Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Playing her parchment moon
Precosia comes
along a watery path of laurels and crystal lights.
The starless silence, fleeing
from her rhythmic tambourine,
falls where the sea whips and sings,
his night filled with silvery swarms.
High atop the mountain peaks
the sentinels are weeping;
they guard the tall white towers
of the English consulate.
And gypsies of the water
for their pleasure *****
little castles of conch shells
and arbors of greening pine.

Playing her parchment moon
Precosia comes.
The wind sees her and rises,
the wind that never slumbers.
Naked Saint Christopher swells,
watching the girl as he plays
with tongues of celestial bells
on an invisible bagpipe.

Gypsy, let me lift your skift
and have a look at you.
Open in my ancient fingers
the blue rose of your womb.

Precosia throws the tambourine
and runs away in terror.
But the virile wind pursues her
with his breahing and burning sword.

The sea darkens and roars,
while the olive trees turn pale.
The flutes of darkness sound,
and a muted gong of the snow.

Precosia, run, Precosia!
Of the green wind will catch you!
Precosia, run, Precosia!
And look how fast he comes!
A satyr of low-born stars
with their long and glistening tongues.

Precosia, filled with fear
now makes her way to that house
beyond the tall green pines
where the English consul lives.

Alarmed by the anguished cries,
three riflemen come running,
their black capes tightly drawn,
and berets down over their brow.

The Englishman gives the gypsy
a glass of tepid milk
and a shot of Holland gin
which Precosia does not drink.

And while she tells them, weeping,
of her strange adventure,
the wind furiously gnashes
against the slate roof tiles.
et stævnemøde mellem det mulige og det umulige
90'er lyrikken og romantikkens nationalistiske digte
vi kan (først) grine når vi bliver gamle
udskyd det nødvendige, det gode

absolutistisk kommunikation
siger ord mere end tanker? siger tanker mere end handlinger?
to mennesker, der taler på skift
dialog-løst, kontaktløst
mindretals-mobning
moralsk udhulning
jeg vil tale om frosne ærter, om silkebånd, om stjerneskud og om biller

så kompliceret at det er simpelt;
så simpelt at det er kompliceret
et modsvar fanges i halsen, synkes smertefuldt; langsomt
selviscenesættelsens signalværdi
generationens forbandelse
et fyrværkeri af diversitet
livet vælter os ikke
agtværdig trodsighed
store ord og globalisering og konkurrencedygtighed og individualisme
digitalisering af menneskeligheden
fængslende frihed
pixelleret lydighed
Laura Amstutz Jan 2019
Rummeligheden oser mellem væggene i dit hjem
Imens familiære søvnige melodier undslipper munde
Toner indpakket i bobler baner sig vej gennem brystets dyb, runger og spadserer ud gennem tungens fastlagte rute

I takt til morgenfriske Beethovenlyttende mænd kravler søvnrester på skift ud af vanddrænede kroge
Baner sig vej mod møre fingre
Og havner dernæst på foranliggende aviser
Endnu engang omhandlende jorden og dens utallige affærer med fjenden
Måske det havner på gulvet så det kan trædes på
Måske det havner på stolen så det kan siddes på
Uanede mængder søvnrester knuses under ballernes velvære og tyngde, som var det ulovligt at savne bløde sengelinneder

Kroppe kæmper sig standhaftigt op på ømme fødder
Størkner i lodret position
Vipper hovedets ydmyge vinkel ud af takt
Pudens smertetærskel har vokset sig større end nakkens
Mærker blæren presse på som var det en fødsel
Som ville kroppen tvinge al udmattelse ud af ren desperation om
At få tømt urinsække

Nyder undslippelsen kan nu
Sidde på stolen, knuse søvn, begynde opstandelsen på ny som en marionetdukke
Husker på ikke at være en glemsom sjæl
Glemmer trods alt ikke at hive i egne snore

— The End —