lyset reflekterer i unge pigehjerter
med naive sind,
der leger med smagen af grå røg
i nattens smalle gader
den ældre (u)ægtemand
vender hjem til en fortabt stilhed
og drengen med de krystalblå øjne
smiler nervøst på en kold trappesten
mens kvinden med kashmirtørklædet
maler en streg i månens skær
og gemmer sandheden væk
i en lille guldæske, *** ikke lukker op

du smiler med bløde læber
og tænder af rød mosaik lige
der, da du fortæller mig, du
elsker, hvordan mine håndled
skærer dig over skulderen
siger, jeg er sindssyg, men
gnider fingerspidsen ned i
kjolens eneste luftrum
du mærker min puls slå i en
uregelmæssig rytme, men
du er ligeglad
siger, jeg er sindssyg,
men lader mig aldrig være, så
det kunne måske være
jeg en dag ville blive sindssyg

han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere

min dansklærer sagde,
vi forelsker os i sider af sjæle
vi ikke besidder
jeg forelskede mig i negle,
der skar mod pastelhud
nøgne rygge, der smagte af
honning og fersken
jeg forelskede mig i øjne,
der gik i et med universer
jeg forelskede mig i drømme
jeg glemte at drømme
og ord, der kun blev skrevet
ned
på kolde oktoberdage
med en mild brise
af honning og fersken
flimrer mine øjne
og alt jeg ser
er hende

og så skriger jeg, fordi følelsen af det jeg
føler, er så godt, tror han
men i virkeligheden er det bare en
undskyldning for at skrige lidt
af mig selv
af min krop
og af det mine øjne ikke kan se bort fra,
når jeg ligger der
hjemløs i vores univers af hvide lagner
og hader mig selv lige lidt mere
endnu engang
lige der stilner det hele og de ord
der males som rød læbestift
udover hele mit ansigt
er ikke pæne så jeg holder dem
for mig selv
stopper med at skrige
stopper med at trække vejret  

måske ville det hjælpe, hvis du lod
være med at plante blomster og
klistre dem langs mine organer
måske ville det hjælpe, hvis du råbte lidt  
mere af mig, så vi kunne gøre noget
sammen

har tæt på lyst til at fortælle dig, at jeg har savnet dig,
så jeg lader min tunge glide op ad mine tænder,
så jeg ikke siger noget, jeg vil have tilbage igen om lidt
du tværer din pegefinger langs skjortens  ensomme
luftrum, her er vi næsten alene, når grådige øjne spiser
sig mætte i urørte læber med en mild duft af klementiner
vi var bare blomster i en generation, der holdte
op med at læse bøger og samle på kastanjer i efteråret
kan  mærke, hvordan min rygsøjle giver lyde fra sig,
når du siger mit navn
kan mærke, hvordan mit hjerte reagerer, når andre
siger dit navn højt
jeg kan ikke være den person, du ønsker, og jeg
ønskede alt for meget dengang, da jeg blot var et barn
at jeg glemte den virkelige verden og mig selv et
sted i din håndflade, hvor jeg kun føler mig hjemme

jeg lysner min stemme for dig så mit
stemmebånd stikker i en regelmæssig rytme
det er så forudsigeligt alt det, der ikke må
ske
alt det, der måske sker alligevel
vi er et spil os to med hinanden og vores
små hjerter, der giver trygge stød og fortæller
os noget andet end det, vi siger, når vores øjne
mødes i mild vind
du er næsten smuk, og jeg ville gemme dig
imellem de pæne sider i bogen, og først rive
dem ud til din farmors begravelse for at placere
ordene i buketterne, der aldrig kommer til at
betyde nok
alle de ord, der bliver fortalt med kropsprogets
små lege, men som vi ikke helt forstår endnu
jeg lysner min stemme for dig, men jeg nægter
at elske dig
men glemmer det nok snart

og jeg vil nok aldrig nogensinde
helt
holde op med at skrive digte om dine blanke øjne og måden som du
sagde mit navn på
fredag aften vil jeg genopleve dine blå hænder mod min krop
og med knogler lavet af kokain
og universer groende under mine negle
vil jeg savne dig
og det, vi aldrig havde

og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt jeg var sindssyg

you are like bruises on my lips
when you stopped talking to me
i started to wear my scars like metal
like heavy stones and cold-short iron
every time i looked  up all i saw was the way
you touched my nails

i thought my brain
was coloured in pastel blue
last night i forgot the contour of
your face and i almost felt insane
i thought i was drunk but
everyone kept calling it sadness

my pulse was swimming in my knee caps
my eyes was on fire when you
said my name
he is like bruises on my body
leaving splodges on my mind like
i was made of ashes
he is like poetry
leaving bruises wherever he can

*** er så yndig med de markerede kindben og
hendes læber er rosarøde i efterårets bløde tryk
man kan næsten skræmmes, når man er observant
men så løber *** der - nede ved stranden og vinden
slår sand op ad hendes smalle ben og nederdelen
flagrer op ad låret, men for første gang skænker ***
det ej en tanke
*** lader sin hud være der, bare for en kort stund i
det øjeblik, *** har kreeret til sig selv
mine øjne brænder, mine negle sitrer *** er smuk lige
dér, når jeg fanger hende i en rus af lykkefølelse
dråber af sved baner vej langs tindingerne
nuancer af rød pryder det barnagtige, porcelænfine ansigt
så griner ***; helt nede fra maven, og lader sin soprane
melodi af stemmebånd svøbe ud og over læberne
helt ustandseligt
dér elskede jeg hende utvivlsomt, ustoppeligt og aldeles
uendeligt, for dér var *** menneske ligesom jeg selv

*** skriver sig ind i månen og
folder sig over og ud  i  en oval
form så *** kan passe ind og
tilpasse sig og i smalle sprækker
gemmer *** på hemmeligheder
om glasvaser  og *** har glemt
de andre nu
*** vander sine planter klokken
03:42 og så fletter *** sit hår, der
dufter af jord og ligner mosaikken
under hendes negle
det er svært at blinke i en regelmæssig
rytme, og det er svært at vogte over
de tunge øjenlåg, der hvisker gul poesi
om begravelser *** aldrig var med til

jeg vil male nuancer af din hårfarve ind i mine knogler, og jeg vil røre dine nøgne kraveben indtil mit hjerte forvandles til kold metal
min mor fortalte mig, at blå øjne er farlige
men jeg lovede, jeg aldrig ville blive afhængig
her er jeg så
med kindben lavet af ******
planter voksende ud af min hovedbund
jeg får hjemve, når jeg sidder i min stue med blank kaffe
og når jeg tænder en cigaret, kan jeg mærke dine læber skære i mine lunger

ville hellere være alene
så jeg kunne drukne i alt det,
der kun runger i stille skrig
det, der kun høres af hvide
vægge, og kun mærkes af
blød hud mod metaller
du stod med lukkede øjne
og observerede mig som
var jeg en statue, og med
klaustrofobiske berøringer
uden din hud mod min
skar det i mine organer, og
jeg kendte ikke nogle følelser
så det var nemmere at løbe
og du lod mig gøre det
og du lod mig aldrig være
for omridset af dit månehvide
ansigt er det eneste, jeg kan
se, når jeg åbner mine øjne
og det eneste, der gjorde, jeg
altid hellere ville være alene
om det så var sammen med dig

sommersød velour
viklet som softice omkring
pigehals blødere end så meget
karamel under fingerspidserne
kattekontur der malede ansigtet
med penselstrøg af rød mod
milde læber, der formede sig
efter de afgivende små stød af
suk, der strømmede ud som
blankt vand fra hanen

du siger, jeg er smuk
og det er næsten overbevisende
så siger du, himlen er grøn hver torsdag, og at ferskner er lilla
du siger så mange smukke ord, der klæder dine øjne på en måde,
der gør dig så grim, at jeg ser den
anden vej
når du taler til mig

dine ord visner hurtigere end mine planter,
men jeg glemmer også at vande dem,
ligesom jeg glemmer at svare på dine sms'er
jeg har så mange ting, jeg skal nå
alligevel bladrer jeg mine fingre til blods i skarpt papir
deres stemmer bevæger  sig ud i ikke-eksisterende stilhed,
de råber så højt, at
jeg ikke kan høre dem
så jeg hvisker digte op, jeg så
længe har skjult yderst i mine fingerspidser,
men jeg hvisker så højt, at
du ikke kan høre dem
og nu er jeg endelig begyndt at
vande mine planter,
men de smager stadig tørt

enkelte, ubetydelige blomster og
en transparente vase, der viser de
nøgne stilke stikke frem og stå
og det er kun tankens sidste grænse,
der stadig holder ved,
fast, stramt, næsten trygt
men selv her langer den ud efter mig
når jeg går på gaden med en liter
mælk, ryger cigaretter og så
låser mig ind i min opgang
smækker døren, og trækker vejret
for at holde mit galoperende hjerte igen
men selv her langer den ud efter mig
til min mosters fødselsdag i solen med
latter, fornøjelig nysgerrighed og øjne, der
kigger over bordet med bløde blikke og
varme nik
løber ud på badeværelset, og mister
grebet, så griber fast i et håndklæde,
men begriber ikke situationen, så jeg falder
det er først hér; rystende, alene og kold
mod marmor og duften af nymalede vægge
jeg ved, at jeg ikke kan flygte fra dele af
mig selv

"det er jo platonisk kærlighed"
hvisker vi under gennemsigtige lagner, vi hvisker det igen og
igen
en til gang, og så lige endnu en gang
igen
vi tror næsten på det
begge to
og du er en god skuespiller, når du
kommer sent hjem, og træder ind
med beskidte ******>men jeg er ikke vant til skuespil,
så jeg græder
når du træder på mit hjerte
med beskidte ******>vi er paradoksale, vi er os to,
men vi er bare venner, der deler
lidt mere end en flaske rødvin, for
"det er jo platonisk kærlighed"

her eyes flashing electric green,
her hand on mine in the night;
damp and warm and earthy like
the forest floor, her skin ethereal,
almost crystalline, translucent,
burning hot when i touch it
burning cold when i don't
all of them thrown from their homes,
all of them motherless,  fatherless,
all of them lost and afraid and doing
things that  put them in danger just
to stay alive for some hours
they teach me how to breathe, how
not to fear, how not to depend
i run through their world bare foot,
wild-eyed and naive
but i’ve only just learnt how to walk
and i’m tired, sweat falls down my back
like tears and i feel her gaze digging
into my flesh and around my flesh
just like clothes you can't take off
i am always aware of the constant ticking,
of getting  closer and closer to the point
where i have to leave,  do what is expected
of me, do what they say; grow up just
like blue flowers do
i stretch my arms across her all night;
i press myself into her in the hope that
i will dissipate into her blood stream
i could never love her how she needed me to,
i never learnt how to hold her hands
because she needed me to hold onto them
too tightly and my fingers were never
able to grasp at things when she was near
i never could explain that being with
someone so dangerous was the first time
i ever felt safe, holding her up made me
weaker than i thought

når det er søndag morgen, og solen skriger så skingert mod dine silkebløde øjenlåg
håber jeg
bare i ny og næ
at du vil føle, du mangler
noget, der kan fuldende dit
efterårshjerte
for  sommerforelskelser holder
alligevel aldrig

at first it was a fire, eclipses, short circuits,
lightning and fireworks
the incense,  honey adventures, smokes, wines,
perfumes; then bruises and honey, fever,
fatigue, warmth, currents of liquid fire, feast
and plague then dreams, visions, candlelight,
flowers, pictures
then images out of the past, fairy tales, stories,
then pages out of a book, a poem, then laughter,
then chastity
at what moment does the knife wound sink so deep
that the flesh begins to weep with love
at first power, power, then the wound, and love,
and love and fears, and the loss of the self, and the gift,
and slavery. at first i ruled, loved less
then more, then slavery. slavery to his image,
his odor, the craving, the hunger, the thirst,
the obsession
i will wonder about this for the rest of my life
the adventures we are you and i
wonder if this is love i feel, wonder if perhaps,
it’s been lust all along

Jeg ser sorte toner for øjnene
og mærker skarpe genstande mod blød hud
når du fortæller mig, du ikke længere synes,
du er min
jeg lader natten drage mig ind i ulykkelig poesi
du kysser hendes læber
imens jeg går i opløsning indeni

bladknopperne ville være spredte og udspærrede,
hårspidserne tørre, nederdelen limet op ad låret og
et barns sidste rømmelse
der ville være en rødlig substans i papkruset, nærmest skrigende
som et opråb og tæt på lyserød som hendes milde hud.
der ville være ømme ankler og grådige berøringer,
der ville gnides op ad et dunet kindben indtil de skarpe
konturer af et nyt menneske truede sig frem med katteøjne
og et sidste underspillet, barnligt, men stadig skyldigt støn

nogen gange er det bare den nøgne, raffinerede idé
om os to, der kører til havets nattevind alt for sent for
at ryge cigaretter, du købte med fra berlin og dufte salt
i mellem sætningerne, imens vi lader sand gro fast på
blege kindben
nogen gange er det bare den nøgne, raffinerede idé
om os to, der skal tilbringe al tidens mængde sammen,
der gør, jeg bliver siddende, og spørger, om du har
lyst til mere kaffe

it was 3 AM
you painted
"darling, you’re beautiful"
on my spine
we wanted to feel the ocean hugging
so we drove to the beach
i was almost drunk
you were almost pure,
but i couldn’t remember
what your name
tasted like
i almost forgot
i was
insane

you were thunder and i was the ocean,
i wrote poetry about forest fires,
you said i tasted like detergent and
blue roses, i keep asking the shooting stars
to explode but they won’t leave without
the moonlight, it’s been four years since
you said i tasted like the universe
wild, dark, out of control and
free to do
whatever i want

mens regnen siler ned bag ruderne
gemmer vi os ned i et solrigt kammer
som vi bygger under kropsvarme dyner
vi leger, vi er børn - blot for en sidste stund
vi leger at livet blot er en illusion, mens
silkebløde ben hviler mod hinanden
vi leger, vi er i paradis

jeg elsker, hvordan hendes krystalblå øjne holder mig glødende
og den måde, *** får mandage til at ligne lørdage
*** kunne få pigesind til at smile, og ar til at hele
*** kunne se blå mærker med lukkede øjne
og derfor går der ikke en dag,
hvor *** ikke strejfer mit hjerte

og når du står
nøgen i dørkarmen
med røde roser
langs rygraden
og blå øjne
limet fast til din
nethinde
så vil jeg fortælle dig
historien bag
alle de her
ligegyldige
skriverier
for jeg skriver kun
fordi din mund
smager af slik
og dine øjne
ligner blå digte
som skrives bedst
på gule morgener
hvor jeg ikke ved
hvilken dag
det egentligt er

i chew words like “i’m good” until they taste of
bright mercury, i eat pills and see purple flashes
morph into your tongue, when i'm in the supermarket
i watch pale boys buy watermelon and detergent,
the sky cracks like eggs on a sunday morning and
heaven is crying with tears that smells of perfume
i watch girls with beautiful palms and salmon pink
lipstick whispering a name that will burn of acid rain,

i used to write novels about your prominent veins,
the sun is getting weak, and my hands are shaking,
my eyes are screaming, my tongue
feels tough, my skin is crying on naked bones in
the dead body of mine, i am covered in scars carved
into my soul, i swim in the lake until i feel the
salt  searing against my liver, i have green
lungs, grey bones, pastel eyes, blue wrists, no heart;

i find queens in the shadow of a beautiful man and
i never read the magazines but i look at the photos
i know that god is  somewhere between my shoulder blades
but i can't turn my head enough  to look into his eyes

jeg udsætter intet til på tirsdag, lige nu er
du smukkere end blot raffinerede ugedage
smuk som enfoldige begyndelser nu kan være
det er en raritet dét, der kun bliver i dine små
berøringer, der brænder i fingerspidserne og
den måde du siger mit navn på og
det jeg aldrig kommer til at have kontrol over

vi mistede noget på vejen hertil
noget, der blev væk imellem
hjertebanken og troskyldigheden
hvis de så os nu, ville de sige, vi var smukke
som et fotografi rammet op på hjertets væg

jeg vil så gerne læne mig op ad dine skarpe knogler,
der stikker ud fra blege skuldre, og gør mig en smule nervøs
jeg vil så gerne
lade dig røre mit hår som den eneste
lade dig spise mine fingre, når jeg bevæger beskidte hænder
op mod dit milde ansigt  
jeg vil så gerne danse rundt i sne
med dig
og
lade dig
ryge mine cigaretter
jeg vil bare helst ikke forelske mig
i
dig
men slet ikke i nogen anden

yellow bikinis
swimming
under luminous lights in
Spain,
you tasted of saline
and
pink strawberries,
i painted conspiracy theories
on your wet back
using my tongue,
you told me
i reminded you
of
purple flowers in a garden in France,
when i said your name
i sat my lips on fire and
black salt killed
my skin
i know you remember
how the air felt around your
ankles when
i whispered
i don’t know you and
i don't want to

"eat the sunrise" he said in early mornings
when the sky looks like eggshells until i close my eyes
kiss my blue lips, play music for me, read me fairy tales
don't ever tell me, how you feel; in cold october nights
after making love, i'll just walk away with thirsty eyes and
pastel palms. after walking 2 kilometers, i wont even be able
to remember the proportions of you face or even your name
i'm born without a heart, but at least i can see the world further
than the horizon - at least i can drink seven strawberry daiquiris
without feeling anything

du smager af våde blade fra grønne træer,
og dine øjne skinner som din mors ældste smykke
blomster klæder dit hår
og når du siger mit navn, gror der universer omkring mine ribben
du sagde sætninger, man kun hører på film
"det regner oftest i takt med tunge tårer"
flød ud af din mund på lange mandage,
og da jeg kom hjem navngav jeg min nyeste digtsamling det samme
jeg tænker på dig, når jeg ser på himlen, og når den en dag forsvinder, gør du måske også

i wanted to write about you
like my skin was on fire,
but i don't think that a boy like you belong in poems
you taste like black champagne,
and said i smelled like hot honey and wet leaves
you promised me the red morning sky,
but you aways slept to the early afternoon
you told me that i was everything you ever wished for,
but nothing you ever needed
when you touched me i knew the difference
between breathing and living
***** fingernails, morning coffee  and peaches
reminds me of you
i've never seen such blue eyes before

what i feel when i look at you is
a combination of scratched skin and
dry lips with a taste of transparent
liquor,
what i want to feel is blue  nights
and a heart with a temperature like
you soaked my bones with gasoline
and set it on fire afterwards
i want to eat sunrises every morning
so many sunrises that it fills my
lungs with orange nuances until
you forget about the clouds above
i want to hear the sound of you
breathing, every breathe you'll ever
breathe
so much that i can feel it to each
fingertip and smell it in my hair
on a sunday morning
so much that i can feel it around my
metal pastel heart

i want to be with you
but the sun isn't heart-sweet warm and
the way you say i'm sorry hurts even more
than why you are sorry
i want to be with you and draw with
blue chalk on the road
the people are already hating
us because we painted
"if this is our home, we're homeless" with
orange graffiti on a white wall
i want to be with you
looking at the houses that never changes
looking at the young kids acting like adults
you will laugh you will kiss my neck and tell
me that one day i will see myself just as
beautiful as you think i am, now i laugh
i threw away my heart last summer
but it was not until yesterday i cleaned up
the blood on my mother's doorstep
i want to be with you
but my body is a purple place and boys like
you belong to a beautiful refined world where
i wont be able to breathe without crying  
i want to be with you, but i can't lose myself
once again

stille træer bevæger sig teatralsk i
nattens overvældende vind
vs mig, hvordan lykken sitrer i dine
bittesmå fingerspidser, når du
skriver digte med blokbogstaver
vis mig dig, når du er allergladest
med tårer i øjnene og græs under
neglene
stille følelser bevæger sig teatralsk i
en uregelmæssig rytme, der gør det
svært at holde af nogen på en måde,
der føles som følelser

med en halv flaske billig rødvin i blodet
var *** allersmukkest
*** sagde sætninger som "gud spejler sig
i dit gyldne hår" og "livets smukkeste
sider opdages kun i dybe vandpytter"
dagen efter drikker vi stempelkaffe og
ryger cigaretter
jeg fortæller om smagen af tårer
du fortæller om dengang, du voksede op
i en lille by. du fortæller om dengang, du
var 12 år og ensom blandt mennesker

he had that smile
on those lips
i just really
couldn't resist
look at me, look at me
i'm dancing for you
i'm in love with you
oh he was magical
magnetic, delightful
blood dripping
from our wrists
all that
i just really
couldn't resist

to lukkede øjne
mødes i nattens mørke lys
blanke silhuetter danser
sanser efter duften af hjem
et helt fremmed sted

i’ve spent the last few months
trying to figure out
if i was the one
who dragged you under
or if i was the one
who drowned

i still don't know

he kissed my neck while he said
goodbye
i closed my eyes while i asked myself
why

you smell like blue flowers and taste like gasoline
we went to your dad's funeral and you told me
that you never knew him the way you know me
my heart is made of wet batteries, and the way you
look at me when i cry
oh, lord, we could have built cities in france
and we could have painted paintings in florida
my doctor doesn't get me and my mother doesn't want to
"pink pills will take away the pain" they all say
but why don't they know
that if the pain is gone,  
so am i

a heart as heavy as stone, hands wild as the ocean, can only hold onto things for so long before they are turned into driftwood, bewitching, bewildering, beguiling

his lips on my skin burn holes big enough to drown in. he tastes like peaches. like peaches and honey. like peaches and honey and sugar.

i fall for it - snort - what he calls fairy dust and let pills slide down my throat into the lagoon of my empty stomach. he shows me mermaids and pirates and red Indians, we dance around campfires, around burning buildings, around each others blazing hearts. he shows me danger and excitement and freedom.
we're not perfect but at least we're free

i pretend i don’t know
i pretend i don’t see them sitting there too close together too much touching too much laughter it makes me feel stupid i always felt so stupid.
i woke up at 5am with my face stuck to the cover of
the iliad i’d bend it back i’m sorry homer sorry your writing was
never as good as Virgil’s. i’d probably touch anyone if they asked me
they say i’m not supposed to feel everything so deeply -  say it’s weird and uncomfortable - it’s uncontrollable all the glow in the dark stars decided to fall from my ceiling at once my duvet lights up in the dark
i came
i conquered
i fell asleep on my own arm

i think about mint blue oceans
and the smell of spray tan on white
bodies in the hollow summer air
i think about colorful eyes and i
recognize you in the taste of red
strawberry jam and i can't stop
smiling when i drink black coffee
i keep telling myself that i don't
care about you anymore, but i know
that i will cry at your funeral

**** was growing inside of me each time your eyes looked at me
my heart smelled like orange juice in the satin sun
and hot coffee was running through my veins
promise me you wont be sad if i don't speak to you after
we have been making love in the grey april air
my bones are just getting weak and fatally tired
and my mind is spray tan with a smell of pure summer
drifting away in the honest sea
i will never forget your electric eyes
with blue glitter and a hint of cute candy drugs