Fulde hænder og hænderne fulde
Fuglehænder og hændernes fugle
Tankespind fra hjernen, hver gang dine
Beskidte hænder får mig til at gispe
Af ængstelse efter berøring fra andre
Himlen lyser mørkerødt, men indeni
Er min lunge kollapset. Sort.
Skænker dig ikke en tanke når jeg
Mærker himlende fornemmelser,
Som tager mig langt væk fra dig
Trækker vejret dybt og sukker -
Søde tanker mod de dybblå
Have, og strømmende bølger
Himlen brænder og dyrene skriger
For at sætte dig fri; fra mig

Dømmende blikke og blikkende dømmes
Deres øjne følger mig når jeg går ned
Nedenom og hjem, ned af gaden
Nedværdige kommentarer snurrer.
Månen lyser himlen op, men kroppen
Damper mørke skyer på boulevarden.
Spejder og søger, efter svar på vores
Problemstillinger, af nederste skuffe,
Min yndlings dig, mit hjerteskud på
Øverste del af himlen. Ses kun i kort tid.
Vandrende på vejen leder jeg efter
Det vi begyndte med at have. Kærlighed
Du elskede mig ind til benet, men mit
Skind bedragede, min eneste dig, du
Skal forgudes, tilbedes og elskes.

Og der låg jeg så
Ødelagt, af din mangel på ord
Jeg ville græde, men det kunne jeg ikke
Så himlen gjorde det for mig
Med fødderne ude fra dynen
Så jeg kunne mærke kulden, jeg genkendte fra dig
Den kulde jeg troede var lagt som et sjal om dig, viste sig at komme fra dit dybeste kammer
Jeg kiggede på mine fingre, og de mindede mig om de mange gange jeg ville ønske de var svøbet om dig, som en baconsvøbt pølse, fra vognen ved Nørreport.
Du lærte mig at elske de små ting i livet, selvom du selv var stor
Lille som jeg er, må jeg vel bare forlade den tanke om os, jeg så standhaftigt holder mig fast ved

Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.

Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel.
De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange.
Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.

*f.b

forevigt
jeg trasker stille rundt på mine stylter
som gør mig syv centimeter længere
kigger op mod himlen hvor stjernerne
aldrig har lyst så klart før
undtagen den gang da vi sad på din
altan og smilte med røde roser i munden
og røgen i vores lunger dansede
vi sad under præcis de samme stjerner
jeg betragtede himlen og tænkte
det kunne aldrig blive mere perfekt
at side under denne sorte himmel
med nogen andre end dig

bliver ved med at spole vores liv tilbage
vi er verdens største kærlighedsdrama
en roman der kunne sælge tusinde kopier
for vores læber er groet sammen og syet
med nål og tråd
og det gør ondt at sprætte op
jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud
og lade min blomsterhave tilgro igen
bange for at du altid vil være syet sammen
men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit
ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne
tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund

jeg ligger her alene på en torsdag aften
og dufter lidt af sort kaffe og grå røg
i den seng hvor du engang lå ved siden af
og fyldte min seng med kærlighed
men nu er her kun mig
tomhed på hvide lagner
min fornuft er forsvundet
jeg vil ikke gå en til dag uden dig
mit skelet visner uden dig
ikke meget for at indrømme det
men jeg har brug for dig
det er ikke en mulighed at leve uden
hvordan endte jeg her
en pige som mig bliver ikke forelsket
men da jeg så gjorde
var det forevigt

lad mig nu lige lukke øjnene så
jeg kan se dig
så jeg kan betragte dig, for du har
efterår i håret, og vinteren sidder fast
i dine kindben, men du har stadig
ikke læst mine digte, og du kender
ikke forskel på himlen og helvede
jeg tror, Gud er langs dine årer og
satan er hende pigen fra matematiktimerne,
der altid har lavet sine lektier
jeg tror du er hende, der kunne vande mine planter
så jeg ikke behøver at gøre det selv
jeg tror du er hende, der kunne tale mine ord
så jeg ikke behøver at sige noget

Læs mine tanker,
stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler.
Klippe små huller,
mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn.
Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund.
Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik,
og jeg er bare -
Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind,
der overses af snefnug og placebolykke.
Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod,
forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage.
Men jeg føler ingenting.
Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer,
er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre.
Men væggene er for tykke og sneen for dyb
til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

du siger, jeg er smuk
og det er næsten overbevisende
så siger du, himlen er grøn hver torsdag, og at ferskner er lilla
du siger så mange smukke ord, der klæder dine øjne på en måde,
der gør dig så grim, at jeg ser den
anden vej
når du taler til mig

Vores bløde stemmer
Blev væk i mængden af mennesker
Allerede inden det hele var for sent;
Da stjernene lyste klart på himlen.
men, før jeg blev fanget af hjernens psykedeliske blomsterhær.
Floraen i mit indre, dræbt af syrenbuskenes smukke små vidundere, da min udstråling blev fortabt.
Og mit syn svækket.
Er for fuld til at ane noget af jeres indre
Fuld på livet spørger de.
Fuld af lort siger jeg.
Mutationer i kærlighedslivet
Dele af mig taget væk, skiftet ud. Med kemisk opløslige følelser.
Du får mine øjne til at løbe i vand.
Bliver het fanatisk, elektrisk, allergisk.
Gå væk, når du kysser, men bliv ved.

du smager af våde blade fra grønne træer,
og dine øjne skinner som din mors ældste smykke
blomster klæder dit hår
og når du siger mit navn, gror der universer omkring mine ribben
du sagde sætninger, man kun hører på film
"det regner oftest i takt med tunge tårer"
flød ud af din mund på lange mandage,
og da jeg kom hjem navngav jeg min nyeste digtsamling det samme
jeg tænker på dig, når jeg ser på himlen, og når den en dag forsvinder, gør du måske også

Du holder mig vågen om natten,
Jeg tænker på de ting du siger
Selvom du ofte gør noget andet.
Når himlen er i brand, glemmer
jeg at kigge ud. Min sjæl er for fuld.
Liderlige øl strømmer som blod i årene.
Fuldemandssange om kærlighed
Ikke ægte kærlighed, men kærlighed til den kærlighed
som ingen af os føler, men mærker helt ind til skindet.
Du flår mig som et lille dyr. Forvildet i tusmørket.
Når jeg ligger her, med tanker, som kan starte en apokalypse
Tvivler jeg på det hele, på ham, på hende og alle de andre.
Undtagen dig, undtagen os og undtagen vores samtaler.

Det var kortvarigt
patronerne dansede sterilt henover himlen,
og forgyldte os med regn. Vi løb.
Forsøgte at slippe alt i en rusende dans.
Stemningen omfavnede os med rødvinskys.
Eliderede os fra virkeligheden.
Vi er født af natten med hjerter døsige af kærlighed.
Du talte i lydbølger og radiofonisk sammenlignede du mig med kokain.
- du var bygget af mosaik og duftede af skrøbelighed.
Der fór strøm igennem dit elektriske, bedøvede hjerte.'
Da du sagde mit navn, tænkte jeg på forårsregn, og mit hjerte smeltede af poesi. Det var udefinerbart,
Kortvarigt.