i mørket er jeg igen og melankolien jeg fandt smuk er sort nu verden gør ondt og tredje verdenskrig tager sted i mit hoved det regner syrer og tiden fordriver vi flyver væk med vinden og vi kommer aldrig hjem jeg kan ikke bevæge mig længere min krop forsøger at forblive opretstående men mine knogler giver op og det hele falder ned på de råhvide marmor klinker mine tanker ridder galop i mit elektriske sind farven på mine læber er efterhånden blevet til nuancer af blå og mine negle med jeg har styr på det hele og så alligevel ikke jeg skriver sandheden ned på et silkepapir og fortrænger det med platoniske smil og blødende grin jeg prøver bare at falde i søvn før jeg falder fra hinanden du forstår ingen ting, og det har jeg klar forståelse for, for jeg ville heller ikke forstå det, hvis jeg ikke forstod det