Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Fuglene flyver kun fordi de brændes nedefra.
Og vi er teenagetragedier der sucker for elendighed.
Vi griber efter pigtråden og blodet minder os om dig.
"Jeg smager af galakser" sagde du, men bed mig.
Vores hænder stiger febrilsk fra undergrundens hjertetåge.
Ingen ser og ingen rækker deres hånd i frygt for afhængighed.
For blå øjne er farlige.
Det var sådan et drag at se dig.
Dyrke aliensex i mørket med mine fjender,
drikke kaffe med mine dæmoner, og selv dér var du rødvinssmuk.
Vodkaen smager af ensomhed.
På jagt efter den perfekte choker . På perfekt
I mine endeløse flugt fra det ordinære. Måske man skulle passe ind?
Men separatismen sidder i mine kindben.
Autistisk-sukkende strømmer blodet i mine smerteknuste vener.
Søgende efter varme, men med et nul graders hjerte der kun pumper anakroniske ****, kan man ikke flyve.
Laura Amstutz May 2019
kommoden i hjørnet er begyndt at fortælle mig
mine tankestrømme er for støjende
for stærkt groende op ad de kølige
vægge i symbiose med radiatorens
lunkne ånde det er som om
dit ansigt er begyndt at fortælle mig
det ikke vil huskes
som om det skrumper sammen
til syv forskellige malerier
alle af forskellige kunstnere
alle lige forvirrende men blidt nuanceret
til min smag det er som om
vandfarven er begyndt at fortælle mig
jeg er dens favorit
som et rindende slør lægger den sig henover lærredet
som dine øjne jeg godt så holdt øje
med mig da jeg sank
ned i eftertænksomhedens bæk
det er som om ordene er begyndt at fortælle mig
din tilstedeværelse smager af brombær
og orange kridt
jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu
- digte om onsdage
endnu en aften
hvor jeg smager af billig ***** og stjålent vin
du siger månen græder, fordi cirkler kun findes i helvede
jeg genkender dine ord,
der knaser som grus under dine sko
jeg tror ikke på tårer
så vis mig dine arme,
der ligner lydløse pigeskrig
vis mig din digtsamling, du gemmer
under beskidte negle
jeg har blå mærker langs min rygsøjle,
og når jeg tænker på dig
giver det hele mening
derfor ved jeg, du tog fejl den nat,
hvor du sagde, at cirkler kun findes i helvede,
for der er jeg først om 4 dage
og alligevel
lever jeg
cirkulært
- digte om alt det, der skete dengang
og hver gang jeg ønsker,
ser jeg omridset af dit ansigt
og føler din månehvide hud
mod mine ribben
jeg tænder en til cigaret,
men
nu kan jeg mærke mine lunger
smager af kirsebær, ligesom
den aften, du sagde, jeg var
smuk med en varm ånde og
bløde læber, der nu er kreeret
på ny; blå mærker og hende er,
hvad jeg ser, når jeg ser på dig,
men
heldigvis ses vi sjældent og derfor
ridser det i mine knogler
knager i min hjerne
at jeg stadigvæk ser dig for mig
ydmygelsen tynger mig i gulvet
duften af svaghed
og duften er magen til den
vaskepulver, du brugte dengang
men
hvad ved jeg også om det nu
- digte om alt det, der skete dengang
Laura Jan 2015
følelsen,
af alt det jeg vil sige,
som ligger lige på spidsen,
af tungen,
i munden,
men jeg spytter ikke,
jeg sluger,
selvom,
du ikke fortjener det,
du fortjener mig,
ikke

ikke længere,
dit sæd, der skal sluges,
men mit had,
mine tanker,
mine følelser,
mine ord,
mig selv,
der skal gemmes væk, glemmes væk, sluges,
det gør ondt hele vejen ned,
som det ikke forsvinder,
men ligger,
på bunden,
og venter,
på den dag, hvor det smager så grimt, at jeg brækker mig
jeg håber jeg brækker mig udover dig
han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere
- digte om onsdage
dine ord visner hurtigere end mine planter,
men jeg glemmer også at vande dem,
ligesom jeg glemmer at svare på dine sms'er
jeg har så mange ting, jeg skal nå
alligevel bladrer jeg mine fingre til blods i skarpt papir
deres stemmer bevæger  sig ud i ikke-eksisterende stilhed,
de råber så højt, at
jeg ikke kan høre dem
så jeg hvisker digte op, jeg så
længe har skjult yderst i mine fingerspidser,
men jeg hvisker så højt, at
du ikke kan høre dem
og nu er jeg endelig begyndt at
vande mine planter,
men de smager stadig tørt
- elektriske silhuetter og rød læbestift
Anna Jan 2017
med spids mund skærer *** små skiver af sure citroner
hælder en håndfuld af dem i et højt glas
og sipper let til hendes vand
"jeg synes bare det smager friskt," siger *** galant og *** trommer med fingrene på bordpladen, nipper til en müslibar
bilder sig selv ind at den intetsigende vand, smager godt
en iskold dåsecola med et sugerør er i den grad fortrukket
og en kebab med ekstra dress til at mætte sulten
men ikke mere
for det er altså nu
det er nu *** skal vise slanke, lange ben og enn fast røv
slentre ned af gangene, trække blikke
vide at mens drengene vil have hende
vil pigerne bare være hende
det er nu *** skal trække let på skuldrene og sige "jeg har bare højt stofskifte" når veninderne ivrigt spørger og spørger hvordan har du en så flot krop?
det er nu at der altid er cigaretter og stimerol i tasken,
for det der kan ryges, tygges og spyttes ud kan aldrig ende på lårene
det er altså nu at et bad om onsdagen
ikke er lig med et bad af tårer
det er nu at fremmede 1g piger på instagram
vil anmode om at følge hende for at se hvem pigen fra 3g det er, som drengene synes er så lækker
det er nu, siger *** til sig selv, og løber lidt mere på løbebåndet
lige nu
for i hendes øjne
er der langt fra kebab og cola
til skønhed og lange ben
og der skal ske noget
og det skal være *lige nu
første post i 2017, lidt sørgelig men god at tygge på
og når du står
nøgen i dørkarmen
med røde roser
langs rygraden
og blå øjne
limet fast til din
nethinde
så vil jeg fortælle dig
historien bag
alle de her
ligegyldige
skriverier
for jeg skriver kun
fordi din mund
smager af slik
og dine øjne
ligner blå digte
som skrives bedst
på gule morgener
hvor jeg ikke ved
hvilken dag
det egentligt er
- digte om det, der aldrig skete
du smager af våde blade fra grønne træer,
og dine øjne skinner som din mors ældste smykke
blomster klæder dit hår
og når du siger mit navn, gror der universer omkring mine ribben
du sagde sætninger, man kun hører på film
"det regner oftest i takt med tunge tårer"
flød ud af din mund på lange mandage,
og da jeg kom hjem navngav jeg min nyeste digtsamling det samme
jeg tænker på dig, når jeg ser på himlen, og når den en dag forsvinder, gør du måske også
llcb Nov 2014
Jeg må da være den værste datter af alle døtre


Jeg lod ham sidde der
mutters alene
Et ovalt bord og en lun lasagne foran sig
En rank ryg iført en perfekt strøget blå skjorte
Og han var så skuffet
ked af det
grædefærdig

Fordi jeg var egoistisk - sagde han
og han var hensynsløs - sagde jeg

Og nu er alt bare så trist

Trist af alt, var synet af ham alene ved bordet
Det ovale bord
Hvor han stirrede ind i væggen istedet for på mig
Egoistiske jeg, mig men aldrig dig

Ikke en lyd spillede for at opmundre ham
Ikke andet end gaflen som tilsidst ramte den tomme tallerken
som nok forundre og dundre frem for at opmundre

Egoisme er min alkoholisme af individualisme
men denne samvittighed smager af likør midt på dagen


Han er måske den værste far af alle fædre
men jeg må da være den værste datter af alle døtre
sara p Feb 2015
de to små streger skriger
i mine øjne
havde jeg været forsigtig,
taget hvert skridt på æggeskaller og
tænkt lange tanker,
ville jeg løbe videre ubekymret
i dette sekund og
danse i nattens lys

men nu
nu, har jeg solens stråler
i maven
det smager bittert
som om det ikke passer ind

de lyseblå dråber fra mine øjne
er krystalklare
de skærer i mit sind og
hvisker hvad jeg skal gøre

de hvide vægge er kolde
jeg ser min sorte pedicure og
nu matcher den farven indeni
jeg burde være tom

men
jeg fortsætter i ungdommens
lange baner
jeg tegner blomster på blankt
papir og
jeg smiler samtidig
digt til en dansk opgave om abort
Frederik B Apr 2014
men ekkoer af stilhed raser når jeg kigger mod vindueskarmen.
lagnerne er krusede, men aftrykkene efter dig er her stadig. derfor har de sidste nætter været på de splintrede gulvbrædder, hvor du engang stod. dig. i fulde figur.

selv min morgenkaffe smager af dig, men jeg savner den bitre smag, så vil du ikke nok           ?

*f.b
anna charlotte Feb 2015
hvor ville det dog være dejligt hvis ***** smagte af æblejuice
så jeg kunne drikke det rent, hver morgen for at glemme
alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

hvor ville det dog være dejligt hvis rom smagte af 7 up
så jeg kunne drikke det rent, til hver frokost for at blive fri
fra alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

hvor ville det dog være dejligt hvis whisky smagte af lemonade
så jeg kunne drikke det rent, hver aften for at dulme smerten
der følger med alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

så hvor er det dog dejligt når hvidvin smager af glæde
så jeg kan drikke det rent, hver nat for at glemme
alle de ting jeg sagde og gjorde forkert
AnnaStorm Dec 2014
Hvor er jeg alene med mine øjeblikke
Som jeg sidder her fyldt op med dem
Det kradser af dig i min hals
Men jeg kan ikke hoste nu
Hvor er jeg ene om at kende de ord
Hoste dem op og gengive dem
I mit øre er der stille som dødt vand
Men halsen er forlængst stoppet til
Jeg kan ikke tale, ikke fortælle
Og til hvem skulle jeg det
Som om øjeblikkene stoppede da du forsvandt
Jeg smager på dine mørke øjne
Og holder om dine ord til de sidder fast på min hånd
Klistrer som din stemme på mine læber
Min mund er tør
For du har taget det hele
Nikoline Apr 2015
jeg har haft nok åbne sår til at
tømme min krop
for blod
men mit hjerte forlanger, at
rød væske
flyder i mine
vener
så jeg tømmer endnu en flaske rødvin
fordi jeg lytter altid til mit
hjerte
og den fjerde flaske rødvin
smager bedre end tanken
om dig
sammen med en
anden
andenrangs poet Oct 2014
du bad mig om at vente her
på hjørnet af frederiksberg allé
mens du gik den modsatte vej
og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl
men alligevel
tog du mine hænder og sagde at jeg bare
skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder
stadig på mine frost kolde læber
jeg har ventet i en menneskealder og
jeg har set en verden af københavn som ellers
bare ville have passeret mine øjne som små
ubetydelige skygger
vejret har skiftet mere end før
og jeg ligner mest af alt en der har gået sit
livs walk of shame
for jeg er stadig klædt i den sorte kjole
og de små sko med hæl som du forærede
mig dengang
læbestiften er intakt endnu
og jeg smager af daggamle cigaretter
og whisky
og luften blandes af duften af
chanel og vores søde minder
den københavnske vinter slider ikke
så meget på mit sind når jeg tænker på det
og mine følelser smelter
jeg kan nok godt vente fem minutter endnu
men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og
du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom
du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede
mig (for sidste gang)
Mariee Feb 2016
Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi.
Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget.

Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker.
Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.
Nanna Gregersen Sep 2014
Dit navn smager af efterår, og dine læber udstråler sommer
Din glød viser forår, mens dit hår er formet som vinter

Dine øjenvipper mod min kind er august, og dine fingerspidser er februar
Dine fregner er juni og dine øjne er klart oktober

Dine blodårer er marts, men dit hjerte er maj
Din hud er januar, og dit smil er juli og de lidt for tydelige kraveben er da helt sikkert april
Linjerne i dine hænder er september, og de sorte rander om øjnene minder mig om november

og nu forstår du vel, at jeg ikke kan svare på, hvilken af månederne der er min yndlings.
I mine årer pumper
Kemiske stoffer
Fornuftig som jeg er
Betaler jeg ej selv
Jeg snører min kære
Moder
Til at lade
Kemiske stoffer
Pumpe rundt i mit
blod
Jeg har danset natten
Ud
For der er kemiske
Stoffer
Pumpende i mit
Blod
Det var hvidere end
Det typiske
Bartoilet
Snuden længere ned
Hovedet tilbage
Ah
Det svier
Sitrer
Smager af
Pis
Jeg har kemiske stoffer inde
I mig.
snotsniffende, tallerkenøjnet, distræt og bankelam
AnnaStorm Jan 2015
Skovene minder mig om frodigt eventyr
En eksotisk og frafalden tilværelse
Et sted vi blot besøger sjældent
Henlagt for sig selv
Jeg hører til i bladene
Smager på jorden
Men forlader den tomme verden
Når mørket gør træerne sorte
igen i dag er en af de dage
hvor jeg ser dig i alt.
du er i mit sengetøj, det som ikke er blevet skiftet, siden den dag du var her.
du er i min saftevand, det som jeg ikke har drukket, siden den dag du forlod mig.

det er snart tre uger siden
og du er stadig ikke forsvundet.
du er i mine venner, de mennesker som jeg skal se hver dag de næste to og et halvt år.
du er i min Roskildebillet, med hende som jeg ikke skulle bekymre mig om, i det forpulede telt som kommer til at dufte af dig og ***.

du er over det hele
uden egentlig at være her
og den her Ribena saftevand
den smager ikke som den plejer.
ungdomspoet Jan 2016
kysset på min kind fryser min krop til is
og dine sukkersøde undskyldninger smager
lidt af gamle minder som jeg forlængst har
begravet i den kolde vinterjord men du bliver
ved med at så nye frø, selvom jeg siger til dig
at det er for sent og jorden er død og kold nu
her kan ingen kærlighed blomstre
dengang det var sommer i mit sind og jeg
bad dig hjælpe med at plante røde roser
havde du travlt med at stikke mig med tornene
og jeg blødte i hvad der føltes som en uendelighed
jeg har stadig synlige ar overalt på min krop
så nu når du endelig dufter min rosenhave
og siger at det burde have været dig og mig forevigt
kan jeg ikke andet end at fnise og kigge på dig
med mine store grønne øjne og fortælle dig at nu
er det alt for sent for jeg har allerede givet mine
roser til en anden
llcb Nov 2018
Jeg glemmer den cigaret jeg suger på og skraber ned til filteret så cigaretten smager af pap. ikke tobak. Pap. rester. Resterne og gaden, der svinger omkring mine hofter i vind og nattelys mens jeg står med mine rester. Resterende. Ligesom jeg selv er rester.
nana nilsson Dec 2018
Han
Han bærer hvidvinskysset læber og milde øjne
Han forsømmer det hyldede og sympatiserer med det i midten
Han taler i velkendte melodier og titler på mine næste digte
Han har meget på hjerte og alkohol i blodet
Han maler billeder på nethinden og somme tider sig selv op i et hjørne
Han finder trøst i døden og forståelse i mig
Han smager af alt hvad der skal komme
og fortæller som han er alt hvad der har været

— The End —