Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
Laura Amstutz Mar 2021
små fisk svømmer rundt i mine æggestokke
de vil ikke fødes endnu
de vil svømme sig stærke
og skiftes til at rutsje ned ad æggelederne
her vil de lande i en pøl med kun én åben dør
og denne dør vil også være åben i modsatte ende
og her vil en lille reje danse sig ind af døren
og følge gangen hen til døren for enden
og lande i pølen og den vil forføre fisken
og fisken vil spise rejen
og de vil vokse sammen og de vil være stærke
nok
og bane sig ud gennem den åbne dør
når de er stærke nok
og så vil de fødes og senere jordes
Laura Amstutz Mar 2021
:)
hullet i mit lagen bliver større og større
snart kan jeg dyppe mine tæer deri
Laura Amstutz Feb 2020
jeg spiser min Blød
smelteost
23% fedt
sammen med min Mathilde
Original
KAKAO SKUMMETMÆLK
LAVT FEDTINDHOLD 0,5%
med køleskabets halve gab om min torso
Laura Amstutz Jul 2019
i det vildledte lys
ser jeg dine hårstrå
bevæge sig til lyden
af glemsel
mærker stenen
i lommen den
er kold og fin
lidt ru fordi
jeg tabte den
måske med vilje
fordi jeg var VRED
over ikke at have
adgang til egen frihed
jeg vil dø i
luften som
en fugl
der dør i luften
jeg vil dø i
luften som
en fugl
hvis hjerte pludselig
standser så
den falder uden at slå sig
Laura Amstutz May 2019
kommoden i hjørnet er begyndt at fortælle mig
mine tankestrømme er for støjende
for stærkt groende op ad de kølige
vægge i symbiose med radiatorens
lunkne ånde det er som om
dit ansigt er begyndt at fortælle mig
det ikke vil huskes
som om det skrumper sammen
til syv forskellige malerier
alle af forskellige kunstnere
alle lige forvirrende men blidt nuanceret
til min smag det er som om
vandfarven er begyndt at fortælle mig
jeg er dens favorit
som et rindende slør lægger den sig henover lærredet
som dine øjne jeg godt så holdt øje
med mig da jeg sank
ned i eftertænksomhedens bæk
det er som om ordene er begyndt at fortælle mig
din tilstedeværelse smager af brombær
og orange kridt
Laura Amstutz May 2019
vi snakkede i kulden
til mine tanker frøs
jeg åbnede vinduet og bildte mig selv ind
at en sol ophedede mine knogler
nu er jeg kun mineraler
fodrer ensomme celler
du hang i mine øjnes inderlåg
så jeg blev træt
men aldrig af dig
huskede dig på at min krop ikke er dit hjem
men at du er en gæst
Laura Amstutz Apr 2019
En kant er blød når den vil det
Og huden kaotisk som et verdenskort
Se de tegnende børn i toget
De ser verden så meget mere
Gennem lange spørgende og eftertænksomme blikke
Farvelægger de venskaber
Med kyshånd synger de en venlig tone
For de tanker voksne glemmer at tænke
Se dog vandet hvorfor falder det fra himlen
Hvorfor kan man ikke få luft når man holder vejret
Se min navle den er en knap
Tryk på den så danser jeg til jeg falder om til du ikke længere kan besvare
Hvorfor vi ikke falder om når jordkloden drejer sig
Og falder i søvn
Og hvordan ved man at en hund ikke siger som en ko
Når de er lige gode om at være tavse
Next page