Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
Laura Amstutz Jan 2019
jeg ønsker mig et staffeli
så det kan stå i mit hjørne og være trebenet
og jeg tobenet
og pensler bløde og bevægelige
og tekster helst digtsamlinger
tunge af følelser jeg ikke selv kan sætte ord på
og kastanier fordi de er runde
og rare at holde om
som dig når du står og laver mad iført
mine omklamrende umættede arme
og solsikkekerner fordi man ikke kan spise
solstråler
udover d-vitaminpiller men de
sætter sig altid i halsen
som når man forsøger at holde tårer tilbage
og planter højere end mig fordi jeg elsker
at blive set ned på
og papir til at tørre mig med, til at tørre
fingrene i og til at tegne kruseduller på
og en gryde med gennemsigtigt låg
så jeg kan lave popcorn og følge med
fordi det er mærkeligt når de pludselig
fylder mere end til randen
som mine tårer når jeg føler for meget
Laura Amstutz Jan 2019
Rummeligheden oser mellem væggene i dit hjem
Imens familiære søvnige melodier undslipper munde
Toner indpakket i bobler baner sig vej gennem brystets dyb, runger og spadserer ud gennem tungens fastlagte rute

I takt til morgenfriske Beethovenlyttende mænd kravler søvnrester på skift ud af vanddrænede kroge
Baner sig vej mod møre fingre
Og havner dernæst på foranliggende aviser
Endnu engang omhandlende jorden og dens utallige affærer med fjenden
Måske det havner på gulvet så det kan trædes på
Måske det havner på stolen så det kan siddes på
Uanede mængder søvnrester knuses under ballernes velvære og tyngde, som var det ulovligt at savne bløde sengelinneder

Kroppe kæmper sig standhaftigt op på ømme fødder
Størkner i lodret position
Vipper hovedets ydmyge vinkel ud af takt
Pudens smertetærskel har vokset sig større end nakkens
Mærker blæren presse på som var det en fødsel
Som ville kroppen tvinge al udmattelse ud af ren desperation om
At få tømt urinsække

Nyder undslippelsen kan nu
Sidde på stolen, knuse søvn, begynde opstandelsen på ny som en marionetdukke
Husker på ikke at være en glemsom sjæl
Glemmer trods alt ikke at hive i egne snore
Laura Amstutz Dec 2018
Oven på mit fladtliggende tøj
Ligger jeg nøgen og udstrakt placeret
Med armene over hovedet
Som til en mere end ok koncert
Hvor vi sammen tilbeder kunstneren
Nu tilbeder jeg alene de parallelle brædder
På indersiden af taget
Bilder mig selv ind de dufter
Af nyslået græs og glemte minder
Forsvinder ind i mit hovede
Som når jeg bebrejder mig selv
Ting jeg alligevel ikke er skyld i
Tager mig selv i hånden
For jeg er så træt
Af at se søvntilsvinede øjne
Syng mig en vise og se mig danse
Ind i drømmelandskaber
Et hav så tungt
Laura Amstutz Dec 2018
Der sidder du
I vinduets gennemsigtighed
Og ser på mig
Og menneskenes færden omkring mig
Din lange krop slår rødder i gulvets brædder af træ
Så sprækker ihærdigt og ufrivilligt åbner sig
For mig at anskue
Dine mangler - du kender dem ikke selv
Men kendte du til dem ville du vel blot gøre noget ved dem
Jeg løber på søens travlhed
I mit sind
Kaster mig ud fra broen - i vandets omklamrende nynnen om uanmeldt stilstand
En ro der dannes om væskens bløde arme
Hører komponisternes tanker
I vandets kulsyre
Indfanger luftboblerne med min mund
Råber teksterne ud i intetheden
I håb om at nogen griber ordene og
Bruger dem som ingredienser i tosomhedssuppen
Danser min vej ud af bølgernes slåen
Mod mine lår og mellem mine tæer
Drukner i overfladens opdelthed
Ser alles blikke stikke mig i nakken
Vender mig aldrig om
Lærer at være alene i flersomheden
Laura Amstutz Dec 2018
alt jeg vil er at male
male og skrive
kaste mine følelser på papiret
og glo op i loftet

åbne mit vindue så vidt
jeg næsten falder i afgrunden
se byen i fugleperspektiv
det kan jeg godt lide

nyde aftenduften fra min vindueskarm
der hver aften dufter af noget nyt
særligt fugtig og sød
som at beskrive en farve til en blind mand
eller vindens kys i nakken

vrikke mine ører i takt til lyden af bas
fra modsatte ende af døgnet
natten er så rar og fin og uforstyrret
det kan jeg godt lide
Laura Amstutz Nov 2018
jeg har altid været en klimafamilie for sig
som var jeg en matematisk ligning
uden at ville det med vilje
har fundet ro i genbrugens hjørner og lofte
haft for stort et hjerte til at ødelægge et andet
væsens væren i verden
væmmes ved andre menneskers fryd og grådighed
myrd den æd den
måske jeg bare har udviklet en allergi
for industriens masseproduktion. usynlighed. ensformighed.
efterspørgsel efterspørgsel
kopivarer
Basic *******
undskyld hvad sagde du lige der?
elsker broccoli fordi det
minder mig om små træer
får ondt i hjertet når
et skal falde for at en klods af beton kan
gro og vokse sig stor
af økologiske grunde
industri industri
dobbeltmoral og hykleri
Laura Amstutz Nov 2018
Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer
Next page