Jeg har lyst til at trænge igennem dig,
jeg har lyst til at holde mine varme hænder om dit iskolde hjerte,
Jeg har lyst til at ryste forelskelse ind i dine knogler,
Jeg har lyst til at drysse mine glædestårer på dit sure morgensind,
jeg har lyst til at dine fingres nysgerrighed skal kæle for mit kærtegn
Jeg har lyst til at du skal indse, at eskapisme ikke er en nødvendighed
Jeg har lyst til ikke at være ulykkelig forelsket i dig længere...

I skolen skriver jeg sagprosa,
og rækker flittigt hånden op i dansktimerne.
Jeg smiler til lærerne på gangen
og kommer med åndssvage sarkastiske kommentarer,
som de alligevel i et-eller-andet omfang,
finder humoritiske.
Jeg løber ture ad hovedvejen,
og løber mod bilerne,
i håbet om,
at en-eller-anden vil lægge mærke til den tåre,
der løber ned af min højre kind.
Når jeg kommer til den sidevej,
hvor min dansklærer bor,
vender jeg hovedet,
kigger,
og efterfølgende leder jeg i mængden,
efter en sort bil, der kunne være hendes.
Når jeg kommer til stranden,
standser jeg brat op.
Tager musikken ud af ørene og prøver at få tiden til at stå stille.
Når jeg kommer hjem skriver jeg digte.

Alle disse sprukne ord
vi glemte
imellem flossede sider
ord der
hvisker fra din fingerspids
når du skriver vers i kursiv på
ternet papir
malplaceret
slip fra underbevidstheden
der hvor vi drømmer findes
alle disse sprukne ord de
slidte stemmer gror
hæse på din hovedpude
og vokser ind under øjenlågene
til alle disse sprukne ord