i håbet på at
forkorte sit liv med bare et par år
leve i ung ignorance
hende der blev bange for kærlighed
bildte sig selv ind at *** ikke
forstod den fordi hendes forældre
aldrig lærte hende det
hende der aldrig passede helt ind
i gymnasiets firkantede kasser
og formalia
med en livlig fantasi og en drøm
om frihed og kreativitet
hende der skar åbne sår i sig selv
og lod drenge slikke smerten væk
med deres rug tunger
pålagde dem en værdi
som de ikke besad
men hende naboens datter
med det lange brune hår
er blevet voksen
og *** vil være designer
*** har stjerner i øjnene
og der står flammer ud af munden
på hende
ingen bakke er høj nok
for hende at bestige
ingen by er stor nok
for hende at udforske
*** vil noget mere
noget større
og intet kan holde hende tilbage
ingen mand kan stoppe hende
eller stjæle hendes livsglæde
hendes mod
*** har set sig selv være
svag og lille
men aldrig igen
for verden er hendes

— The End —