jeg vil male nuancer af din hårfarve ind i mine knogler, og jeg vil røre dine nøgne kraveben indtil mit hjerte forvandles til kold metal
min mor fortalte mig, at blå øjne er farlige
men jeg lovede, jeg aldrig ville blive afhængig
her er jeg så
med kindben lavet af ******
planter voksende ud af min hovedbund
jeg får hjemve, når jeg sidder i min stue med blank kaffe
og når jeg tænder en cigaret, kan jeg mærke dine læber skære i mine lunger

Fuglene flyver kun fordi de brændes nedefra.
Og vi er teenagetragedier der sucker for elendighed.
Vi griber efter pigtråden og blodet minder os om dig.
"Jeg smager af galakser" sagde du, men bed mig.
Vores hænder stiger febrilsk fra undergrundens hjertetåge.
Ingen ser og ingen rækker deres hånd i frygt for afhængighed.
For blå øjne er farlige.
Det var sådan et drag at se dig.
Dyrke aliensex i mørket med mine fjender,
drikke kaffe med mine dæmoner, og selv dér var du rødvinssmuk.
Vodkaen smager af ensomhed.
På jagt efter den perfekte choker . På perfekt
I mine endeløse flugt fra det ordinære. Måske man skulle passe ind?
Men separatismen sidder i mine kindben.
Autistisk-sukkende strømmer blodet i mine smerteknuste vener.
Søgende efter varme, men med et nul graders hjerte der kun pumper anakroniske ****, kan man ikke flyve.

åh hvor er du afhængig
af den forbandede nikotin
du kan jo ikke give slip
du kan jo ikke vælge
han er din e-cigaret
en midlertidig løsning
mod en konstant trang
du savner dine cigaretter
men de er jo bare så skadelige
de er jo bare så fandens farlige
du tager en cigaret
mellem dine læber tændes den
du inhalerer ikke
du sidder bare med den
til den går ud
så finder du din e-cigaret frem igen
og suger indtil dine lunger kaster op
for så virker cigaretterne knap så fristende
så er trangen knap så stor

(f.b)

Endnu en aften
hvor jeg sidder med glasskår på mine øjenvipper.
Jeg tror ikke på tårer.
Nuancer af glæde tegnes i dine øjne.
Sideeffekter af jalousi og smerte.
Du siger, at månen dør og dine stemme splintres
- som var det os.
Alle vores løgne og billig *****
under beskidte, isblå negle.
Dine hænder på mine ribben sender stød igennem min krop og
knækker min krogede rygsøjle som var den af vinyl.
Jeg kysser din nøgne hals til live.
Vores vener lyser natten op.
Trætoppene over os; er det eneste, der holder os nede.
De siger, at blå øjne er farlige,
og jeg lovede ikke at blive afhængig.
men det er anderledes nu.
Her står vi så.
Med kindben lavet af begær som var det ******.
Men verden har sit greb om os.
Der er ingen EXIT ZER0.
Vi er tvunget til at blive stående. I koma.
Under trætoppene i oktober-regn.
Det er vores eskapisme.
Vi har intet andet.
Når vi går hjem,
kan jeg spejle mig i blank kaffe og drømme.
Tankespind af brandsår og stjerneregn.
til vi ses igen.