omtåget: gadelampelys
fugtighed
tåget sindstilstand
selskabelig ensomhed;
      vattet
            uvirkeligt, overfladesamtale
        den uoriginale følelse af, at være uoriginal
en kold skulder, en kold følelse
  tågesind
               spejlblankt, sælsomt
       dugget spindelvæv af følelser og interne relationer
intet og alting
   mennesket og kosmos
det virkelige og det forestillede
        opdigtet tæthed
  sløret apati, desorienterende intethed
                  u i g e n n e m s i g t i g
det eneste håndgribelige og meningsfulde er ordene; tankerne!    
  nedskrevne

         tilsløret tankegang
skummet udsyn; afskallende blå neglelak
  midlertidig glæde
et venskab bliver en vane
      støvet

  *** stemning
    bizar mental tilstand
tilsandet

         at tænke på noget fungerer som et forstørrelsesglas;
    fordampet

ude af kroppen men også helt inde i den, inderst, sammenkrøllet
        skrøbelig
  diset

gråzone,
  gråt udsyn,
    grå

som et
blodskudt øje
inde i
øjets hule
varme tårer på kolde kinder
stive fingre i frostgrader som
en invitation
til at holde hænder eller
skrive krøllede breve på
pastelblåt papir
på en tankstation
med snefnug på sjælen
støvet følelse og
afbrudte tanker
hulrummet, der omringer
eksistensen
som et rystende holdt brev med kærlighedserklæringer
på koldt notespapir
skrøbeligt og nænsomt holdt i hånden i frygt for sammenkrølning
tanker om
solen, pakket ind bag
skylag af sod og
stress fra byerne
medicineret drøm
grønne øjne glimtende med
usagte intentioner
hallucinationer om
sommerens fuglesang og
væsener med
altomsluttende tanker i kontrast til deres
intetsigende øjne
i øjenhulerne
blodskudte

stille under vandet
holder vejret
hovedet i stjernerne
kroppen; vægtløs, flydende
tanker som runde sten, stablet på strandene - en udstilling for enhver forbigående og for ingen overhovedet
vakkelvornt arrangement, naivt

en søgen efter alt, der bare minder om magi
stjernekastere og musik
busture og sovepose-samtaler på en græsplæne midt ude i mælkevejen
violiner og tændstikker og jungler
sanselige og sammenfoldelige mentale billeder
samlet som fund af et tingfinderbarns nysgerrige og nye hænder

spildt smil
trængende fingre, sitrende usikkerhed
bizar normalitet
omvendt kærlighedssang,
nemesis er min bedste ven. metamorfose
en ærlighed kan være sjælden
udtryk for respekt, omtanke
et smil, et spild
ildebrænd som destruktivt potentiale
alt står stille, men det ryster
glem alt om myter
glem alt om kvantefysikken
glem alt om dig selv
der er så meget mere sandhed at stille sole sig i
respekter dig selv
vær ærlig

at glæde sig til livet

ikke bare gemme som udkast, men skrive i ét hug og så udgive det

hvor meget er der er at se frem til?

en bobbel springes, aldrig mere melankoli

en mærkelig fase

selvbekræftende mangel på motivation

lørdag aften

hovedet i en fiktiv verden

uendelige små-ting arrangeret, på sine pladser

blyanter, blade, mønter, planter, parfume, læbepomader

tænker på et helt tomt lokale med alle mine ejendele spredt ud på gulvet

efterlade det hele

overflod

og så lever vi ufornægteligt videre i vores bizarre eksistenser
uden retning
i en fremmed bil på en ukendt vej med 93 km/h
motorvejs-lampelys under himmelen, under skæbnen
skabelse, mørkegrøn, eventyr, sump, nysgerrighed, oprigtighed, damp,
fornyelse

et digt glider fra mig, falder som sand mellem mine fingre
syv sekunder, syv dage

hvem var jeg i går? hvem vil jeg være i morgen? som en let brise eller en tæt tåge bevæger vi os besværet gennem tiden, konstant med et øje på fortiden og tankerne i fremtiden

verden smelter under solen
jeg smelter uden solen
ingen kan læse hinandens tanker men alle vil prøve
vi smiler men med aggression under huden
tyngdekraften har lagt sin tunge hånd på mit bryst, skubber mig mod jorden
jorden, som smelter

kigger på satellitbilleder af verden, af havene, af ørkener og bjerge og finder
guldklumperne,
jordens palletter
private relationer smidt ud i offentligheden uden kontekst
skaber en glødende følelse inden i mig, som flakkende lyserødt neonlys
atmosfæren, der skabes af brudstykket
som 3 sekunder af den smukkeste scene i en film, jeg har hørt andre tale om

gravlægger mine overskudsdage
nu kommer vakuumet
din efterklang i mine handlinger
tornadoer af ingenting indeni mine hulrum
nåleprik af skyld, af skam, af pinlighed
undskyld, undskyld, undskyld
når jeg fosser over med følelser som blod på det hvide lagen som
den første ******* på konfirmationskjolen: u v e l k o m m e n t
men jeg kan ikke binde mine knogler sammen og rejse mig op jeg
kan ikke findele min hud og klistre den over de
udsatte, røde muskler som et skjold jeg kan ikke
gravlægge situationen
din efterklang i mit liv i min identitet i min person
jeg vokser som ukrudt i livets grøft for jeg ved at
alle har ønsket om solen liggende under deres hud alle
sitrer af indebrændthed og
vi selvantænder

med tårer i øjnene hiver jeg luft ned i mine ekspansive lunger, husker
husker: det er bare nu'et. det er blot en brøkdel.
og en dag vil jeg have glemt dette øjeblik, dette blink med øjnene, forbipasseret fortvivlelse og forvildelse og utilpashed
og en dag vil jeg have varme, gyldne minder lokaliseret bag øjenhulen, bag drømmene
og jeg vil have hængt hvidt vasketøj op, jeg vil have talt med en vred bille, kørt i en lyseblå bil og købt mine egne øko-appelsiner.
jeg vil have klippet mit hår mindst ti gange, foldet fingrene om en andens krop, om en andens ømheder, en andens tanker, jeg vil have haft et hundrede forskellige par sko på mine to fødder, set nye vidundere og nye lavpunkter
og det smelter sammen og alt det ubehagelige fylder mindst
men lige nu kaster ubehag lange skygger

ikke tage livet så tungt blot lade sig
bevæges lade det ske
som at sidde i solen længe og mærke varmen helt ind i marven
eller at flyde vægtløs i vandet med lukkede øjne og forestille sig rummet og vakuum
med kropsløse eksistener
hænge i den hvide hængekøje over det grønne græs med den blå himmel over sig
mit skælvende hjerte er selvklæbende vi
tvinges til at definere til at
fortolke og forstå

eksistenser der efterlader ar i huden, trukket over ryggen, over leggene, over identiteten
mulden i hjertet, hjertet i halsen
gravsten i ribbenene og knive i albuerne
asfalt under neglene, asfaltsmanicure
river huden op river en i stykker
vi vil underholde vi nedbrydder os selv smil for smil
tænder et lys i mit hjerte for dig jeg vil stråle men
først skal tågen af melankoli fordampe mit
lys ligger bag et gardin af tristhed
sådan en rodløs forvirring en rodløs ligegyldighed
med murbroksruiner i lungerne får jeg vejrtrækningsproblemer
og skårrene i din latter stikker
ingen er ødelagte, men alle er flitrende
vi vil underholdes

OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD
FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER
DER IKKE EKSISTERER
FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK
JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE
KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET
EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I
TØJET PÅ TØRRESNORREN
OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ
BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ
OM DE ER DER ENDNU
HVOR MEGET VI IKKE VED
HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED
HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI
GÅR FRA
OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN
SOM EN SNESTORM I DET YDRE ***, UFORKLARLIGT OG RASENDE
SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET
DET MEST OMVÆLTENDE OG
EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT
TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN
URO DEN
MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR
ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE
EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM
STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE
LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET

enden er nær
enden på vores struktur-givne frihed
jeg har aldrig rigtig været andet end elev
først og fremmest
produktionens indlærte prioritering i min knoglemarv vi knækker uden skemaer over vores hverdag, hver dag er ikke vores
jeg har drømt om sommeren, om varmen og nu er den her den stikker
piskesmældssmil på solskinsform vi sveder
ingen gylden middelvej forude
vi fortsætter af den grå middelvej
slørede gråzoner
v a r m e b ø l g e r
jeg keder mig; jeg er overvældet
alt er for meget og
alt er for lidt
smiler til damen med demens i min gård, tænker på vejarbejdet på støvet
mine lår er klistret fast til stolen jeg føler mig
smaragdgrøn og rislende som en å

vi lukker af for verden de sagde ikke farvel til mig
er det kikset at være ordentlig? kan jeg tillade mig at smile til jer? kan jeg sige godmorgen uden at rødme over min akavethed?

TOLERANT ER IKKE ENSBETYDENDE MED SVAG

VENLIG ER IKKE SYNONYM FOR MINDREVÆRDIG

der ligger så meget forude og jeg kan ikke rigtig begribe det ikke forestille mig mere end det, der skal overkommes

en eller anden gang må det jo komme til mig

det der livsglæde

.

der er så meget at snakke om men jeg vil være stille
alt jeg ønsker er at det kan være
u k o m p l i c e r e t
og det er det måske
men sådan føles det ikke
de mindste handlinger de mindste følelser blæses ude af proportion
perifære fantommennesker i mørket
perifære fantomfornemmelser i natten
syrenerne på mit bord er ved at visne
hvis jeg føler noget, føler jeg det
hvis ikke gør jeg ikke
så simpelt så uendeligt indviklet
det er så ligetil at jeg bliver rundtosset
mit værelse er endelig rent men mine tanker er rodede
ville gerne feje i mine følelser men
jeg elsker det uforklarede

bag tæppet af nostalgi ligger
fossende imitationslege og
mindreværdskomplekser i samme form som
selvretfærdighedens diktatur
akkumuleret støj som emalje over byen, barrieren mellem universet og os
gennem tæppet af nostalgi ser man
absolut  i n g e n t i n g
vi griner som om vi mener det
men ingen af os er hinandens første valg, dette er ingen frivillige løsning
sådan bliver andre mennesker ens sidste udvej
tilfældige mennesker
tilfældig ensomhed
bitterheden ætser ind i sjælen hvis den ophobes
ensomheden borer sig så dybt at den med tiden
erstatter ens skelet
så bygger og støtter hele ens tilstedeværelse på følelsen, der som
istapper i åbne arme den udstrakte hånd den opsøgende kommentar
modarbejder ens eksistens

eksistensiel forsømthed
fordømt, for tømt for ting
et hvidt ***, blænder
tænderne under læberne
sammenknebne
livet har trukket mig med sig
på slæb
jeg kigger på dig men jeg kan ikke se dig
som en fantomforbløffelse
hvem er du
men det er vel et unfair spørgsmål
ikke enhver kan besvare
taber man energien, taber man pusten, taber man tråden?
endten har ingen det, ellers har alle det
alting opløses foran mig foran min opløselige krop som en
treo i vandhanevand
som blod på tube
gennemanalyseret og forsømt
min krop er af gelé
og jeg smelter ned i min madras
hvem vil ikke gerne danse hver aften?
hvordan opnår vi
hvad vi vil
hvorfor vil vi det

livet er abstrakt for tiden

drømmepigen og mareridtsscenariet
vejen til dig er mudret
fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer
brændende bygninger som monumenter
landevejsskænderier, rundkørselseksistenser
det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor
hvordan eksisterer du? hvorfor?
lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden
frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent  
dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener
mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen
det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil
stjerneklart under os og til alle sider
eksistensen kalder
kør

lakerede negle
tanken om et eventyr; på vej
computergeneret velbefindende
høj hestehale - en forandring, nye muligheder, nye udtryk
anderledes udstråling
velovervejet, pludseligt
hjemmegroet plante, fejet gulv, følelsen på et stykke papir, efterladt
sammenkrøllet, gult
kondenseret vand på ruderne, kondenseret personlighed
dovenskab, at gøre sig umage
talemåder, ordsprog, genanvendelige, omvendelige
jyske genbrugsforretninger, savner sommerferien
sommeren, limfjorden, kunsten, garderobefornyelse
lånte LP'er, bøger jeg aldrig får læst
sæt tempoet ned; umuligt
vi lever i en hurtig verden
alt snurrer
alle søndage føles underlige

jeg stjal en villavejssukkulent
himmelen var violet
mit hoved var fyldt med ideer om idylliske villavejsliv med
grinende børn og lykkelige, rolige eksistenser
med forglem-mig-ej i forhaven og
en græsslåmaskine et sted langt væk
himmelen var violet
og et sted grillede en familie
idylliske villavejsliv med
solskinsritualer
og grinende børn
jeg stjal et stykke med hjem
jeg stjal en villavejssukkulent

glemsom!!!!! alt er krævende
mat, drænet
øm

søvnig, varm
rødkindet og udmattet