Du ser i mine blå øjne og fortæller mig at jeg er typen.
Typen som folk forelsker sig i i juni måned for at aldrig se igen til august. Typen som fortæller en historie der efterlader folk med åbne munde og vandede øjne. Og som danser på vejen fordi at *** stoler på at bilerne stopper for hendes skyld. Typen som taler så tæt på en at man næsten burde kysse, men det er bare for at se ens øjenfarve i mørket. Typen som giver ærlige komplimenter om ens ansigt ud ad det blå og ikke forventer gengæld. Typen som man tænker over bagefter, men aldrig nok til at komme tilbage til. Typen som man kun kysser en gang.

Jeg lever og ånder for at forelske folk

Og hvor er det dog trist at være et tidsfordriv på et eller andet punkt.

Du fik mig til at drikke champagne på landet og have høne i lejligheden. Du kunne få selv en blå himmel til at rødme. Og du levede livet så fint så fint lille kat, og det er måske derfor en engel forelskede sig i dig

Og de sagde at man ikke skulle kalde sig selv hel med sin elskede. At man selv var en hel. Men jeg er ingen hel nu. Ingen halv heller. Snarer ingenting. En sørgelig ting.

Stiplede linjer viser mig vejen
En mor der tager sit barn i hånden
Guider igennem sort røg
Forvirrede forbipasserende
Jordens galskab
Til pastelbesatte stier
og stjernesten

Liv kommer mig i møde
Flade væsner med hjerter i hænderne
Spænding mellem vores kroppe
Vores verdener kulminerer
Dækker industribygningerne
med sarte solskinsstrejf,
lyserøde skyer
og sammenplantninger

Min tur til Venus
flettede himlene sammen

Verden ligger i et sterilt samsurium af apati.
For mig er verden udenfor, og jeg er udenfor verden.
Tankefulde unge simplificeres af normer og repetitionens pragt.
Udenfor, står de
uforpligtende bagateller født i overspringshandlinger.
Med ren marmor under vinter-violette negle,
holder de deres blå sjæle i hænderne -
Tænker Soma-Sema
To fingre i halsen, kolde hænder, ødelagte glasknogler;
Nærmest spirituelt.
Er det sådan man gør udenfor?

Er vi en historie
som folk ville skrive
bøger om? Spurgte jeg.
Du svarede med et grin
og sagde
At skønheden
i det spørgsmål var
at jeg sikkert allerede
havde skrevet svaret ned

"Du er skrøbelig" sagde du.
Skrøbelig som glasskabet
I din stue.
Jeg skulle passe på
Med at åbne mig for meget.
Hvis jeg gjorde sådan
Ville jeg blive
Mere og mere ridset
Indtil jeg til sidst
Knækkede.