*** TAGER TIL FESTER ALENE.
SKRIVER AT *** ELSKER DIG INDEN *** TAGER AFSTED, MEN SVARER IKKE NÅR DU SKRIVER, AT DU ELSKER HENDE TILBAGE.
DU HØRER IKKE FRA HENDE FØR OM MORGENEN, HVOR *** ER PÅ VEJ HJEM FRA BYEN. ALENE. *** TRÆNGER TIL SELSKAB, MEN INGEN TAGER DEN NÅR *** RINGER.
KUN DU.
FOR DU HAR LAGT SØVNLØS OG VENTET PÅ DET OPKALD. FOR DET BETYDER NOGET FOR DIG. MEN IKKE FOR HENDE.
*** SIGER DET ER DUMT OG AT DU SKAL HOLDE DIN KÆFT. DU BLIVER TAVS FOR EN STUND OG PLUDSELIG ER *** TRÆT AF AT DU ALDRIG SIGER NOGET.

*f.b

Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.

*** sang med på sange *** ikke kendte. Hendes mor sagde det var, fordi *** følte sig godt tilpas i mit selskab. Jeg børstede hendes krøllede hår igennem, for derefter at affarve det orange. Senere ødelagde *** hendes puder med sit blå-smittende hår. Du er min inspiration, du er den lyskæde på min hylde, som du engang fortalte mig om. Dine ord er smukke, meget smukkere end mine, men jeg gør hvad jeg kan, for det har du lært mig at gøre siden 11-års-alderen.

det kan mærkes i maven og hjertet
det gør ondt som bare fanden
det kommer i jag og forsvinder langsomt
denne tomme følelse af noget
der burde være der men ikke er
denne tomme følelse af savn
til noget man ikke kan sætte en finger på
savn af selskab, savn af kram,
savn af nogen der mærker på min sjæl
savner ikke den overfladiske socialisation
hvor jeg pænt sidder og lytter
for sådan er jeg opdraget
”bla bla bla, mine problemer bla bla bla,
men hvordan har du det egentlig, Maria?”
min svar er altid ”det har jeg ikke tænkt over”
for det har jeg ikke, det er ikke en løgn
har travlt med at få styr på alt det lort
som folk bliver ved med at læsse af på mig
alle deres problemer med boligselskaber,
mennesker de ikke kan lide, pengeproblemer,
drengeproblemer, arbejdsproblemer,
skoleproblemer, venneproblemer
jeg er træt
og det er først når jeg er alene
at jeg kan mærke hvordan jeg har det
mærke mig selv og mærke ensomheden
mærke min sjæl  
og den skræmmer mig
jeg ved ikke hvem jeg skal sige det til
eller hvordan jeg skal forklare det
”hej, jeg har det ad helvede til,
der er en klump af kaos, ensomhed og
noget andet ubeskriveligt der trykker
inde i min mave”
for hvad ville folk ikke tænke
Maria er altid glad, *** vil altid lytte
*** smiler frejdigt og laver hendes ting
men sådan er jeg slet ikke
jeg er i stykker

*(Marolle)

Savner dig på savner dig på savn. Umiddelbar kliché for det blotte øje.
Det der overgår klichén er ægte hvisker jeg til os. Minder os om. Venskab kan ikke ses med det blotte øje. Kun med mikroskopøjne. Vi har mikroskopøjne. Savner dig ******* savner dig. Venskabet er blevet langdistance. Fem kilometer. Udgør det ikke som lyskryds og myldretid. Det andre cyklister er vores største trussel. Men jeg er din cykelhjem. HUSKER DU. Du er min cykelhjelm. Hjemme i dit selskab. Siger farvel med udsigt til savner dig ******* savner dig .

jeg behersker ikke kunsten at læse noder.
min stemme når heller ikke ligefrem 4 oktaver.
mine fingre er ej heller velegnet til andet end tasterne på min iphone,
men de længes stadig efter at flette sig ind i dine, mens mine ører søger lyden af din stemme som der nærmest syngende taler til mig, og får mit hjerte til at banke en smule hurtigere.
men kun en smule.
og dine læber,
åh dine læber
de læber der planter små, lystne kys mod mine
ja, dem ville jeg ikke have noget imod at få selskab af
jeg påstår ikke at kunne forstå din snak om a-mol
og hvis du snakker om en g-nøgle
ser jeg måske forundret på dig og spørger, hvilken nøgle
jeg har aldrig været særlig god til musikalske ord og begreber
men jeg lover dig, jeg vil lytte til dig og din syngende stemme hele natten
hvis du lover mig, jeg får lov

nyt musik. nyvasket hår. efterår. klistermærker, chokoladepapir og finurligheder postet i min bog. sene aftener i selskab med musik og madlavning. afleveringer der er lavet til tiden.  optimisme. den flotte lighter, dine kys. lakridste, minus lakrids (undskyld).
kysse til kl 04 om morgenen, le og derefter sove. velkendte hænder, men nu er de flettet ind i mine. nye serier, hvidløgsbrød og søndage uden stress. den gode kaffe om morgenen. den velfortjente bajer på kanalen om aftenen. dig.

Kære (…..)
Jeg har set at du sidder alene for dig selv, omgivet af venner.
Der er hverken mørkt eller lyst omkring dig.
Du sidder bare og kigger på, og observere dine omgivelser
Jeg sidder på den anden side i samme selskab som du.
Jeg er ligeså stille som du er, jeg siger hverken til eller fra på dette tidspunkt.
Vi kigger på hinanden men ikke på samme tid.
Jeg kan mærke at du tænker på noget, debatere du med dig selv?
Gør dine tanker også dig skør?
Jeg ved du ser jeg sidder alene for mig selv, omgivet af venner!.

skygger af sorte palmer
plettes til at toner fra sinatra
lytter ikke efter, men venter på
tomme beskeder
jeg har siddet på hug i min egen tåge
det er tåget
og jeg prøver at tegne poetiske stemninger
af aftener i selskab med mig

Tidsfordriv er lig med mit selskab
For dig
Er det jeg kan tilbyde
Et tidsfordriv
En dulmen til de nerver, behov
Du har
Alligevel mig
Hvornår end du lyster
For min egen lyst fordriver dig
Hvis ikke jeg er tidsfordriv