jeg ville hellere skrive digte om den måde
du sagde mit navn på uden ord, men med
elektriske hænder og blå læber og ømme
ankler fra solens tæthed
jeg elskede dig, så det stak i mine øjenlåg
jeg elskede dig, så det prikkede i min
hovedbund og vandrede ud i alle mine
hår og dansede i mine tørre hårspidser
fra havets omfavnende bølger
jeg ville hellere skrive digte om den måde,
du vækkede mig uden at røre ved mig men
med en ånde af gin og solskin
jeg elskede dig, så det gjorde ondt i fingerspidser
jeg elskede dig, så jeg ikke kunne kende
mig selv
jeg elskede dig, så jeg forsvandt et sted lige
imellem dine og mine
og dig og mig
og det, jeg aldrig lærte

jeg vil bare gerne bade i saltvand
med dig
spise blomster fra din bedstemors have og
lade planter gro ud af min hovedbund
jeg vil bare gerne drukne i dine vinrøde øjne,
jeg vil spille klaver for dig til morgensolen
vågner og drikke kaffe med dig lige før,
vi skal sove
jeg vil spise croissanter i Paris, skrive digte i Venedig,
male portrætter i Dubai og danse i Florida
med dig

lad mig nu lige lukke øjnene så
jeg kan se dig
så jeg kan betragte dig, for du har
efterår i håret, og vinteren sidder fast
i dine kindben, men du har stadig
ikke læst mine digte, og du kender
ikke forskel på himlen og helvede
jeg tror, Gud er langs dine årer og
satan er hende pigen fra matematiktimerne,
der altid har lavet sine lektier
jeg tror du er hende, der kunne vande mine planter
så jeg ikke behøver at gøre det selv
jeg tror du er hende, der kunne tale mine ord
så jeg ikke behøver at sige noget

ordet farvel vil føles tungt i munden
det vil smage af salt og orange kridt
og du vil bilde dig selv ind, at det er
sæbe i stedet for virkeligheden
dine håndled vil være fyldt med bly
og du vil bære din hud som torden
nogle dage vil du tænke på marmor,
nogle dage vil du tænke på på regn
men de fleste dage vil bare være en
nuance af magenta, som farven på din
din mors syvende bryllupskjole, der
duftede af jord, rødvin og pastelblå dage
du vil stirre på telefonen og læse
alle dine gamle digte igennem en sidste
gang, kreere skulputerer på din hofte
og forestille dig smagen af museumslofter
du vil tygge på ordet farvel som var det
sort lakrids mod din tunge
lad disse dage ske for dig, lad dem fortære
dig og lad dem røre ved dine albuer og
fortæl dem, dine lår er lavet af kviksølv
lad farvel sprede sig som sygdomme langs
dine årer, og sig så farvel til farvel

er rigtige digte lavet af de knogler, du bruger
til at løfte skovens blade med
jeg ved det ikke, for når jeg ser mod byens lys
ser jeg kun en skygge af dig, og av
hvor det egentlige skærer i mine øjne,
men nej
hvor kan jeg ikke lade være med at se en anden vej
for det gør så ondt at se dig i en andens refleksion,
så jeg lukker bare øjnene, måske kan røgen tynge
dig i gulvet, det har jeg jo set den gøre så mange
gange før, men her i byen kan du ikke tynges ned
af nogen, her er du din egen helt, for her er der
ikke nogen, der kan redde dig, men måske kan
jeg, hvis jeg prøver lidt mere, end hvad jeg gjorde
før månen skar i dine håndled
du spiser min barnesjæl, og fortæller mig, at
mine øjne er lavet af kviksølv
når du taler om mig, får du bedre karakterer i
fysik, men jeg tror ikke på noget af det, du siger
så jeg tænder en ekstra, og håber på, du giver
mig en ekstra chance
for at være eller måske blot blive
hende, du mangler

og så rækker du sølvgrå hænder ud
som de siger, jeg skal holde fast i
men jeg har ikke kraften til at fastholde, og du er smukkere, når
du ikke taler
så vi siger ikke så meget, men
lyden af åndedrag gør mig nervøs
så jeg ryster, men siger bare, at jeg
fryser, selvom det snart er forår igen
jeg har ikke sovet siden den nat, du sagde, jeg spildte min tid på ord og skæve digte, jeg aldrig læste højt
du gemmer gin i tasken, men så længe jeg er vågen
og ser solen gabe i røde nuancer,
ved jeg i det mindste, at du er alt
jeg spilder min tid på, men jeg lever af tidsfordriv, og med dig går tiden så
hurtigt

begyndte at græde i danskundervisningen idag
men det er da også uforsvarlig at en ung pige
med en depression på bagen og friske sår på håndledet
skal side og analysere digte der handler om selvmordsforsøg
og netop dét som *** går rundt og kæmper med
at hendes evne til at forstå disse digte bliver til en skrøbelighed
og denne helt samme skrøbelighed kommer nu til syne
for hele klassen og alt hendes arbejde for at virke glad
falder pludselig til jorden og *** føler sig gennemsigtig
som om at hendes langærmede bluse nu ikke er lang nok
til at skjule de lange sår på hendes håndled og de
er til offentligt skue og skaber frygt og rædsel
og alligevel sidder de bare dér og kigger med store øjne
som om *** er et fremmed dyr der taler følelsernes sprog
og det lyder som vulapyk i deres øre fordi de aldrig selv
har følt apatien
aldrig har indset at der ikke er noget
der er værd at leve for

dengang duftede jeg kun af syntetiske roser, og
jeg så kun franske film med spanske undertekster
jeg røg 29 cigaretter om dagen, og drak 3 kopper
te med smag af håndsæbe
jeg skulle skrive en opgave om mord, men endte
med at skrive 12 ligegyldige digte baseret på din
soprane stemme, og den måde, du kunne få mandag
til at føles som en lørdag eftermiddag med vin i årerne
dit navn har klistret sig fast som lim omkring mine
tænder, men når jeg skal sige det højt, holder jeg op
med at blinke, og mine øjne forvandles til kviksølv
orkestre spiller blå toner under min hud, og hvis du en
dag ser på min tunge, vil du finde groende poesi som
en sygdom, der ikke kan helbredes
halvdelen af verden
er døende,
den anden halvdel ved
ikke engang,
de er i live

og jeg vil nok aldrig nogensinde
helt
holde op med at skrive digte om dine blanke øjne og måden som du
sagde mit navn på
fredag aften vil jeg genopleve dine blå hænder mod min krop
og med knogler lavet af kokain
og universer groende under mine negle
vil jeg savne dig
og det, vi aldrig havde

dine ord visner hurtigere end mine planter,
men jeg glemmer også at vande dem,
ligesom jeg glemmer at svare på dine sms'er
jeg har så mange ting, jeg skal nå
alligevel bladrer jeg mine fingre til blods i skarpt papir
deres stemmer bevæger  sig ud i ikke-eksisterende stilhed,
de råber så højt, at
jeg ikke kan høre dem
så jeg hvisker digte op, jeg så
længe har skjult yderst i mine fingerspidser,
men jeg hvisker så højt, at
du ikke kan høre dem
og nu er jeg endelig begyndt at
vande mine planter,
men de smager stadig tørt

So word ons wakker in ons tent en dit reen...aggenee!! Maar dis koel en ons voel gelukkig.
Ek is vuil, so amper dat ek wil huil, maar huil van lekker soos n krekker want dis vakansie tyd!!
My hare is so waar deur mekaar, maar wat maak dit saak want niks gaan my keer om vir n gogga te wys *** deur mekaar ek rerig kan weesie...
Tanne geborsel en room half gesmeer, laat die dag begin want dis ons en ons ford bakkie die keer...alweer...
Kies n rigting en so voeter ons daarin...
Saans kom ons by die kamp moeg geploeg die bosse in om nou rustig te raak met n koeldrank in ons hand.
Dan word n vuurtjie gemaak deur die braafste ou ini land om n vleisie te braai vir die fraaiste meisie, hand aan hand.
Mens voel gou dankbaar vir klein dingetjies soos n stort... n warme een, die oop velde of selfs die digte bosse, die veld blommetjies so geel of die gras so lank en groen, die voels so mooi volle kleurrig en die jakkals so skaam maar nuuskirig.
En wanneer dit donker word le daar baie voor soos die uile se geluide, die sonbesies wat hulle vlerkies saam klap of dalk n hihena wat na oorskied kom krap.
So geniet ons die bos vol avontuur gepos net vir ons en ons se dankie aan ons Skepper vir n skepping net vir ons. 2016/03/14