jeg har ikke længer energi til at savne dig din fraværende tilstedeværelse har sat sig som åbne sår i min mavesæk, der skriger efter hjælp men når nogen spørger, har jeg min basisreplik klar, og heldigvis for det for jeg vil ikke trøstes, jeg vil ikke have din arm om min krop og jeg vil ikke have dig jeg vil være alene, så lad mig svømme i det kolde vand mærke bunden og skrabe den lad mig skrige af hvide vægge og høre skrøbeligheden i et fjernt ekko lad mig være sammen med mig selv og bløde i fred lad mig fryse i vinternatten og lad være med at fortælle mig løgne, så jeg kan mærke plastikglæde briste i kroppen, for ham den anden slukkede hjertegnisten lad mig være ligegyldigt, hvor meget jeg græder for jeg er ikke lavet af dyrt porcelæn du kan tabe mig på gulvet fire gange endnu, for jeg kan ikke bløde meget mere nu