Nha Trang, Vietnam, 1972

Darkened portal. Room of shadows. A haze of ***.
Hard vision of *** and combat. Mixed up. Dream.
Young girl smiles outside a Nha Trang bordello.
Smile of innocence in a land of evil. Unreal.
Whose need rejects this process? Transaction of lust.
She removes her *ao dai like lifting fog. Naked.
Mortars fall as we writhe. Danger is my business.
Harder and faster like a rocket barrage. Deep.
Kick of a 12 gauge pump. Flesh explosions.
****** ***** out your breath. So does this.
War and *******. Extinction and lust. The same.
****** a moment from the blood and tears.
All is burning. Cling to any possible refuge.
     Bound together in this instant of life;
     Completing ourselves in this world of death.

Google someone
on the Good Internet
it could make you smile.

Like your shy neighbor
the one who doesn’t talk much
not a lot of eye contact
at the mailbox
the one who practices his violin
at the oddest hours.
Google him and you discover

he has a glass eye
result of his heroism
in the Na Trang Valley Massacre in Nam

he has an M.A. degree in divinity

his wife and children died in a housefire
when he was away on a business trip
some years ago

and all you can do
in your shameful paranoid way
is google him
to find the dirt

but there isn’t any
and you wish
there was something
sweet about you
on the Good internet.

dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles

langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,

og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,

Endorfiner pumper gennem mit blod for hvert
like post follow
Undskylder og gemmer min trang
like post follow
Wi-Fi er priotet No. 1

Impulsive depressive symptomer uden mit platoniske sociale netværk
Rastløs uden
Føler mig glemt når jeg ikke har været levende i flere dage

Tager  på lange trips
Behøver ikke politikens rejseguide
Verden er så nem og ligetil derinde

Har prøvet rehab
Holdte kun til de værste abstinenser gav mig wi-fi
Er jeg afhængig eller bare et produkt af min tid?

du som er dig og hvordan du til mig, ser andet end dit. jeg ser stykker af dine påfaldende øjne, som taler perfekt. Væk er altid det sted, og dine sarkastiske selvglade trang til at elske nuet. Sidder et ligegyldigt sted, tænker på dejlige bemærkninger, lytter  vi sammen? Alt rives op, mens du var ond. Men 1000 **** når ikke at ramme.

åh hvor er du afhængig
af den forbandede nikotin
du kan jo ikke give slip
du kan jo ikke vælge
han er din e-cigaret
en midlertidig løsning
mod en konstant trang
du savner dine cigaretter
men de er jo bare så skadelige
de er jo bare så fandens farlige
du tager en cigaret
mellem dine læber tændes den
du inhalerer ikke
du sidder bare med den
til den går ud
så finder du din e-cigaret frem igen
og suger indtil dine lunger kaster op
for så virker cigaretterne knap så fristende
så er trangen knap så stor

(f.b)

smagen af cigaretter minder mig om dig
jeg tumler rundt i et mørke af savn,
imens stjernerne lokker mig ud i natten
en blanding af mørkeræd og trang
til at glemme
jeg drukner i et hav af hvide lagner
som er som sne, uden dig
forsøger
at glemme tanken om
at du ikke er her hos
mig
i nat
lader musikken bære min tristhed
når jeg lyser min telefon op,
men dit navn er der ikke på displayet,
så jeg
sipper endnu en tår fra rødvinsglasset
og beder til at du også
tænker på mig
i nat

Jeg ryger på grund af dig. Jeg røg første gang med dig, og nu, hver gang jeg mærker mit luftrør opsluges af smagen, så mindes jeg dine kys mellem min kæbe og øre og din lave lykkelige snak om fremtidsoplevelser og din barndom og din trang til grapefrugt og kaffe om morgenen og dit blik når du tænkte for dig selv. Og siden du ikke kysser mig længere, så må jeg bare holde mig til at kysse mine usle blå kings og føle at du sidder ved min side og holder mig på knæet mens du kigger fint udover stationen.

Two men with smooth shaven heads.

One in khaki shirt and trousers the other in saffron robes

sit silently side by side.

Content to absorb the passing scene.

The legato flow of the complex multi-tones between light

yellows and dark green.

The staccato of the village houses.

The sudden bursts of temple brass.

The gentle rhythm of the small gray clouds.

For them a fulfilling silent symphony of a peaceful world.


But noise there is from within the bus.

From a small flickering screen

An intrusive manic percussion drives itself into full volume

Is spent and them in no time at all is awake again for fresh madness.

as it backs the metallic rattle of automatic fire.

The squealing of tortured tyres.

The throaty challenges of combatant cars.

The crescendos of blasts, tearing metal and shattered glass.

The male voices keep up their roars of victory and despair.

The females, their screams of pain and anguish.

For some a purging cacophony of a violent world.


Ranong to Trang. Thailand.     Dec. 2011