Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
har tæt på lyst til at fortælle dig, at jeg har savnet dig,
så jeg lader min tunge glide op ad mine tænder,
så jeg ikke siger noget, jeg vil have tilbage igen om lidt
du tværer din pegefinger langs skjortens  ensomme
luftrum, her er vi næsten alene, når grådige øjne spiser
sig mætte i urørte læber med en mild duft af klementiner
vi var bare blomster i en generation, der holdte
op med at læse bøger og samle på kastanjer i efteråret
kan  mærke, hvordan min rygsøjle giver lyde fra sig,
når du siger mit navn
kan mærke, hvordan mit hjerte reagerer, når andre
siger dit navn højt
jeg kan ikke være den person, du ønsker, og jeg
ønskede alt for meget dengang, da jeg blot var et barn
at jeg glemte den virkelige verden og mig selv et
sted i din håndflade, hvor jeg kun føler mig hjemme
- digte om alt det, der vandaliserer os
Frederik B May 2014
mørket trænger sig på. månen spejler sig i ulveflokkens nådeløse øjne. ulvene kigger mod himlen og hyler deres hjerter ud. månen er omringet af stjerner, men rovdyrenes kalden blokerer alt kommunikation. nuancer af liv toner ud. natten ligger skindød, men søvnløshed betyder sult, så den ensomme ulv søger blod. månen rækker ud til den. den føler sig heldig. men den lytter blot til  en vuggevise, der snart vil blive sunget for den næste i flokken.

nu har natten taget over og månen skinner som aldrig før. den blænder mig, så jeg lukker mine øjne og pludselig kan jeg selv høre visen.

*f.b
Det er ikke færdigt, men jeg har mistet motivation.
Frederik B Aug 2014
På en klar efterårsmorgen, tegner træerne skygger af dig i asfalten. Vinden visker dine synder til mig. Jeg skriger dit navn og et åh så desperat halleluja, men det eneste, der forlader mine ensomme læber er en sky af tåge.

*(f.b)
Mercedes Oct 2014
Mandag morgen kl 7:48=
bussen er tung, langsom, lugtende og proppet
godt man ikke er en bus tænker jeg
jeg kan ikke se himmelen fra bar dug der driver
eller er det damp fra folks ensomme hjerner
jeg får en tung skoletaske i ansigtet
inspirerende tænker jeg sarkastisk
O N N Feb 2015
På vejen med Gyldne træer
                       Idyliske huse
                       Ensomme søvnfyldte øjne

En vej kun Forundt de færeste
                  Forfulgt af de fleste

Rejsen dertil er Hård
                         Farlig
                         Trættende

Men også
                 Givene
                 Forklarende
                 Dræbene

Den kan kun fuldføres på enehånd
Kun jeg kan komme igennem

Denne vej kræver respekt
                      Respekten for at klare rejsen
                      Respekten for at ofre alt
                      Respekten for at stå alene tilbage

Jeg står nu foran målstrejen
                              Et fatamogana
                              Uvirkeligheden
         ­                     De sørgeliges paradis

Var det rejsen værd?
Jeg bor nu på de fortabtes gang nr 4
Amanda Bordrup Apr 2015
Du har aldrig læst mine digte
Du ved ikke at de alle er skrevet til dig
Jeg ville have læst dem alle for dig
den dag du opdagede hvor dybt
i mit hoved jeg egentlig lever
Jeg ville have læst dem
så du forstod den sandhed
der gemmer sig bag hver strofe
og hver sætning
Så du forstod
at jeg blot er et menneske
Hvis historier aldrig
er blevet genfortalt
At jeg hverken har vinger eller gæller
og hverken besidder tro
eller overbevisninger
og at du er den eneste sandhed jeg kender
At du er essensen af alt hvad der er godhed
og at verdens ondskab smelter
ved dine fødder
og at din krop minder om
den mest ensomme af alle enge
under den mest blå af alle himler.
Til M.P
hjerter i symbiose
og hjertestrengene spænder sig ud over flere kilometers vidde
en evig higen efter
den fjerne hjemplanet opbygget af
opaler og citronkernerne og lyserøde negle og nattergalesang
med en befolkning bestående udelukkende af måneskin og
champagnebobler
som smelter sammen og genopstår
sarte og bløde og i konstant venskabelighed
vi er bygget til så meget mere
til at brænde
til at svæve, at opløses og gensamles
essenstænkningen forskydes og jeg eksisterer to steder på én gang
mit folk som skytsengle bevåger alle jeg nærer glødende kærlighed for og
kysser alle ensomme menneskers øjenlåg, forstår den
s ø g e n d e   s j æ l s   s a n s e l i g h e d
og på en grøn-tyrkis morgen vil du finde din hjemstavn
og brænde, svæve, opløses og gensamles
som dit sande jeg
grøn og formløs
og uendelig
Laura Amstutz May 2019
vi snakkede i kulden
til mine tanker frøs
jeg åbnede vinduet og bildte mig selv ind
at en sol ophedede mine knogler
nu er jeg kun mineraler
fodrer ensomme celler
du hang i mine øjnes inderlåg
så jeg blev træt
men aldrig af dig
huskede dig på at min krop ikke er dit hjem
men at du er en gæst

— The End —