Jeg er melankoliker
En kærlighedsanorektiker  
Jeg er ingen akedemiker
Nærmere en deprimeret Komiker

She is not beautiful to me
To me she is art

And art is not supposed to be beautiful

It is supposed to make you feel

Therefore she is not beautiful
She is *art

Hvorfor skal jeg altid
Sige alle de forkerte ting
Og aldrig ramme den rigtige
Tangent
Det er så tæt på
Jeg smed det hele på gulvet
Den smukke vase
For mine fødder
I tusinde stykker
Det fineste følelsmosaik
Dækker mit gulv
Og mangker i
Min bankende hjerne

Sov godt
For i søvnen er du sikker
Alt er rart
Når verden er fuld af fulderikker

Drøm sødt*
For drømme varer ved
Og når alt andet er dødt
Giver drømmene dig fred

Jeg ligger i en seng der ikke lugter af smøger
Ingen der snorker
Eller snakker i søvne
Ingen til at holde mig vågen med tåbelige spørgsmål
Om liv, død, glæder, sorger og andre ligegyldigheder
Ingen at skubbe på gulvet

For du tog hjem
Og jeg kan ikke vente med at se dig igen

På ydersiden er der så frygteligt
Koldt
På indersiden er der så frygteligt
Goldt

Jeg bærer præg af
Smerte
Jeg bærer nag i mit
**hjerte

UNDSKYLD

tårer der tværer mit blæk
Tomme ord
Der runger hult og langt væk

UNDSKYLD

Jeg ved det godt
Brændt og såret
Lander langt fra blødt

UNDSKYLD
             kom nu bare tilbage

Vi ses igen
                  du rækker din hånd gennem drømmenes masker
Vi ses igen
                  du står i en rude på tiende sal
Vi ses igen
                  passerer hinanden på hældende trapper
Vi ses igen
                  sover tilfældigt i det samme tog
Jeg ser dig igen på den mørke plads
                              månen hælder sølv i dit hår
Du ser mig vente for grønt
                                som om jeg vented på nogen
Ses igen     blikkene standser i mængden
Ses igen      i en tilsneet have
Ses igen      i en opbrudt gade