men ekkoer af stilhed raser når jeg kigger mod vindueskarmen.
lagnerne er krusede, men aftrykkene efter dig er her stadig. derfor har de sidste nætter været på de splintrede gulvbrædder, hvor du engang stod. dig. i fulde figur.

selv min morgenkaffe smager af dig, men jeg savner den bitre smag, så vil du ikke nok           ?

*f.b

engang var jeg sikker
på at det aldrig
ville være et problem
at drikke morgenkaffe
alene og det ville aldrig være
et problem at ryge dagens
første cigaret med vinduet
lukket mens storbyen
lever videre udenfor
men så forsvandt
du pludselig ud af
min hoveddør og for første
gang lukkede du døren bag dig
og jeg fandt ud af at det alligevel
regner på november-morgener
og ambulancerne suser stadigvæk
forbi mit vindue, den eneste forskel
er blot at der ikke er nogen
til at holde min hånd og det er
det der gør hele den forskel
som jeg troede var så ubetydelig
og jeg åbner stadig vinduet
inden dagens første cigaret, selv
i gennemskærende efterårs-
kulde fordi jeg ved at du synes
det er det rareste og jeg hælder ekstra
sukker i kaffen for at søde den
bitre smag af svigt og jeg ved
godt at det her efterspil er definitivt
men jeg har alligevel lagt ekstranøglen
til dig under måtten
hvis du en dag skulle finde på
at komme tilbage

krøllet lagner og uglet hår
en smøg i min hånd,
og en badekåbe svøbt om min krop
sort kaffe og stilhed på østerbro
eller måske er det ikke så stille
jeg ved bare det eneste jeg hører
er gamle minder og bitre ord


'du kunne få alting men du fik ingenting'