hendes øjenlåg var farvelagte
hendes læber tøvede sjældent
ordene var limet fast tæt til hendes
månehvide hud, og *** smilte kun,
når ingen andre så det
for lykken var et sted, der gemte sig,
og kun viste sig, når ingen andre så på
hendes mor havde fortalt hende, at unge
kvinder som hende ofte endte ud som
sindssyge,  men *** tog det let, og trak
på skuldrene som man nu gør, når
ens ord bliver intetsigende

*** fortalte mig en hverdagsaften foran
københavns rådhus, at *** havde læst
for meget Charles Bukowski til at forelske
sig, og det var sådan en aften, jeg havde
lyst til at kysse de altsigende læber
det var sådan en aften, hvor københavn
hang fast i baggrunden
det var sådan en aften, hvor jeg opdagede,
hvor meget jeg kunne holde af et andet
menneske

Luften er tyk af tanker og løgne.
Foragt og fordærv
Det regner som syreregn
ætsende med depressioner og angst
der gør luften giftig og usigtbar.
Vores lunger giver op.
Lykkepiller flyder i grundvandet,
lammer al ægthed fra livet,
der ikke længere er noget værd.
En hel nation på stoffer,
der har glemt
-
skaderne er for store,
tilværelsen intetsigende.
Det er ligemeget.
Vi er høje på materialisme og transparent lykke.

Du smilte mens du skar i mine hænder. Dit blik frøs fast på min hornhinde. Det uskyldige blik, som var mere intetsigende end dine kærlighedserklæringer.
-
Du tog på djævlens skridt og bad efterfølgende om min forladelse. Jeg sniffede nogle baner og gav dig falske aggressioner.
-
Du forlod mig i et kunstigt scenarie. Hvor tårer kun var til, for at understrege de løgne, dine læber ikke var troværdige nok til at stå alene med.

*(f.b)

med spids mund skærer *** små skiver af sure citroner
hælder en håndfuld af dem i et højt glas
og sipper let til hendes vand
"jeg synes bare det smager friskt," siger *** galant og *** trommer med fingrene på bordpladen, nipper til en müslibar
bilder sig selv ind at den intetsigende vand, smager godt
en iskold dåsecola med et sugerør er i den grad fortrukket
og en kebab med ekstra dress til at mætte sulten
men ikke mere
for det er altså nu
det er nu *** skal vise slanke, lange ben og enn fast røv
slentre ned af gangene, trække blikke
vide at mens drengene vil have hende
vil pigerne bare være hende
det er nu *** skal trække let på skuldrene og sige "jeg har bare højt stofskifte" når veninderne ivrigt spørger og spørger hvordan har du en så flot krop?
det er nu at der altid er cigaretter og stimerol i tasken,
for det der kan ryges, tygges og spyttes ud kan aldrig ende på lårene
det er altså nu at et bad om onsdagen
ikke er lig med et bad af tårer
det er nu at fremmede 1g piger på instagram
vil anmode om at følge hende for at se hvem pigen fra 3g det er, som drengene synes er så lækker
det er nu, siger *** til sig selv, og løber lidt mere på løbebåndet
lige nu
for i hendes øjne
er der langt fra kebab og cola
til skønhed og lange ben
og der skal ske noget
og det skal være *lige nu

som et
blodskudt øje
inde i
øjets hule
varme tårer på kolde kinder
stive fingre i frostgrader som
en invitation
til at holde hænder eller
skrive krøllede breve på
pastelblåt papir
på en tankstation
med snefnug på sjælen
støvet følelse og
afbrudte tanker
hulrummet, der omringer
eksistensen
som et rystende holdt brev med kærlighedserklæringer
på koldt notespapir
skrøbeligt og nænsomt holdt i hånden i frygt for sammenkrølning
tanker om
solen, pakket ind bag
skylag af sod og
stress fra byerne
medicineret drøm
grønne øjne glimtende med
usagte intentioner
hallucinationer om
sommerens fuglesang og
væsener med
altomsluttende tanker i kontrast til deres
intetsigende øjne
i øjenhulerne
blodskudte

landskaber af følelser
bakker fulde af modvind, dale af nedture, søer af tårer

implicit diminutiv: årh, du er bare så sød (så naiv, så idealistisk, så stresset og letpåvirkelig)
årh, vi skal passe på dig (du kan ikke håndtere det, du er så følsom, du kan ikke lade være med at bryde sammen)
du er ikke modig, du er ikke impulsiv - disciplineret, intetsigende
gråzoner gennemploves, vi forveksles og sammenflettes i alles opfattelser

"du tænker for meget" "rolig nu" "årh, du kan jo aldrig tale en beslutning"

    al oprør virker formålsløst, ufrugtbart

JERES ORD ER VIRKELIGHEDSSKABENDE OG JEG SKRUMPER OG SKRUMPER OG SKRUMPER TIL JEG IKKE ER MERE END EN SOK OG ET GAB

hvad skal der til
for at vaske følelsen af
spøgelseseksistensen af sig?
hvad skal der til for
at føle sig menneskelig?
gøre sig til et menneske
uden spindelvæv af stilhed vævet om relationerne

svømme i tør venskabelighed
den fjerne omsorg
det er nemt at forveksle med tilpashed
sådan må man lære at leve med livet
og tage ingenting i stiv arm

den epokegørende intetsigende hverdag
uden at forhippe sig afsted
at ikke haste ikke snuble over hverdagens benspænd
at der ikke sker noget: g r o u n d b r e a k i n g
det er så banalt

hendes øjenlåg var farvelagte
hendes læber tøvede sjældent
ordene var limet fast tæt til hendes
månehvide hud, og *** smilte kun,
når ingen andre så det
for lykken var et sted, der gemte sig,
og kun viste sig, når ingen andre så på
hendes mor havde fortalt hende, at unge
kvinder som hende ofte endte ud som
sindssyge,  men *** tog det let, og trak
på skuldrene som man nu gør, når
ens ord bliver intetsigende

*** fortalte mig en hverdagsaften foran
københavns rådhus, at *** havde læst
for meget Charles Bukowski til at forelske
sig, og det var sådan en aften, jeg havde
lyst til at kysse de altsigende læber
det var sådan en aften, hvor københavn
hang fast i baggrunden
det var sådan en aften, hvor jeg opdagede,
hvor meget jeg kunne holde af et andet
menneske