det kilder i min rygsøjle, små dråber af farven kirsebærrød rammer gulvet ved mine fødder de former fine, perfekte cirkler hvor er det typisk ironi
unik, enestående blev der hvisket af en ukendt stemme i skyggen lys på højde med solens stråler var placeret med retning mod mig stilheden laver en klapsalve, som fylder salen
jeg bliver ført rundt i manegen af hvem, tja, hvem ved sårene uden skorpe bliver revet op de fine, perfekte cirkler bliver til et vandfald af varm, rød væske
det tunge gardin falder ned, lyset mister sin ***** der mindede en om den smukke sommerdag og det sidste syn er gråhvide, bløde tabte fjer