"Du er skrøbelig" sagde du.
Skrøbelig som glasskabet
I din stue.
Jeg skulle passe på
Med at åbne mig for meget.
Hvis jeg gjorde sådan
Ville jeg blive
Mere og mere ridset
Indtil jeg til sidst
Knækkede.

Er vi en historie
som folk ville skrive
bøger om? Spurgte jeg.
Du svarede med et grin
og sagde
At skønheden
i det spørgsmål var
at jeg sikkert allerede
havde skrevet svaret ned

Jeg stjal altid blomster
Fra din have
I håb om at du ville
Føle dig mere hjemme
Når du besøgte mig

De læber jeg kysser
Som ikke er dine
Føles giftige

hver dag syer du
en ny nedfalden stjerne
ind i min hud
så jeg stadig er i stand
til at se skønhed
selv når det er mørkt

der vokser en blomst
udenfor mit vindue
vi har begge betragtet den
og begge konkluderet
at den vil leve længere
end vores kærlighed til hinanden