lad mig nu lige lukke øjnene så
jeg kan se dig
så jeg kan betragte dig, for du har
efterår i håret, og vinteren sidder fast
i dine kindben, men du har stadig
ikke læst mine digte, og du kender
ikke forskel på himlen og helvede
jeg tror, Gud er langs dine årer og
satan er hende pigen fra matematiktimerne,
der altid har lavet sine lektier
jeg tror du er hende, der kunne vande mine planter
så jeg ikke behøver at gøre det selv
jeg tror du er hende, der kunne tale mine ord
så jeg ikke behøver at sige noget

jeg drømte
at vi snakkede
og drak kaffe på
cafeen på hjørnet
og du fortalte
om dit år i paris
og hvordan du
havde savnet mig
jeg fortalte
om berusede nætter
og kolde morgener
i kongens have
og hvordan det ikke
var det samme
uden dig
og du rørte ved min hånd
præcis som dengang
og mit hjerte smeltede
præcis som dengang
og jeg vågnede op
alene i min seng
og tænkte på
hvordan det mon var
at vågne i paris
men alene tanken
gav mig sure opstød
og de smagte
af fortid

what i feel when i look at you is
a combination of scratched skin and
dry lips with a taste of transparent
liquor,
what i want to feel is blue  nights
and a heart with a temperature like
you soaked my bones with gasoline
and set it on fire afterwards
i want to eat sunrises every morning
so many sunrises that it fills my
lungs with orange nuances until
you forget about the clouds above
i want to hear the sound of you
breathing, every breathe you'll ever
breathe
so much that i can feel it to each
fingertip and smell it in my hair
on a sunday morning
so much that i can feel it around my
metal pastel heart

imagination is a spirit worth listening to
it has the possibility to take you anywhere