Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
Laura Amstutz Apr 2019
En kant er blød når den vil det
Og huden kaotisk som et verdenskort
Se de tegnende børn i toget
De ser verden så meget mere
Gennem lange spørgende og eftertænksomme blikke
Farvelægger de venskaber
Med kyshånd synger de en venlig tone
For de tanker voksne glemmer at tænke
Se dog vandet hvorfor falder det fra himlen
Hvorfor kan man ikke få luft når man holder vejret
Se min navle den er en knap
Tryk på den så danser jeg til jeg falder om til du ikke længere kan besvare
Hvorfor vi ikke falder om når jordkloden drejer sig
Og falder i søvn
Og hvordan ved man at en hund ikke siger som en ko
Når de er lige gode om at være tavse
Laura Amstutz Apr 2019
På en lunken forårsdag
Kom jeg i tanke om alle dine tekster
Du fik mig til at lære dem udenad
Nu kan jeg aldrig mere læse samme genre
Og dine valmueviolinmelodier nynner jeg
Stadigvæk når jeg spadserer ad Nørrebrogade
Lader mine negle gro sig i vildrede
Så uanstændigt smuds begraver sig i lagene
Klipper jeg dem nu, glemmer jeg hvordan man cykler
Er i ubalance, i trance
Lad mig indse et liv levet på empati
Sjældent fremstår utiltalende
Laura Amstutz Mar 2019
Jeg har lyst til at ligge i dynens tunge favn og lytte til regnbyger på rudens kolde gennemsigtighed. Jeg vil ligge alene, høre sørgelige podcasts og nyde den ydmyghed og venlige tristhed de bringer. Jeg vil skrive tekster ned, som jeg gemmer til når jeg bliver voksen, for mit sind er ikke klar til den titel endnu. Jeg vil finde frem til alle de ting, jeg elsker at lave og sørge for at udføre dem, og så vil jeg være min egen bedste ven og være okay med, at man en gang imellem må nøjes med det.
Laura Amstutz Feb 2019
jeg er betaget af hænder
fødder ører
fordi de sjældent lægges mærke til
først
jeg ser hvordan de krummer sig
snørkler sig gemmer sig
når virkeligheden bliver for virkelig
for bragende for alarmerende
som når du bliver nervøs for at skulle
se mig
jeg er et publikum til din ballet
en plante der spirer en nød der falder
og triller
en blottet sodavandsflaske indkvarteret
uden låg
dine hænder griber om mig
tømmer mig stiller mig
tilbage “still, not sparkling”
dine nervers sitren er nu dulmet
du efterlader mig med en tør gane
og dårlig smag i munden
du må undskylde at mit indhold for dig
ikke var nok
Laura Amstutz Feb 2019
jeg beklager kastaniemarkens skygger
lagde sig over dit solbestrålede ansigt
og at plastikposen satte sig fast
i dit cykelhjul
så du faldt og slog hovedet
på den nylagte asfalt
jeg beklager du kom i tanke om
alle dem der fortjente en afsked
men ikke fik den i tide
Laura Amstutz Feb 2019
Mig, jeg kaster skovle efter angsten

Kaster mig ud i diverse dårlige ideer

Kaster kroner i brønde der alligevel er tørre

Kaster karamelpapir til fuglene så de dør

Så de mærker alle andres lidelser og længsler

Kaster konkylier tilbage i havet fordi de
ikke skal have lov til at være andetsteds
end hvor de hører til

Kaster kabaler i kloakkerne så de kalder på mig
i takt til klapsalver

Klapper ude af takt

Klapper du af mig når jeg kvajer mig?

Klapper du af mine dårlige ideer og
konsultationer med kroppens
indre kaotiske kaos

Når jeg ikke selv kan konfrontere mig
selv?

Knuser kantstenens kølige, spørgende higen
efter mit latterlige liv
Laura Amstutz Jan 2019
Sammenlagt har jeg nok brugt flere måneder på
at findes i regnen
taget imod de åbne slusers indhold
som var de en nyåbnet chipspose
man ikke kan lade være med at æde
når først man er begyndt.
Begynder mine mange dage med at gnide
sandet ud af øjnene
fordi jeg glemmer at lukke dem i mine
drømme
under min hud er der tilkalkede badekar
fyldt med antikvariater
finder et minde frem på reol fire
åh hvor det føles fint
at være den sidste farve tilbage
på jorden
ingen kender mig som fortovets tørre pletter
efter gadens travlhed er skyllet bort
fodsporene gemt væk i afløbet.
Der står jeg tilbage
som en nydelig udstilling
plaskvåd af jordens ånde
dueblå og dynamisk
svøbt i københavns gardiner
Next page