Der var lange nætter med digte der gav dig lyst til at lægge dig under jorden
Du græd stille ned i puden og ønskede at se mig lykkelig
men solen er ikke længere genert og kysser dine kinder blidt
Du studerer mig som værende forelsket og tager jakken af
Du mærker ikke længere kulden fra min krop, men bader dig i vandet af nye tider
Der var dage du havde lyst til at give slip på mig, men inden du lod mig svæve
Fandt jeg et lille lys og jeg er nu ikke længere i mørket
Jeg håber du ved, at du gav mig styrken
Og at du må have tiltroen til at der ikke findes øjeblikke jeg ikke kan overkomme mere