jeg forstår egentlig ikke hvorfor jeg har det på den her måde og jeg er egentlig ikke sikker på om jeg har ret til at føle hvad jeg føler og det er faktisk noget der er svært for mig at beskrive med ord altså hvad jeg føler men jeg må jo konkludere at du giver mig åndedragsbesvær og en lille smule kuldegysninger fordi min forestilling om hvad vi kunne have sammen er så utrolig smuk at det gør mig så ked af det at tænke på at det eneste du så var bare hvor smuk jeg er og jeg følte at når jeg kiggede på dig så jeg alt din skrøbelighed og al din sødme som afspejler sig i den måde dine øjne smiler på når jeg siger at jeg syntes også at du er smuk på en måde hvor andre drenge ikke er smukke men at du som menneske er interessant af den grund at du er kompleks og sød og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet så godt som du behandlede mig og jeg tror mine mindreværdskomplekser måske er lidt anderledes end så mange andre teenage piger fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk nok eller lækker eller har en flot krop for det ved jeg godt at jeg er og jeg er heldig men det er så overfladisk at det gør ondt fordi jeg har så lave tanker om netop de værdier som gør at jeg syntes at du er smuk og jeg er så bange for at der aldrig vil være nogen der syntes at jeg har et smukt indre jeg er så bange for ikke at være god nok som menneske og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke er mere værd end det du ser udadtil fordi det altid er det som drenge tillægger en værdi hos mig og jeg ville så gerne have at du kunne se at jeg var så meget mere end *** og at jeg har så meget mere at byde på og jeg er så skrøbelig inden i jeg har set så meget og skåret mig på alt hvad jeg tør røre ved føler inderst inde at jeg ikke er noget værd jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig at jeg er sød eller at jeg er godt menneske der var engang en der elskede mig men han var for bange for den kærlighed vi havde fordi den var så ægte og konkret at han aldrig turde indrømme det han sagde den gang at jeg var det bedste menneske han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte og jeg var så kærlig og sød jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske ham et eller andet sted inden i mig og han var smuk af de samme grunde du er smuk men også fordi han var ødelagt og knust inden i og det fik mig til at føle jeg havde fundet min ligemand men du er så glad og ser de smukke ting i livet og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv du så fra dine øjne jeg ville så uendelig gerne være en del af det og leve lidt i din radius hvor livet er en dans på roser og du nyder bare øl og gymnasie fester venner og veninder og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende ting for dig indtil du mødte mig og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være følelsen af at have noget at miste det var det sidste jeg ville have dig til at føle men jeg kan næsten ikke styre mig selv for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig hvorfor vil du ikke give mig en chance for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med) og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den var så fandens lækker gemmer på en person som du rørte meget mere med dine fine ord og din person men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig at jeg blot bliver gjort til en ting igen som du kan samle på og objektivisere og indramme og hænge op på din væg af trofæer og dér kan jeg så pynte men jeg længes efter så meget mere jeg vil ikke blot hænge der jeg vil røre din konkrete krop og dit udefinerbare sind og bare elske
noget om mit syn på mig selv og mænd(drenge) i mit liv
Dig Sekunder, timer, dage Har jeg brugt på dit smil På, at få sætninger til at beskrive. 1578 ord Krøllet, smidt ud, gemt væk For at få det til at hænge sammen Ingen sætninger Ingen taler Ingenting er ligesom Dig
jeg skriver alt hvad mit hjerte begærer jeg har storme af ord på tungen jeg har orkaner af sætninger der kan beskrive hvert eneste flygtig tanke der gemmer sig i mit sind jeg kan intet og alting føle men for første gang i lang tid er du den eneste der har efterladt mig tom for ord
alt jeg vil er at male male og skrive kaste mine følelser på papiret og glo op i loftet
åbne mit vindue så vidt jeg næsten falder i afgrunden se byen i fugleperspektiv det kan jeg godt lide
nyde aftenduften fra min vindueskarm der hver aften dufter af noget nyt særligt fugtig og sød som at beskrive en farve til en blind mand eller vindens kys i nakken
vrikke mine ører i takt til lyden af bas fra modsatte ende af døgnet natten er så rar og fin og uforstyrret det kan jeg godt lide
