Du danser rundt i kroppen på mig, med en gentagende melankolsk klang.
Din krop er metrisk opbygget, bygget af sten - op. Et spareprojekt.
Jeg skulle have kysset dig længere. Holdt dig tæt ind.
Lad mig ikke gå alene i verden,
For du gør mig så gal
At mit indre bliver kvalmende og jeg græder
Jeg kan mærke dine følelser, selvom jeg ikke er dig.
Du, dig er kommaet for MIN død. Dræbt af en overdosis kærlighed, som var en envejs kærlighedaffære.
Jeg flæber og græder, indtil du stopper med at betale med kys pakket ind i stjålne følelser fra andre.

den måde sammensætningen af vokaler og konsonanter
flød
gled
smuttede
hen over dine læber
rev fat i mig så langt inde
at det næsten ikke kunne mærkes

du åbnede op til dine inderste blodårer
lige foran min trommehinde

verbalt
brutalt
genialt

du er en demo på mine tideligere dårlige idéer
du strejfer de hengemte tankepakker jeg ellers havde pakket så fint ind i blødt papir
og gemt langt, langt ned under min seng

og pludselig sidder du pakket ind i +5 dyner og burde egentlig ikke fryse, men der er så fandens koldt over det hele. laver flere liter te for at få det bedre men hælder kop efter kop ud i vasken, for bare lugten giver dig brækfornemmelser. modern family er ikke så sjovt længere og de eneste sange der får lov at spille færdigt er dem han linkede til dig. hans ******* musiksmag ramte plet hver gang. du kan ikke finde ud af om smerten mellem dine ribben er pga den halve flaske tequila du formådede at hælde ned i går eller om det bare skyldes de ord han sagde og hvor let han havde ved at droppe alt det han selv havde været med til at bygge op. du er ikke sikker på om han lagde mærke til dig da du løb gennem byen med en veninde i hånden og prøvede alt hvad du overhovedet kunne for ikke at lade ham se dig græde. du ved bare at lige nu gør det hele ondt og du tør ikke bevæge dig uden for din dør i frygt for at se dem sammen - han har jo tydeligvis ikke noget problem med at vise hende frem foran dig - end ikke på din egen fødselsdag. tillykke. du sidder i stedet i din dobbeltseng hvor jeres kroppe for første gang kolliderede. og du kan ikke slippe for det uanset hvad du gør. stryger tændstikker, for forhelvede, hvor ville det være let bare at lade det hele brænde væk.
du vil bare væk. jeg vil bare så gerne væk.

og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne
at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle
og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay
jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer
jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet
og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte

som et
blodskudt øje
inde i
øjets hule
varme tårer på kolde kinder
stive fingre i frostgrader som
en invitation
til at holde hænder eller
skrive krøllede breve på
pastelblåt papir
på en tankstation
med snefnug på sjælen
støvet følelse og
afbrudte tanker
hulrummet, der omringer
eksistensen
som et rystende holdt brev med kærlighedserklæringer
på koldt notespapir
skrøbeligt og nænsomt holdt i hånden i frygt for sammenkrølning
tanker om
solen, pakket ind bag
skylag af sod og
stress fra byerne
medicineret drøm
grønne øjne glimtende med
usagte intentioner
hallucinationer om
sommerens fuglesang og
væsener med
altomsluttende tanker i kontrast til deres
intetsigende øjne
i øjenhulerne
blodskudte

mennesker lukket grundet konstruktionsomstændigheder
som telefoner med 50% strøm
en tom bil i landevejsgrøften med ødelagte vinduer og
alle ens værste forestillinger pakket nydeligt sammen og
tapet inde i en
våd flyttepapkasse
omme på bagsæde;
kompakt og støvet og angstprovokerende
venter på at blive åbnet på den værst tænkelige dag
fotografier printet på bølgepap
garnnøgle-følelser, sammenrullet
den forskudte personlige relation
øjeblikket