Jeg må da være den værste datter af alle døtre
Jeg lod ham sidde der
mutters alene
Et ovalt bord og en lun lasagne foran sig
En rank ryg iført en perfekt strøget blå skjorte
Og han var så skuffet
ked af det
grædefærdig
Fordi jeg var egoistisk - sagde han
og han var hensynsløs - sagde jeg
Og nu er alt bare så trist
Trist af alt, var synet af ham alene ved bordet
Det ovale bord
Hvor han stirrede ind i væggen istedet for på mig
Egoistiske jeg, mig men aldrig dig
Ikke en lyd spillede for at opmundre ham
Ikke andet end gaflen som tilsidst ramte den tomme tallerken
som nok forundre og dundre frem for at opmundre
Egoisme er min alkoholisme af individualisme
men denne samvittighed smager af likør midt på dagen
Han er måske den værste far af alle fædre
men jeg må da være den værste datter af alle døtre