det er altid så nemt at løse andres problemer og sige "****! gør det nu" især når det handler om noget så banalt og ik så kompliceret som et opkald til et andet menneske som endda foregår igennem et rør så du ikke behøver at se den anden person smile og få tårer i øjnene på samme tid og jeg tør ikke men ringer alligevel op fuldstændig monotomt mens jeg holder vejret og hele min krop eksploderer som var den lavet af tynd is da din stemme giver genlyd i mit øre og ber mig om at indtale en besked for der er noget der er vigtigere end mig og du har forlagt telefonen på hylden sammen med dine følelser mens du overbeviser alle om at jeg ikke findes derude et sted og jeg prøver at få fremstammet at jeg savner dig og at jeg håber du har det godt men intet andet kommer ud end smertefulde og (u)betydelige tårer for jeg frygter at du nok aldrig vil være i stand til at sige "i lige måde" når jeg siger at jeg faktisk savner dig mere end jeg nogensinde har savnet nogen så jeg ligger røret på og får en meddelse fra instagram om at en har liket mit billede af noget helt ubetydeligt fra mit ih så spændende liv og jeg himler med øjnene af mig selv når jeg tænker på at det billede kun ligger der for at glæde dig så du måske vil tænke på mig igen og min mobil ringer konstant men kun i mit eget hoved og jeg tror jeg er ved at gå fra forstanden for de eneste ubesvarede opkald jeg har er aldrig fra dig og dem du har er altid fra mig