Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Blå og gule kameler ryger tjære på mig.
Er immun, selvom røgen brænder i min mund, når du presser den ned med din tunge.

Mærker ikke noget i mave eller lunger, tænker på hænderne og ham der den anden.

Du euforiserer dig selv når du kysser mig, af hash og af kærlighed.
Jeg kan ikke sige nej når dine læber presser på,
men hjertet er et andet sted, hos ham den anden

Kamelerne forfølger mig, store plamager af nikotin på vægge, døre og veje
Og trangen til at gøre det forbi bliver stor.

Men hold kæft hvor jeg elsker
Det kick det giver mig at spille
På flere heste

Jeg er en player, en kamel luder og en euforiseret sucker
jeg købte gule tulipaner, der stod og åndede
frost, og lagde sig som  et tykt lag af dug mod
beskidte ruder
de var på tilbud i det lokale supermarked
vidste ikke længere, hvem jeg skulle forære
dem til, men det var rart at være i besiddelse
af noget, der var mere håbløst
end jeg selv
noget, der var skrøbeligere
end mit sind
så jeg satte dem ikke i vand, da jeg formede dem
ned i en transparent vase i køkkenruden
ventede på, de ville visne
dø af sult
ventede på de ville skille sig ad
dø af ensomhed
lovede mig selv at holde lige så længe
som dem
stoppede et par dage senere med at drømme,
og begyndte at lukke øjnene i,
når jeg krydsede veje
- digte om et papmachesind
Anna Jan 2017
jeg har babyhår men jeg har også store lår
og min første g-streng var rød
rød som menstruationen der piblede ned af lårbasserne
på min 13-års fødselsdag hvor vi fik lov til at drikke red bull
men mor stoppede mig ikke da jeg gik over for rødt på krystalgade
og jeg fik ikke set mig om før jeg blev ramt,
ramt af hjertesorger, tunge lunger og lette smøger
der blev proppet i kæften på mig som 14-årig fordi jeg havde drukket små gule
og senere var det stadig gult, og grumset også, da det hele kom op igen
men han sagde jo bare det var sodavand,
og jeg tror bestemt han bliver en flot mand,
så hvorfor skulle jeg benægte,
for hans hvide tænder får mig til at tænke på farvefest i 1g
hvor vi alle var klædt som hvide konfigizz og bællede gule øller
og endnu engang blev mine grønne stan smiths dækket til
af rød, grøn, blå
fordi jeg ville så gerne smage de små grønne også, for det glimtede grønt som en smagragd
hvilket minder mig om karl kristian ravn, der tyggede blåt tyggegummi og spyttede det ud, ligesom mit hjerte
og smøgerne blev der ikke sparet på
for bådsmandsstræde var beklædt af elever der sagde "lad mig gå klædt som jeg vil" men rullede med øjnene når piger fra ghg gik forbi med deres gucci og givenCHY -
by the way hvor er LOUIS? jeg tror han er gået kold
og hvorfor omtaler vi meget-fulde folk som gået kold når alkoholen tværtimod varmer
men det varmer ikke vores hjerter, for vi ved han ikke skriver tilbage senere
og han har nok trukket blondinen med
med hendes lilla'e gazelle sneaker,
selvom *** udemærket godt ved at han er en heartbreaker
så hvorfor går jeg med den orange læbestift
når jeg ved det ikke er på mode,
men hvad er mode, og hvorfor ka jeg ikke engang læse en node
for mine venner elsker pink, pink, PINK FLOYD
men jeg er så umusikalsk at jeg ikke engang kan finde ud af,
at FLØJT'
men jeg bider i det i mig, og bæller den sorte kaffe i mig,
skriver på instagram at min sjæl er lige så mørk som mit tøj
velvidende om at jeg hader at gå hjem i mørket
medmindre det er hjem til bertram mørk
men når jeg gør
sikrer jeg mig at der er grønt lys før jeg krydser vejen
grønt lys, grøn kost og grøn livsstil
for nu nægter jeg at bære rødt, rødt som blodet fra koen der nu er din hakkebøf
vent nu bare for satan på at det bliver grønt,
før du krydser vejen
Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg er immun over røgen fra de
Gule og blå kameler - selv når
Du presser dem ned med din tunge,
Og du fortæller mig hvor skøn du
Synes min kolde krop er.
Du euforiserer dig selv
med Hash fra Christiania.
Og lidt *** fra Vesterbro

Ingen ****** med mig, en københavner
Imens jeg dækker øjnene til, og
Svinger ud foran en bil på Blegdamsvej
Når jeg bander og svovler, over idioterne i
Deres benzinslugende miljøforurenende biler
Jeg cykler, hvor jeg vil - for cykelister
Har da førsteret, selv på Lyngbyvejen
En fredag aften.

Ingen ****** med mig, en københavner
Når jeg tager et sip af min lunkne Latte
Og læser min egen halvkvalmende poesi
Om mit efterårskolde kærlighedsliv
På en lille kaffebar uden WIFI på Nørrebro
For jeg er langt foran, på farten og lidt sejere end
De andre poetiske narcisister
Fra Nordjylland

Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg har skandinavisk gennemsigtig hud
Sjasket lyst hår, og fregner så mange at du
Bliver grøn af misundelse
For jeg er storbyens dronning
Så kan du bare fucke hjem til
Dit provinshul.
og når du står
nøgen i dørkarmen
med røde roser
langs rygraden
og blå øjne
limet fast til din
nethinde
så vil jeg fortælle dig
historien bag
alle de her
ligegyldige
skriverier
for jeg skriver kun
fordi din mund
smager af slik
og dine øjne
ligner blå digte
som skrives bedst
på gule morgener
hvor jeg ikke ved
hvilken dag
det egentligt er
- digte om det, der aldrig skete
Jeg vil så gerne kunne tro,
at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling,
tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv,
at jeg er ligeglad.
Men jeg er pisse utroværdig.
Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv.
Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden.
Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed.
Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger.
Et elastisk sind spændt til bristepunktet.
'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger.
Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv.
Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord.
Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker.
- Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.
Frederik B Jun 2014
.I mørket hvor hundene miaver og kattene gør

der vandrer en mand, og en kvinde i slør

siger intet, som kun generte tør

alting har ændret ingenting, så alt er som før

nattens gule øjne og dødbringende klør

de/den kradser sig gennem realiteten på en søvnig chauffør

Den nat beviser, at det kun er de hellige der dør.

*f.b
Dette kan læses forfra og bagfra. Gør det, der giver mest mening for dig.
Nora Morell Feb 2016
Tanker til tørre

Hvis jeg kunne, ville jeg vaske dig væk fra min hukommelse.
Omhyggeligt hænge dig til tørre et sikkert sted i min
underbevidstheds sfære. Med klemmer af ugyldig kærlighed.
Lade dig være en fjern og fremmed fornemmelse på lundefulde,
grå dage i Februar. Og måske - og ja, kun en sjælden gang imellem -  
hive dig frem i min bevidsthed, hvor jeg omsider vil sanse din    
metafysiske duft af lufttørret renhed og pakke min nøgne krop
ind i dine knasende tekstiler. Så vil jeg ligge i dig, med dig og på dig,
hele søndagen mens jeg svæver på et lagen af legende, let og listig lykke.
I en falsk rus af flydende og flygtig fuldendthed.

Hvis jeg altså kunne. Men jeg glemmer at glemme dig.
Du er den skrigende silhuet, fastbrændt på min nethinde.
I neon-pink og neon-gule farver,
der dukker op hver gang, jeg lukker øjnene i. Du er den hylende
lyd der hvor halsen bliver til øre. Og når natten nænsomt nærmer sig,
fylder du mit hoved. Du holder mig vågen i mine drømme.
Du vil ikke forlade mit sygeligt sammensatte sind.
Sat sammen som japansk origami.
Indviklet, viklet ind i de spor du har sat på min sjæl.
For du har rørt mig steder, jeg ikke troede jeg kunne røres.
Og ligegyldigt hvor meget jeg
skurer og skrubber, vil det aldrig blive rent.
Og det bliver aldrig det samme.

**Men tænk, hvis jeg altså kunne
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Marolle Oct 2015
biler kører stærkt forbi ude på Ringvejen
barn cykler rundt og råber på et fremmed sprog
flere biler kører forbi
computertasterne siger de velkendte klik’s, når jeg skriver dette
barnet cykler frem og tilbage
jeg kan høre cykelhjulets tikken
der bremses hård op på cyklen
en motorcykel i det fjerne gasser op
og en bil kører forbi ude ved blokkens gade
et andet barn i det fjerne råber: ”Papa, papa…”
der er fuglesang af fuglearter jeg ikke kender
og efterårsvinden suser i de gule trækroner
der er fodtrin nedenfor mit vindue
tunge skridt der bliver slæbt hen ad jorden
trafikken står aldrig stille
der vil altid være lyde at høre

*(Marolle)
Anna May 2016
kombinationen af smuk solnedgang i maj og vind i håret, mens jeg cykler. vågne op til solskin og kaffe, morgensmøg på bådsmandsstræde. tilfredsstillende tanker om ros og sommerferie. rene sko, at have lejligheden for mig selv hele ugen. apple høretelefoner der runger så højt med god musik, så højt at jeg ik ænser trafikken. blå camel, men også gule. iste. lange negle og gigantiske øreringe. følelsen af barberet ben, følelsen af rene lagner. venner der griner så meget de ikke kan trække vejret. at vende hjem kl 04.33 med kebab i hånden.
og at vågne op rigtig glad efter en god aften.
jeg takker kun ja
ungdomspoet Nov 2014
den kolde luft river i mit ansigt
de farverige blade danser rundt om mine fødder som ildens stråler
jeg træder forkert, for jeg kan ikke danse i det tempo
har aldrig lært at danse to og to
jeg brænder mig
prøver desperat at slukke flammen
men den æder mig og min letantændelige krop op
jeg ender som det fineste sorte aske
efterårsvinden kommer susende forbi
og puster mig stille væk
så nu var det som om at jeg aldrig var faldet over
ildens lange ben og skubbet af den kolde luft
det var som om at jeg aldrig havde danset
det var som om mine dådyrøjne aldrig havde kigget i dine blå
det var som om at du aldrig havde forført mig mens de gule blade lå på jorden
og jeg kiggede op i luften og tænke
hvor er livet dog smukt
hvis bare jeg var ligesom efterår;
forførende men kold, smuk men trist
- om efterår
- om mig
- om ham
nana nilsson May 2016
Nu står det klart for mig;
vi skal være nøgne sammen
På denne aften
under denne gule himmel
over denne røde vin
i dette lys, skat
Du har helt ret;
det skal jo være os
Anna Jul 2016
der er violer der gror i min hals.
de bliver vandet af røgen fra mine gule camel, men de vokser også af tårerne fra mine blå øjne.
jeg skænker ikke rigtig blomsterne en tanke, nej jeg ænser dem ikke.
jeg ved de altid vil gro sig større, selv når jeg ikke bemærker det.
jeg kan efterhånden genkende den kvælende fornemmelse. der er intet nyt i denne kvalme der breder sig.
trods jeg kender følelsen alt for godt
så rammer det mig stadig hårdere hver gang.
violerne i min hals har vokset sig absurd højt
og de smukke blomster kvæler mig
men hvad gør man
når man overvander blomster med sine tårer
og man græder for ofte?
Kristine Jensen Jun 2015
jeg købte gule tulipaner, der stod og åndede
frost, og lagde sig som  et tykt lag af dug mod
beskidte ruder
de var på tilbud i det lokale supermarked
vidste ikke længere, hvem jeg skulle forære
dem til, men det var rart at være i besiddelse
af noget, der var mere håbløst
end jeg selv
noget, der var skrøbeligere
end mit sind
så jeg satte dem ikke i vand, da jeg formede dem
ned i en transparent vase i køkkenruden
ventede på, de ville visne
dø af sult
ventede på de ville skille sig ad
dø af ensomhed
lovede mig selv at holde lige så længe
som dem
stoppede et par dage senere med at drømme,
og begyndte at lukke øjnene i,
når jeg krydsede veje

— The End —