Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
llcb Sep 2015
Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.

Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.
Du krydser mine grænser
fremprovokerer tanker
Tanker slår ihjel
Kvæler min usle sjæl
Jeg ved jeg aldrig krydser
Den grænse man kalder Line
Jeg kan ikke gå på tværs
Ej heller rappe som Per vers
Jeg sygner hen i stoffer
Sniffer til jeg bliver offer
For samfundets usle hænder
Jeg taber mine tænder
For kvaler har jeg nok af
Kampe skal jeg nok ta'
Indtil jeg sir nok
Går ud og tager det aller sidste
Hop
Ned fra bygninger jeg falder
Til sidst er det mig de knalder
En lille samfundsnasser
Som nægter at bære kasser
drømmepigen og mareridtsscenariet
vejen til dig er mudret
fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer
brændende bygninger som monumenter
landevejsskænderier, rundkørselseksistenser
det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor
hvordan eksisterer du? hvorfor?
lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden
frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent  
dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener
mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen
det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil
stjerneklart under os og til alle sider
eksistensen kalder
kør

— The End —