Kompromisløse nætter holder mig vågen
så mine små øjne bliver røde og store som morgensolen
Natten er min dag mere end dagen selv
fordi intet intet vækker mig mere
end når alt andet sover

Nogengange
kan jeg trække vejret indtil jeg føler mig skæv; så ilt bliver til lattergas og jeg begynder at svæve
Når jeg trækker vejret for dybt
Når jeg tænker for meget
Når jeg ikke kan få noget søvn
Når humøret bliver mørkeblåt
Så bliver ilt til min alkohol selvom min promille er 0.00

Så jeg føler mig som en misbruger i øjeblikket, fordi jeg trækker vejret dybt når jeg tænker, og jeg tænker alt for meget

Jeg burde komme på afvænning;
Væk fra al den tankegang der gør mig så skæv og svævende og sørgelig
Tilbage til ilten mit hjerte kender og min hjerne savner

Jeg håber at alt kommer til at gå;
At jeg snart bliver andre farver end mørkeblå

Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

Løftede fingre, sænkede bryn, små suk og lange sug af sju i smug og altid brug af dug på bordet og bordkort til kernefamilien, og kerner i brødet til børnene og bøn ved bordet af brødrene, og smil til hinanden og for andre og ikke for sjov, aldrig for sjov. Samtaler om skole og skolehjemsamtaler for hjemmets ejere, høje forventniger i fryseren og mælk i køleskabet, og smørret står ude så et barn går i seng med en varm kind og får kold aftensmad af kolde ansigter. Skråt op med hjertet er i hjemmet for hjemmet er hos hjertet, men nogle gange sidder hjertet bare fast i fryseren, så det er svært at komme væk derfra med hjertet i takt.

Men hvis man en dag får løsrevet hjertet fra fryseren
så selvom det højst sandsynligvis er iskoldt
så kan det heldigvis i rette temperatur
tø op, varmes og banke igen

Når man renser et sår udenpå med alkohol
Når man renser et sår indeni med alkohol

Der er simpelthen bare ikke nok;
Ikke nok penge på min konto
Ikke nok mad og vand til mus og mænd
Ikke nok mennesker som siger hav en god dag
Ikke nok øjeblikke hvor jeg er tilfreds
Ikke nok aftener på en weekend
Ikke nok timer i døgnet
Ikke nok sommer om året
Ikke nok tydelige stjerner på himmelen
Ikke nok cigaretter i en cigarretpakke, og ikke nok tyggegummier i en tyggegummipakke.

Jeg kan virkelig få nok af alle de ting, der ikke er nok af.

Hver gang vi skændes
ender jeg op
med kolde
og sorte
og våde
øjne
og jeg tænker hver gang;
Nu er vi ikke længere far og datter.
Nu hader han mig
ligeså meget
som jeg hader det han råber.
Nu vil min far ikke have mig som datter,
fordi to er nok
og jeg er ikke god nok til at være det.

Men altså;
Jeg har jo svært nok ved at finde ud af at være mit eget menneske,
hvordan i alverden skulle jeg vide, hvordan man skal være hans datter ?

Jeg egner mig nok bare ikke til erhvervet.

Jeg er så stresset
Med hovedet
under vandet,
så jeg ikke kan få vejret.
Så jeg græder og græder
Indtil der kun
er blod og organer
tilbage i min krop
Så jeg vågner op tørstig

Men stadig med hovedet under vand.

The smell of elderflower, just like summer in the morning, being disguised by a taste of liquor. Kissing boys at bars, and taking them home with you as if they were napkins from the ladies room, just so you don't have to go to sleep in an empty bed. Then you wake up in one anyway. I don't know why all beautiful people become miserable at some point. Maybe beauty is a burden, or maybe perfect looks goes with an imperfect soul.

One night I found you drunk in the arms of a man holding your body, and I took you home and made you a cup of tea. You cried in my arms, and I held you - my god, I held you and for the first time, someone held you just to hold you. It was like a frozen sea inside of you melted, turning a sharp surface of cold ice into soft, salty waves blissfully kissing the sand. My summer finally returned, and so did the smell of elderflower in the morning.

You may be the lonely one
but you're my only one.

Jeg har tre papkasser ude foran min dør og du ryster dit hovede når du kigger på mig. Det ødelægger mig virkelig og jeg har en sten i hjertet, fordi jeg er begyndt at føle mig som den du ser når du ser på mig. Forskruet. Forkert. En anden. Som var vi ikke familie. Som er jeg et sidespor toget ikke må køre på. Du taler hele tiden om de papkasser. Om at jeg skal fjerne dem, fordi de fylder og fordi de forstyrrer dig og fordi de står i vejen for dig. Jeg har tænkt noget tid over det nu, og jeg tror allerhelst at du vil have at jeg fylder de tre papkasser med mine planter, overhørte ord og dit tidligere liv.

Jeg tror ikke at det er papkasserne der står i vejen for dig,
jeg tror at du synes jeg gør.

Du lægger overhovedet ikke mærke til det, gør du vel; hvordan jeg svarer før du spørger, hvordan jeg smiler før du fortæller og hvordan jeg ser dig før du ser mig. Jeg burde nok fortælle dig om det, men så svarer jeg jo bare igen før du spørger.

Vi havde et godt efterår os to. I skyggen af træet gennem enden af sommeren, indtil blade af bronze faldt i hovedet på os. Små kys på mit ansigt mens jeg sov, som fik mig til at drømme hver nat imens du så på mine fregner og små lykkelige, lukkede øjenlåg. Men ungdoms kærlighed er vel lavet af plastik, og nu er plastikken brandt fast på kogepladen i mit køkken af aluminium, og jeg skal rydde det hele op. Og det eneste jeg laver nu er at spekulere på om det enten er for sent til at drikke kaffe eller for tidligt til at drikke mig fuld, og jeg er trist efter dig. Nu spiser jeg ude hele tiden, selvom det er sidst på måneden og de halvtredsere jeg har kan tælles på en hånd, fordi jeg er bange for at brænde mere på i køkkenet. Men en halv pakke smøger,  et par hundrede kroner og en nuddelboks kunne jeg leve af, hvis du ville kysse mine fregner igen.

Jeg indhalerer dine ord
sammen med lidt røg og støv.
Ned ad halsen
så ilt må vente og lungerne græder efter det.
Jeg ventede jo i et stykke tid
på dig
og dine grin,
men sådan her ender det jo altid.
Mig der kvæler mig selv,
og dig der taler
og ser på mig
imens.
Mine "Smukke brune øjne"
ik?

Nu er du her ikke længere
Så ilten kan igen danse rundt i mine organer
istedet for dine kys der dansede på mit hjerte og i min hjerne

Men mærkeligt er det jo;
at jeg alligevel ikke rigtig føler
at jeg kan trække vejret.

Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene

Du taler som om dine ord er akupunktur for mit hjerte. Jeg har på fornemmelsen, at du ender med at punktere det med alle de nåle

Man kender kun til oplevelsen af lykke efter den er erfaret, og det blot er et minde.

Et minde om den sommer; med tusindevis af grin og tonsvis af cigaretter. Dyne på terrassen og brændemærker i foret. ******* glæde på et skyhøjt niveau. Guld værd.

Man får en bid af en tidløs lykke, som gør en tosset af kærlighed til livet - og til de man deler livet med. Flere lykkelige øjeblikke end nogensinde før. Men lykke er til for at smages; og ikke for at spises. Og efter sommer kommer vinter; kryber sig op og ånder en i nakken. Den uundgåelige vinter vi alle foragter, hvor farver bliver nedtonede og grin dæmpede. Skal sluges som grå grød på en søndag morgen.

Jeg kan kun håbe at jeg får serveret en knivspids lykke igen næste år.
Det er min livret

Hej. Jeg er egentlig skuffet over dig. Du spørger ikke hvordan jeg har det eller hvad jeg laver eller hvordan jeg er nu. Du ser mig slet ikke i øjnene. Men du ser på mig. Jeg tror du prøver at gætte. Gætte hvordan jeg har det, gætte hvad jeg går og laver og gætte hvordan jeg er nu. Jeg synes det er mærkeligt ikke at kende dig, når jeg kender dig så godt.

Du stråler virkelig i blændende lys
og på broer over søer i københavn
og om morgenen til kaffe
og på mandage under grå himmel
og bare sådan generelt.
Din personlighed smiler til folk,
og det er nok derfor du stråler.

Du fortæller historier med dine øjne
og kysser folk med dine smil
og krammer dem med din latter.

Men alligevel kender ingen dig;
du børster tårer væk med fingrespidserne
og løber videre ud på vejen.
Du kysser drenge du ikke kan lide,
og aldrig dem du har kigget på i baren.
og du vælger altid at tage hjem med fremmede. Du fortalte mig en gang at det er den tid du bruger på at lære dig selv at kende. At du sammen med fremmede bliver mindre fremmed for dig selv. Så kyssede du min næse og forsvandt bag gadelampernes skygger med en jeg ikke kender i hånden.

Jeg er den som kender dig bedst af alle. Jeg har set dig stråle overalt, men jeg har på fornemmelsen at for at kunne stråle som du gør med folk, så er du i mørke uden dem.
Og jeg kender dig godt nok til at vide
at du har mørkerad.

Jeg sidder
med en vin på skødet
og en smøg
mellem fingrene
imens jeg kigger på blå lys
Drenge som taler om byer
og piger der taler om drenge
Slørede blikke
svævende ord
hen over menneskerne
Du danser på et bord
skriger at du eger verden.

Er par år senere fortalte du mig
at du døde indeni den tid
At du var så i live udenpå
men indeni
var du helt tom
udover røgen i dine lunger
og vodkaen i din mave
At det var tre år
som du endte med at leve
resten af dit liv
Og nu lever du af resterne

Og du er selv rester nu
af en du tidligere har været.

Jeg lever virkelig i en forbandet ungdom, med problemer
og ufunktionelle systemer.
Og det er røvsygt at græde ofte over onde tanker og talermåder, som man ikke vil lægge ører til længere.
Og man er ødelagt
og langt fra i takt
når man møder en sød en og endelig får det sagt.
Så går de bare fra en når man endelig er ved at smile
Så er man igen færdig med at grine
Folk siger at det er jo hvad der sker
Endnu en talemåde, jeg aldrig vil høre mer

Jeg melder pas og lukker mit hjerte
Jeg er færdig med talemåder om kærligheds smerte

Jeg husker tilbage på de uger, hvor mine ben var mørke og sko hvide. Nu sidder jeg med hvide ben og hvide sko mørke af ren snavs. Ironisk ik? Tid ændrer en hel del hvis ikke alting, og tiderne ændrer sig men aldrig tid i sig selv. Tid tager ikke hensyn til noget, men kører bare ud i en lang streng, uden sådan at se sig for. Det er der jo ikke tid til. Man burde ikke engang bruge sin tid på at tænke på eller læse om tid, det er jo spild af tid. Men det er bare svært når alting omhandler tid og tider. Også den tid du nu bruger på at læse om tid. Jeg tør ikke tænke på hvor dyrebart tid er. Det er jo en af de de få ting, som vi har tid til men ikke kan tæmme. Og så er det jo også noget af en ekstravagant gave, som til tider bliver taget for givet; din tid er jo en tid som du aldrig får tilbage.

Tak for din tid

hvad hvis jeg igen bliver en, jeg ikke kan lide
en jeg ikke vil være omkring
en jeg ikke vil være i
den, jeg er
og jeg bliver mundlam og følelsesforladt og går ind i endnu en falliterklæring, hvor jeg trækker mig sammen og pakker mig væk, taper mig fast til træpaneler, ligger mig ind under hynderne, holder min morgenangst knuget fast. låser døren. lukker ned. kortslutter. hvad gør du så

hvad hvis jeg holder op med at holde af dig
som får dig til at holde op med at holde af mig
hvad gør vi så
hvad gør vi når jeg ikke kan mærke noget, fordi jeg mærker alt
hvad gør du så
og efter det,
hvad gør jeg så

Det er værre nu end før.
Jeg regnede jo med at det var en fejl
og at du så skævt i øjeblikket,
men du ringer ikke og du ser på mig,
som var jeg en fremmed for dig.

Det er værre nu end før.
Som har jeg taget fat i et håndtag
og opdaget at døren er låst
og jeg ikke har nøglen.

Og jeg ved jo godt at når alt er sagt,
så er der ikke meget tilbage at sige
og endnu mindre tilbage at gøre,
men jeg er så dybt ulykkelig.

Og jeg ved jo også godt
at jeg nok aldrig ville komme tilbage til dig,
men jeg ville ønske
at jeg stadigvæk var i dine tanker,
bare en gang imellem;
som at altanen ser tom ud nu,
eller om jeg nu var i toget, der kørte forbi,
eller om jeg er glad.

Jeg fortalte dig, at jeg var ulykkelig
for to uger siden
og du kiggede på mig og sagde,
at du var glad nu,
hvilket gjorde mig langt mere ulykkelig.
Nedlagt.
Ødelagt.
End jeg var før.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op;
Jeg kunne jo prøve at glemme dig,
men jeg ved godt at du er en del af mig
og at jeg mangler dig,
selvom jeg nok ville have en langt større chance
for at være rigtig glad,
hvis jeg kunne være foruden.

Jeg tager hatten af for alt det du kan;
glemme mig, ikke mangle mig og være lykkelig.

Jeg er så så fuld
og her er tomme flasker
på perronen,
som triller rundt
i vinden,
og de minder mig
om folk.
Tomme
eller ødelagte
eller begge dele
eller lidt af hvert

Jeg er så så fuld
og jeg tager hjem alene
for at vågne til tømmermænd
og mascara på puden
i stedet for en
som dig,
fordi du leger
med din lighter
og mit hjerte er lavet
af papir.

Derfor er jeg så så fuld
og alene på perronen
Venter på at noget
tager mig hjem
så jeg selv
kan krølle
papiret
sammen
i min brystkasse
på endnu en lørdag aften.

Ivrighed efter indbegrebet af intelligens
bestræber de erhverv, som normalt var mænds

Vinter, forår, Sommer, efterår, endnu vinter
sprit, sprog, regression igennem sindets filter
Tid siver igennem som var det vand
men vand kommer igen, hvad tid jo ikke kan

Onomatepoetikon
hmmm... aflæses i sindets lektikon

Lidt for meget at nå
lidt for ekstremt at formå

Lidt for mange dage af de grå
lidt for få af de blå

Lidt for lange gange at begå
lidt for lidt søvn til at stå

-

Udmattelse er en del af at leve
Vil nogle dele?
jeg har vist fået det hele

Jeg er slet ikke færdig, men jeg sidder lidt fast i øjeblikket. Fanget i en forelskelse og i en 5-timers aflevering og i bunken af rod på mit værelse og i at skrive. Jeg burde bare kysse ham hårdt, lave opgaven, rydde lortet og gøre noget, i stedet for konstant at skrive om hvad jeg vil gøre. Jeg kan blive så dødtræt af det hele. Jeg har lyst til at klippe mit hår page, og fortælle mine forældre at jeg ryger.
Men jeg gør bare alt halvt og aldrig helt.

Og det må da næsten være mere usundt,
end de smøger jeg ryger om dagen.