"steder" poems - Hello Poetry

Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op. Jeg er blevet weekendnarkoman, og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig. Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt. Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det. For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt. Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil, Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have. Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl, Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker, Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig. Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm. Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv - over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker. Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen. For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke. Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme. Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også. Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne. Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig, Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim, Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.

0

Mar 13, 2016

Mar 13, 2016 at 12:44 PM UTC

holkenfeldt

For evigt for mange

Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op. Jeg er blevet weekendnarkoman, og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig. Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt. Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det. For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt. Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil, Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have. Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl, Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker, Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig. Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm. Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv - over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker. Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen. For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke. Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme. Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også. Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne. Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig, Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim, Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.