Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
du efterlader skrald på gaden,
og sparker det ind til siden i håb om,
at ingen ser det, for 
hvis ingen ser det,
kan du måske fortrænge det i morgen
og trække vejret uden dårlig samvittighed

jeg har bare stadig blå mærker omkring min sjæl

og mit hjerte ligger stadig på gaden
- digte om alt det, der skete dengang
llcb Dec 2015
Jeg tager mig selv i at savne dig
imellem sekunder
Og tænker på da du vågnede en morgen og røg en cigaret i vindueskarmen i køkkenet, og jeg lagde mærke til dig. Måden du kiggede ud på gaden og beundrede den. Den var åben, hvilket du misundede den for. Det kunne du aldrig være. Der var altid noget ved dig, som forblev et mysterie for mig. Jeg kunne ikke finde ud af dig, og jeg tror heller ikke, at du kunne finde ud af dig selv. Det er nok derfor du ikke længere ryger i mine vindueskarme. Men jeg savner dig alligevel imellem sekunder, fordi nok er gaden stadig åben, men den vil aldrig længere være det samme uden dig til at drikke rom med imens vi kigger på mennesker.

Gaden er lukket for mig nu
ligesom du var dengang.
vi er lavet af den slags sølvpapir, man
krøller sammen, og smider på gaden
jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet
at  kreere plads et sted, der var opfyldt, og
du fylder så meget,  men  du er den eneste,
der kan få mig til at grine med tårer i øjnene
de siger, at influenza på sjælen ikke smitter,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

til sidst får man bare nok, så man tatoverer
streger i sandet, og siger, det hele er blevet
for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så
det næsten ikke er til at holde ud at være i
eller at se på
jeg tager mig selv i at gå ture omkring din
opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni
gange  i en regelmæssig rytme lige indtil
mine læber begynder at bløde i blå nuancer

de siger, jeg ikke har samvittighed, men min
sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber,
der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel
du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

så noget føler jeg vel
- digte om onsdage
llcb Oct 2015
Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.
Victoria Wilhelm Aug 2019
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop

i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
               (det nemme er at falde fra)

indersiden af låret  
mavens rundhed    brysternes buen     ansigtets rene træk

mine læber; deres måde at skille på

nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud

i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår



I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)


i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop



der vokser et svigt i mig

i mine øjenvipper
når jeg græder tårer   som rammer andres hudlag

diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem

vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***  



I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod

et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.

og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;

attention à la marche en descendant du train

og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere  på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.



I metroen;

jeg er så træt af at være træt af hans opførsel

catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-***
det må det gøre !

den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre

må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?

attention à ton corps et ta voix

du ved aldrig hvilket ansigt han bærer



det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen



jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg



og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang

og jeg skammer mig over skammen

den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger



du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans

én hel nat

og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham

han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris

VI EJER IKKE HINANDEN

OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV

NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR

og ånder lettet op
        bag en låst dør
Fulde hænder og hænderne fulde
Fuglehænder og hændernes fugle
Tankespind fra hjernen, hver gang dine
Beskidte hænder får mig til at gispe
Af ængstelse efter berøring fra andre
Himlen lyser mørkerødt, men indeni
Er min lunge kollapset. Sort.
Skænker dig ikke en tanke når jeg
Mærker himlende fornemmelser,
Som tager mig langt væk fra dig
Trækker vejret dybt og sukker -
Søde tanker mod de dybblå
Have, og strømmende bølger
Himlen brænder og dyrene skriger
For at sætte dig fri; fra mig

Dømmende blikke og blikkende dømmes
Deres øjne følger mig når jeg går ned
Nedenom og hjem, ned af gaden
Nedværdige kommentarer snurrer.
Månen lyser himlen op, men kroppen
Damper mørke skyer på boulevarden.
Spejder og søger, efter svar på vores
Problemstillinger, af nederste skuffe,
Min yndlings dig, mit hjerteskud på
Øverste del af himlen. Ses kun i kort tid.
Vandrende på vejen leder jeg efter
Det vi begyndte med at have. Kærlighed
Du elskede mig ind til benet, men mit
Skind bedragede, min eneste dig, du
Skal forgudes, tilbedes og elskes.
enkelte, ubetydelige blomster og
en transparente vase, der viser de
nøgne stilke stikke frem og stå
og det er kun tankens sidste grænse,
der stadig holder ved,
fast, stramt, næsten trygt
men selv her langer den ud efter mig
når jeg går på gaden med en liter
mælk, ryger cigaretter og så
låser mig ind i min opgang
smækker døren, og trækker vejret
for at holde mit galoperende hjerte igen
men selv her langer den ud efter mig
til min mosters fødselsdag i solen med
latter, fornøjelig nysgerrighed og øjne, der
kigger over bordet med bløde blikke og
varme nik
løber ud på badeværelset, og mister
grebet, så griber fast i et håndklæde,
men begriber ikke situationen, så jeg falder
det er først hér; rystende, alene og kold
mod marmor og duften af nymalede vægge
jeg ved, at jeg ikke kan flygte fra dele af
mig selv
- digte om alt det, der vandaliserer os
Clindballe Jan 2015
jeg ser min reflektion i dig
så jeg gemmer dig i min hud
tegner skitser på papir til mine
tårer løber om kap med regnen
intet er godt nok lige meget hvad
jeg ser dig
du er overalt som duerne på gaden
dine baskende vinger skræmmer mig
for du kommer ingen vegne uden dig selv
men du bliver aldrig dig selv blot en billig kopi.
Skrevet: 19. Januar - 2015
Elizabeth Mar 2015
SÅR DER HELER PÅ LÆBEN,
RU HÅNDOVERFLADER
OG BEN DER RYSTENDE FORSØGER AT VALSE MENSTURATIONSSMERTER, ØMME MUSKLER OG GRIMME NEGLEBÅND

*** SPØRGER OM HVAD DER ER GALT
JEG SIGER JEG ER KED AF DET OG GRÆDER
*** SIGER HVORFOR
OG JEG VED DET IKKE
OG HAR PÅ SAMME TID LYST TIL AT SNAKKE
MEN JEG SIGER INGENTING
OG INTET BRÆNDER MERE I HALSEN END USAGTE ORD
MEN DET VED DU VEL IKKE ******* LORTE PSYKOLOG

JEG GÅR PÅ EN STI
DEN ER 11
OG DER ER INGEN MENNESKER
SÅ JEG SÆTTER MIG PÅ EN BÆNK
OG JEG TØRRER IHÆRDIGT TÅRERNE VÆK
IMENS JEG VRÆLER BANDEORD
OG FORSØGER AT HULKE ALLE DÆMONERNE UD
SELVOM INTET GIVER POTE
OG JEG ER FORDÆRVET INDENI
TRÆKKER JEG PÅ SMILEBÅNDET
OG SMILEHULLERNE BEGEJSTRER SIG
MEN ER DET SÅDAN UNGDOM SKAL FØLES?

JEG TAGER UD OM LØRDAGEN
FORDI JEG ARBEJDER HVER FREDAG
SÅ JEG STJÆLER GLÆDE FRA SØNDAG
DEN GLÆDE DER NU FINDES
TUNGE ØJENLÅG
TEQUILA
TILTRÆNGT EFEMERISK LYKKE
OG TAKTISK SELVBEDRAGISK LATTER
TILFREDSHEDEN ER DER NÆPPE
MEN ER JEG GOD NOK NU ELLER HVAD?

JEG TAGER HJEM
MEN JEG VENTER FØRST PÅ NATBUSSEN
ELLER ER DET TOGET
ELLER METROEN
FØRST EN SMØG JEG BRÆNDER MIG PÅ FINGEREN
ALTING ER JO SLØRET
FORHELVEDE DET GØR ONDT.

JEG FRYSER OG MINE TÆNDER KLAPRER
JEG VED IKKE ENGANG HVORDAN JEG FÅR STEGET PÅ
VÅGNER DAGEN EFTER
SORTE RANDER UNDER ØJNENE
OG TØMMERMÆND
ER DET HELE DÉT VÆRD?

MED KRØLLEDE PENGESEDLER,
FINTSKÅRET TOBAK FRA KNÆKKEDE CIGARETTER,
OG ET UBRUGT KONDOM I TASKEN
GÅR JEG UD
MEN LÆGGER FOLK OVERHOVEDET MÆRKE TIL AT JEG GÅR?

LUGTEN AF BODEGA SPREDER SIG PÅ GADEN
NÅR JEG BEVÆGER MIG PÅ FORTOVET
JEG FÅR ET TILTRÆNGENDE KNUS FØR *** LUKKER MIG IND MEN LUKKER JEG OVERHOVEDET HENDE ELLER NOGEN IND?

JEG SIDDER VED RADIATOREN
DEN ER VARM OG SYMPATISK
IKKE SOM DE SKØDELØSE KYS
ELLER DEN ANARKISTISKE IDENTITET
MEN ER JEG IKKE OKAY NU?

JEG KVÆLER DEN KOGENDE KOFFEIN
OG KÆFTEN BRÆNDER
KU DET BLIVE MERE KAOTISK
KU DET?
DEN KRUMMEDE VÅDE MEN LUNE CIGARET HÆNGER I MUNDVIGEN
JEG TAGER DEN IMELLEM PEGEFINGEREN OG FUCKFINGEREN INHALERER OG PUSTER UD
HVAD JEG HÅBER PÅ ER TOMHEDEN INDENI
IMENS TÅRERNE UFRIVILLIGT LØBER NED AF KINDERNE HVORNÅR HOLDER DET OP?

ER DET STRÆKMÆRKERNE,
DET RUNDE ANSIGT,
POLLENALLERGIEN,
MANGEL PÅ SYMPATI OG PENGE
ELLER BARE MIN PERSONLIGHED
DÉT DER GØR AT JEG IKKE ER GOD NOK?
Marolle May 2015
drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)
Kan ikke længere kende mig selv og føler ikke jeg har forandret mig til noget bedre og nyere. I går mødtes jeg med en barndomsveninde og følelsen af hjemme og gamle minder var fantastisk. Det kurerede mig for en tid, indtil nu.
Marolle May 2015
der sad vi
4 venner om et terrassebord
en tidlig tirsdag morgen
hvor solen var på vej op
småfulde, glade og trætte
efter én mandagsøl
der blev til flere
der blev til en flaske Southern Comfort
og vi skal være stille
for de andre i lejligheden sover
men vi fniser og er fulde
og Karina skal til eksamen i morgen
så det er vigtigt vi er stille
altanen vender ned mod gaden
og udsigten er eventyrlig
vi evaluerer aftenen og fniser igen
vi prøver at fnise stille, Karina jo
4 venner der er enige om
at denne aften har været sjov
4 venner der er enige om
at onklen og nevøen kunne lære det
da de blev smidt ud af dørmanden
4 venner der er enige om
at vi hvert fald skal i skole i morgen
eller det er jo faktisk senere i dag
eller det er jo faktisk om 3 timer vi skal møde
der bliver rullet en og den går på runde
for 2 er det første gang
for 2 er der ikke tal på gangen
den kører rundt og rundt om bordet
vi fniser igen, men dæmpet, Karina
3 tager hjem og 1 bliver tilbage  
vi fniser hele vejen til bussen
hele vejen i bussen og hjem
3 bliver til 2, 2 bliver til 1
jeg er tilbage og når mine 14 kvadratmeter
jeg går i seng smilende
ikke fnisende, det gør 4 venner sammen
bare smilende
og føler mig velsignet over disse 4 venner
og dér er alt udmærket

*(Marolle)
jad Jul 2014
It was midday and the clouds loitered around the edges of the sky as if they were suspicious of the sun. Beams of light ricocheted off of goggles and snow and beads of sweat that were caught in my oldest brother's beard.  The hike up was our way of earning our run. The hard work and constant determination to get what was important to us made the view and the ridge taste so much sweeter. Finally able to rest, I planted a granola bar in my mouth and squinted through a frame of icy eyelashes to see a sight I had seen before, every day for the past week, but still punched the air out of my lungs. The powder was up to my thighs and the snow lovingly seeped its way into my boots just to kiss my toes with painful numbing. I wiggled them to try tickling some sanity and warmth into them. I only hoped that my toenails wouldn't fall off, but they would inevitably be purple. I pulled up my balaclava to dodge the lunges of frostbite's ravenous teeth. Each nip of cold, the company of my brothers, the view, and the raw interaction with the mountain created a moment that reeked of a dream: a seemingly perfect balance between pain and pleasure.
      The hype of the day kept us from settling our thoughts and quickly my siblings were bounding down the mountain on tele-skis, skis, snowboards, and giddiness. My mind was simultaneously crowded and opened by the superfluous love shared between myself and the people I shared this moment with, the people I look up to, the people who raised me.  My four brothers' elated screams echoed off the mountain ranges that boxed-in the valley below. I joined their chorus of "Shred the Gnar!" and yodels, knowingly embracing the carefree and somewhat foolish mindset of Mother Nature's glee. My skis led the way and found fresh tracks. The lines of the songs that blasted into my ears were translated into the lines that I skied. The music shuffled from Wu-Tang Clan to the Tibetan Monks Of Gaden Sharste & Corciolli but the abrupt change of pace did not hinder my contentedness. I have gained a knack for happily going with the flow, knowing that what the universe hands me is often what I need. The peaceful bellowing of the monks allowed me to take a moment to appreciate that my life is this one on top of this mountain not limited by my economic state with this physically fit and capable body and this working mind. While just minutes before, the fearlessness of Wu-Tang's hip-hop allowed me to bring an angst and stoke for life into my current experience, while also finding the gangster within me. The random shuffling of songs only fed my innate addiction to change and let my enthusiasm multiply and blossom.
Although childish in our hearts and in our unpracticed aerials, we were not childish in our perspective. We had a shared mature understanding of the bigger picture. This was a vast understanding of the world that comes with being a small, overrated mammal sliding on some sticks down the biggest thing it could get its hands on. Each of us took our fair share of tumbles and we iced them each with cacophonous laughter that got muffled by mouthfuls of snow. To be atop a mountain, to go almost unnoticed by a mountain really teaches the skill of not taking things too seriously. In one instance, I grabbed some air and landed scattered into a disorganized pile of all my gear. But my commitment to the bettering of my skills, my world, and myself, let me rise from even my greatest wrecks and the most deadly of wreckage, not unscathed but changed and always for the better. With such a brutal fall, I gained the experience necessary for landing it next time...and the next time, I did.
         After reaching the bottom, without hesitancy, we followed our spontaneous urges to pursue more. Every run I took and every moment spent on that mountain came from a drive to experience and learn. It was based off of my ceaseless search for something new...or for the rad or for the gnar or for swagger or for living a life that could inspire. The seed of this search was planted in me by my five older siblings who all held within their bellies a fire of the same breed. And we sewed that common thread together on ridge lines and in powdered fields where nature is in perfect harmony with man and my head is in perfect harmony with my heart...where my intelligence and ambition trust one another and I trust them because they have gotten me this far and I know they are not tired yet.
kigger ind på lejlighederne og
gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af
vægtløshed og mørkeblå og bålrøg
som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i
mit hoved når jeg tænker på det perfekte
som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik
verden er opløselig
ubetinget tidsløshed
livet er elastisk
hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det
mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg
aldrig har været mit eget menneske før
og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen
det hele er slimet og formløst i min forståelse
jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget
jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget
som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en
sejlbåd midt i
saltvandet
hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed
**saltvandet
Maja Klit May 2015
Jeg slukker altid for TV-et når nyhederne kommer.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg kører over vejen for rødt.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg hjælper ikke den gamle mand op af 123 trin-trappen.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg åbner ikke døren for de røde indsamlingsbøtter.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg ignorerer folk på gaden jeg kender, hvis jeg ikke har overskudet til at smile sødt og sige "Hej, Hvordan går det"
Er jeg et ondt menneske?

Jeg tager ikke mine vitamin-piller.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg giver mig selv en fridag af og til.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg mistænker folk I metroen for at være terrorister.
Er jeg et ondt menneske?

Eller er jeg bare et menneske?
kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt
forbarmende forår
jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme
der er kun tre måneder tilbage
det er tåget
du er blevet til en myte
omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler
uforståelig og fantastisk og håbefuld
er du bag tæppet af tåge?
der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen
alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage
noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn
men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber
    bliver til en dis, en stemning, en følelse
  når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne
hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før
et spørgsmål om placering
  subjektivt
aldrig helt tæt på, en visuel løgn
tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt
et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående
    hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade
noget blidt, noget magisk, noget nyt;
sneen er væk - optøet
forår
naturfænomenet 'tåge' - dannes ved et møde mellem varmt og koldt
i nordisk skabelsesmytologi er tåge grobund for livets opståen
Nikoline Dec 2014
hver nat
lægger solen sig til at dø
så månen kan pryde natten
og hver morgen
trækker stjernerne sig tilbage
så solen kan lyse jorden op
og på præcis samme måde
holder jeg mig væk
fra cafeen
hvor vi altid drak kaffe
fra gaden
hvor vi havde vores første (og sidste) kys
og fra kælderen
hvor vi gjorde vores bedste fund (hinanden)
ene og alene for at
du
kan fungere
NS Mar 2015
Bedende øjne og knuste hjerter,
sprang over det hele
som sultne hunde
tiggende efter spildte følelser
som da du slog mig
med din dunklende pik
og det fløj med stjerner,
som i en dårlig tegneserie
og børnene nede på gaden,
når de snakker om kærlighed
og gudskelov for det,
at de snakker om det
for det gjorde vi aldrig,
men dine følelser hang
udenpå tøjet, som udsalg
i Superbrugsen
i konstrast til mine, gemt
som papmache figuren,
jeg lavede i 4 klasse,
da du hviskede fortryllende ord
i mine lukkede ører;
for tre år siden,
sagde du at du elskede mig;
i dag, da du kyssede mig,
sagde jeg det næsten igen
sobie Sep 2014
I woke up on a perfect winter morning while the sun slumbered behind snowing skies. My crusty eyes opened without any dark circles of obligation for once and my breath filled me with a flourishing freedom. I lied there for a moment and merely existed, before the pounding of my heart and rushing of my blood pulled me forth to take on the world once again. This restlessness of the ocean inside me guided me as I transitioned from who I was towards a me more capable of grander and love. On this morning I felt a freshness of mind that set me forth with strong strides in the winding direction of a future so enlightening and so ideal in its flaws, and what could I do with myself but seek out a sweet adrenaline to satisfy a piece of my wandering soul? I decided to go. I, with a deep intuition and knowing, left my doorstep with oatmeal on my lip, skis on my back, and the intent to make decisions and create the life that is genuine to me and to this world that I have found worth being part of. My mind was waiting for me in the mountains and my soul was with me in the snow. So, in good company, I bounded forward on the road. My brothers sat beside me and we shared the bumps of the potholes that put hiccups in our laughter. These memories in making were tinted through golden filters of familiarity and understanding. Onward and ahead, we saw the mountains looming with a million-year-old confidence that I sought to adopt. While I held slight fear in my heart for what was to come, I also held my own sweaty hand as comfort. I was full of vulnerability and courage and I still sat giddy in the car because I knew I was living and nothing could be greater.
Soon it was midday and the clouds loitered around the edges of the sky as if they were suspicious of the sun. Beams of light ricocheted off of goggles and snow and beads of sweat that were caught in my oldest brother's beard. The hard work and constant determination of the hike up was a way of earning our run and it made the view taste so much sweeter. Finally able to rest, I planted a granola bar in my mouth and squinted through a frame of icy eyelashes to see a sight I had seen before, every day for the past week, but still punched the air out of my lungs. The powder was up to my thighs and the snow lovingly seeped its way into my boots just to kiss my toes with painful numbing. I wiggled them to try tickling some sanity and warmth into them. I only hoped that my now purple toenails would not fall off. I pulled up my balaclava to dodge the lunges of frostbite's ravenous teeth. Each nip of cold, the company of my brothers, the view, and the raw interaction with the mountain created a moment that reeked of a dream: a seemingly perfect balance between pain and pleasure, just the right mixture to allow for maximum appreciation.  
The hype of the day kept us from settling our thoughts and quickly my siblings were bounding down the mountain. I felt freedom in the love I had for the mountain and for my four brothers whose elated screams echoed off of the mountain ranges. I joined their chorus of mountain yodelling and embraced the carefree mindset of Mother Nature. My skis led the way and found fresh tracks. The lines of the songs that blasted through my headphones were translated into the lines that I skied. The music shuffled with an abrupt change of pace that did not hinder my happiness. The random shuffling of songs only fed my innate addiction to change and let my enthusiasm multiply and blossom. With a knack for going with the flow, I knew that what the universe hands me is often what I need, and today I needed to listen to the soothing tones of The Tibetan Monks of Gaden Sharste & Corciolli as I sped down the slopes.
Although childish in our hearts and in our unpracticed aerials, we were not childish in our perspective. We had a shared understanding of the bigger picture, an open-mindedness that comes with being a small, overrated mammal sliding on some sticks down the biggest thing it could get its hands on. Each of us took our fair share of tumbles and we accompanied each with cacophonous laughter muffled by mouthfuls of snow. To be atop a mountain, and to feel its indifference to you, really teaches the skill of not taking things too seriously. I grabbed some air and crashed into a disorganized pile of all my gear. But my commitment to the bettering of my skills, my world, and myself, let me rise from even my most deadly of wrecks not unscathed but changed and always for the better. With such a brutal fall, I gained the experience necessary for landing it next time...and I did.
     After reaching the bottom, without hesitancy, we followed our spontaneous urges to pursue more. Every moment spent on that mountain came from a drive to experience and learn. It was based off of my ceaseless search for something new... or for learning or for the rad or for the gnar or for swagger or for living a life that could inspire. The seed of this search was planted in me by my five older siblings who all held within their bellies a fire of the same breed. And we sewed that common thread together on ridge lines and in powdered fields where nature is in perfect harmony with man and my head is in perfect harmony with my heart...where my intelligence and ambition trust one another and I trust them because they have gotten me this far and I know they are not tired yet.
anna charlotte Oct 2015
der er en grund til at når jeg passere dig på gaden,
siger at jeg så en jeg engang kendte,
i stedet for en jeg kender.
llcb Nov 2018
Jeg glemmer den cigaret jeg suger på og skraber ned til filteret så cigaretten smager af pap. ikke tobak. Pap. rester. Resterne og gaden, der svinger omkring mine hofter i vind og nattelys mens jeg står med mine rester. Resterende. Ligesom jeg selv er rester.

— The End —