Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
andenrangs poet Nov 2014
engang var jeg sikker
på at det aldrig
ville være et problem
at drikke morgenkaffe
alene og det ville aldrig være
et problem at ryge dagens
første cigaret med vinduet
lukket mens storbyen
lever videre udenfor
men så forsvandt
du pludselig ud af
min hoveddør og for første
gang lukkede du døren bag dig
og jeg fandt ud af at det alligevel
regner på november-morgener
og ambulancerne suser stadigvæk
forbi mit vindue, den eneste forskel
er blot at der ikke er nogen
til at holde min hånd og det er
det der gør hele den forskel
som jeg troede var så ubetydelig
og jeg åbner stadig vinduet
inden dagens første cigaret, selv
i gennemskærende efterårs-
kulde fordi jeg ved at du synes
det er det rareste og jeg hælder ekstra
sukker i kaffen for at søde den
bitre smag af svigt og jeg ved
godt at det her efterspil er definitivt
men jeg har alligevel lagt ekstranøglen
til dig under måtten
hvis du en dag skulle finde på
at komme tilbage
Naja Dec 2015
Strøg ned ad strøget forleden nat.
En fredag aften fyldt med fordrukne gamle som unge tumlende rundt på brostenene.
Engang var de blanke, nu ikke så meget, men jeg nyder lyden af mine træsåler mod de sorte sten.

Alt idyl og selv stjernerne kan man se .
En mand med en sjov hat spiller en sang, han giver et smil som jeg går forbi.
Jeg synes jeg har hørt den før men ved ikke hvor.

Kigger til højre, hvad fanden sker der??
En måned til jul med hvad ser jeg?
Overflod af vulgært julepynt i vinduet.
Vinduet bliver smadret i skærmen for alt er dækket af røde og gyldne kugler, julekugler!
Med glimmer og balloner og en nisse til 495,-

Jeg strøg ned ad strøget.
Gamle fordrukne mennesker som tror de stadig er 20.
Den ene øl efter den anden og så en flaske af det røde.

Unge fordrukne BØRN som ikke har lært en skid.
Stramme hvide bukser og en breezer i hver hånd.
"Undskyld men hvor gammel er du, din refleks er ved at falde af".

Men selvom brostenene protestere i foragt, mens de drukner i absinth og bliver kvælt i bræk, vil de smuldre af overlast og stadig lade som om de er nylagt.

Jeg strøg ned ad strøget og vidste ikke hvor jeg skulle hen.
Det her er ikke et normalt eventyr.
Det her er et anderledes eventyr, noget du ikke har set før.
Det handler om en prinsesse der bor i et slot, langt langt borte.
*** er fanget bag tremmer og vogtet af en ildspydende drage.
Vi venter i tusinde lange år.
Kommer han mon?
En dag, en solskinsfyldt dag, kommer han ridende.
Prinsen.
På sin hvide hest med den flaprende smukke manke.
Han svinger sit sværd.
Han falder og rejser sig ædelt op igen.
Han overvinder dragen og løber op af trapperne.
Oppe i kammeret sidder prinsessen.
Solen skinner igennem vinduet på hendes lange lyse hår.
Hendes hjerte banker.
Det banker for prinsen.
Han tager hendes hånd.
Kysser den blidt.
Nede i gården venter den hvide hest.
Ja for den venter selvfølgelig.
På prinsen.
De ridder mod hans rige.
De ridder mod solnedgangen.
De to.
Mod en lykkelig slutning.
carololololo Oct 2014
Jeg sidder med min varme kaffe
Og kigger ud af vinduet
Der er ingen hjemme
Ikke en stemme
Jeg ligger mig ned under dynen
Her føler jeg mig tryg
Dynen føles som et varmt kram
Mod min bare ryg
Jeg lukker øjnene og nyder lyden
Af regnen mod mit vindue
Rejser mig aldrig igen
Dette er mit lykkested
Ingen bekymringer
Ingen forpligtelser
Kun mig
Regnen
Og min varme kaffe
llcb Oct 2015
Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.
Johanne Borup Jan 2015
jeg
skulle jo
have en lejlighed
på månen og få den
til at bevæge sig som en
meteor,  gøre månen til et
måneskud mens jeg sad i
vinduet overfor mig og
vi så på hinandens
passioner. på
et tidspunkt
aftalte jeg
at give
mine øjne
en ny farve så
ofte jeg havde tid
til at lakere dem, jeg
aftalte at blive så god til
kunst at jeg kunne ryste
ametyst af mine hænder
uden at have egentlige
ideer. jeg skulle
kalde mig
cigaret-
fjæs fordi
mit ansigt nogle
gange gik i røg, når
det var for langt oppe
i skyerne og så skulle jeg
komme op at skændes, indtil
jeg plukkede en blomst fra
floden udenfor lejlighed-
en og bad mig lægge
den i et glas vand
indtil den
lugtede.

jeg ved at jeg overholder aftalen, måske, i det mindste.
sara p Feb 2015
mine øjne klistrer på himlen udenfor vinduet
der er ikke en afskygning af blå
eller gul
jo længere jeg kigger
går det op for mig at farven er grumset
som rester af kaffe i morgenens krus
det er nuancen 45 på farvepaletten
den matcher ikke de falske roser
i min vindueskarm
de er cremefarvet på den uægte måde

alt imens de andre attenårige
drikker lattes med mønstre i
køber bobler og brus og
danser i høje hæle,
mens de kommunikerer
hvert sekund


så, sidder jeg blandt lilla blomster
på mit sengebetræk og
skriver ord i rækkefølge,
ser på himlens ene farve
jeg er ikke iblandt andre
jd Jan 2015
hælder koldt vand i kanden
hælder kogende vand i koppen
hælder kogende vand i koppen i kroppen
hælder kroppen i din abstrakte virkelighed
hælder din virkelighed ud ad vinduet
får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte

   indvendig blæst, hul

             rusker bladende af træerne,
                 efterladt på gaderne

          tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum
     forladt, drænet for mennesker, for energi
                  overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer

          cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås
  sætter præg på dig

          som en krakeleret glasrude, der kun
               mangler ét prik
      for at brase sammen
               så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes
dit sammenbrud
      din modtagelighed
skrøbelig

årstiden reflekterer dit kollaps
     min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand

          at gå gennem en kold og ensom gade
             november kommer, dernæst de koldeste måneder

     må hellere skaffe en vinterjakke
og håbe på forår
#l
ungdomspoet Jun 2015
drengestemmer der hvisker forførende
og pigestemmer der skriger hidsigt
mørket der omridser
det billede af skygger der danser
med røde roser i hånden
og blod på tanden
for vi er alle kanibaler
samler på menneskehjerter
som vi forsigtigt placerer i vores glasbur
et ekstra til samlingen
og vi æder resten af kroppen
i det violetblå lys fra skærmen
får vi afvide at vi ikke er gode nok
så mine øjne græder rødvinstårer
fordi jeg lever et liv hvor rusen
er min eneste livstilstand
og det er sjælendt at jeg føler mig i live
i et narcissistisk samfund
hvor blonde piger er de eneste prinsesser
og knækkede skæve piger bare er
i stykker
for *** tror ikke på kærligheden
og hvem vil også
lege med en dukke der ikke virker?
så indtil der kommer en der vil
lappe hende sammen og reparere hende
må *** bare side i vinduet og kigge
på de andre dukker
som render rundt og æder hinandens
hjerter
og *** drømmer om et liv
hvor kærlighed ikke var lig med smerte
og forelskelse ikke var en dødsdom
jd Jan 2018
*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor
Hazel May 2017
Jeg sidder i et lyst ***.
På gulvet ses refleksionerne af solens lys, som stråler i gennem vinduet, bestående af to glasruder.
Det er morgen, og vinduets ruder er stadig kølige.
Jeg vil huske den kolde fornemmelse i mine håndflader, når jeg tager min hånd hen til din varme kind
-Hazel
impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud
som om livet gentager sig
ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat
med forskellig indpakning
jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille
fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt

men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer
i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer

sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt
om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering
eller om der er
r u m m e l i g h e d
til mig
llcb Nov 2016
z


Alt er så fint i stil          heden her lige nu        
hvor du ligger til         venstre for mig og        
dynen er så varm          og brisen fra den          
skarpe luft uden          for lister igennem          

vinduet og triller ned ad mit højre ben, så det fun  
gerer som luftrør for resten af min glade krop. Det
er virkelig fint at ligge her og det er virkelig rart    
at du ligger der. Med dit hoved gravet ind mellem
min skulder og hals og det kilder næsten når du ån
der ud. Jeg kan høre dit åndedrat tydeligt og  det ly
der roligt. Bekvemt. Beroligende. Jeg ved ikke hvor
længe vi kan ligge fint her i stilheden. Du vågner    
nok om lidt og går ud for at tisse og så er det ikke  
det samme som lige nu, ellers ringer det sikkert på
døren, ellers begynder jeg sikkert at blive sulten ind
en for en times tid. Det er bare ærgerligt når det er  
så fint at ligge lige her og det er så rart at du ligger  

lige der.
llcb Aug 2016
Du står og spiller smart og jeg ved ikke, hvad der sker, fordi der sker jo ikke noget, og alligevel, så synes jeg at du kigger anderledes på mig nu end for lidt tid siden. Og som du drikker mine øl, bliver dine øjne mere og mere limede til mine og det forstår jeg jo heller ikke, fordi du kan da ikke lide mig kan du vel ? Vi havde *** sidste weekend hvor jeg åbnede mig og du åbnede vinduet, så jeg tænkte bare at mørket fik lyset til at falde godt på mine læber og papvinen fik os til at falde godt på sengen, og jeg er jo også bange for selv at falde, det er så let når jeg kan dufte din perfume helt herover og jeg er bange for at miste mig selv undervejs, som når du tysser på mig når vi kysser, men allermest er jeg bange for at miste dig. Jeg er virkelig angst for at miste dig.
llcb Aug 2017
Hvad er balladen med os? Du kysser min skulder og fortæller mig historier. Jeg åbnede mig op og du åbnede vinduet, og nu leger vores forelskelse gemmelege imens folk leder. Den gemmer sig så godt, at jeg næsten ikke engang selv kan finde den.
Og jeg er virkelig bange for at ødelægge noget. Så bange for en forkert afslutning at jeg undgår en start.

Men du kigger på mig mens du smiler til mig, og jeg kan jo næsten ikke undgå at rives med. Du kalder mig trods alt askepot når vi spiller kævle med min gummisko, og efter et par øl og nogle kys så er de grå foretorve uendelige parader og de nedslidte lyskryds bliver oplyste fyrværkerier, og en tilfældig aften bliver til et eventyr.
Laura Amstutz May 2019
vi snakkede i kulden
til mine tanker frøs
jeg åbnede vinduet og bildte mig selv ind
at en sol ophedede mine knogler
nu er jeg kun mineraler
fodrer ensomme celler
du hang i mine øjnes inderlåg
så jeg blev træt
men aldrig af dig
huskede dig på at min krop ikke er dit hjem
men at du er en gæst
Laura Amstutz Mar 2021
jeg lægger krop til den mose der vokser ud af sandet som er dig
og jeg bliver overkrop i dette lille ***
og du bliver en indsunken sødme som jeg indtager
gennem kirtlerne der findes på begge sider af mit bryst
og jeg ligger i ske med varmen, der sniger sig ind under vinduet
og beundrer solen, smagfuld, som den tør vise sig her
Laura Amstutz Mar 2021
der sidder en kalv på min altan
jeg beskuer den gennem vinduet
fra dette lille ***
og jeg er for lille til at være her
men der er plads nok til en kalv
så jeg lukker døren op
Marie-Amalie Nov 2016
Det gør ondt i maven
Fortvivlensen kan mærkes
Her kan fornuften ikke nå
Vi kører hurtigt
Ud af vinduet forsvinder verden langsomt
Her sidder vi
samlet i et ***
på vej mod hvad?
Vi ved det ikke
Men de andre er ikke nervøse
de sidder i ders egen verden
deres verden af pixels og radiobølger
hver og én

Men ikke mig
som den eneste er jeg her
men som den eneste
er jeg uden for ufællesskabet

Hvad var der før?
Hvad kommer der?

Intet er det samme
Lettere
men ikke bedre
ikke lykkeligere

Det er sandt
vi har hele natten
men natten er ikke det samme
for den er oplyst
af det blå lys
det blå lys, der trænger ind alle steder.

— The End —